Jens Chr. Grøndahl: Coronakrisen får Europa til at ligne en falmet drøm

KOMMENTAR: Coronakrisen har givet nationalstaten en renæssance og fået det europæiske samarbejde til at ligne et luftkastel, skriver Jens Christian Grøndahl. 

Det er sjældent, at man frivilligt underkaster sine yndlingsforestillinger et virkelighedstjek. Berlinmuren skulle falde, før venstrefløjen reviderede dogmet om produktivkræfternes overtagelse af produktionsmidlerne.

Selv føler jeg mig tvunget til at efterse min tro på det europæiske samarbejde. Jorden kalder luftkastellet.
Knap var Den Kolde Krigs spaltning mellem øst og vest begyndt at hele, før  finanskrisen splittede os europæere igen, nu mellem syd og nord. Og som om dét ikke var nok, har flygtningekrisen udstillet, hvor skralt det står til med solidariteten.

Coronaen sætter trumf på. Italienerne må endnu en gang spørge hinanden, om de har grund til at vente sig andet end gratis sympati og tomme fraser fra os andre. Spørgsmålet runger i Berlaymont-bygningens forladte korridorer.

I forhold til pandemiens umiddelbare indvirkning stod det hurtigt klart, at kun de nationale regeringer havde legitimitet og stamina til at gøre, hvad der skulle gøres. Med det samme eller næsten. Og det var ikke kun udtryk for, at sundhed i EU er en national kompetence.

Nationen har fået en renæssance både som begreb og som levende virkelighed. Som en moralsk mobiliserende fællesskabsfølelse og i form af bred politisk vilje, sådan da, til at betale den enorme pris for de tryghedsskabende foranstaltninger.

I et essay bragt i Kristeligt Dagblad 21. april skriver den engelske filosof John Gray om nationalstaten som ”den stærkeste kraft, der driver handlinger på den store skala. For at håndtere virussen, kræves der en kollektiv indsats, der ikke vil blive mobiliseret på baggrund af hensyn til den universelle menneskelighed.”

John Gray finder det ”uklogt at at stole på, at menneskelig sympati i sig selv vil føre os igennem dette. Venligheden over for fremmede er så dyrebar, at den må rationeres.”
 
Kun i det nationale fællesskab er vi hinanden så nære, at enhver ikke blot er sig selv nærmest. Vel er det synd for italienerne, men ikke synd nok.

Ved siden af John Grays lakoniske og meget britiske reality check står Danmarks pinlige tilbud om at sende nogle af Forsvarets aflagte og komplet utidssvarende respiratorer afsted til støvlelandet.

”EU’s grundlæggende fejl er,” skriver Gray, ”at det er ude af stand til at varetage en stats beskyttende funktioner.” Filosoffen har i det hele taget ikke meget til overs for ”de vindtørre, neoliberale strukturer i EU.”

Han medgiver, at globaliseringen har løftet millioner ud af fattigdom, men krisen er et resultat af samme globalisering.

”En levevis drevet af uendelig mobilitet er skælvende ved at nå sin ende … Virussen har blotlagt fatale svagheder i det økonomiske system, som blev lappet sammen efter finanskrisen i 2008. Den liberale kapitalisme er kollapset.”

Det lyder helt triumferende, og man fornemmer den bagvedliggende observans. På den anden side lærer man i længden mest af at lytte til dem, man har mindst lyst til at give ret.
Alt for meget har i EU-regi handlet om at liberalisere og slippe markedskræfterne fri. Det har ført til velstand, men det har også øget uligheden. De gule veste i Frankrig er et symptom. Det samme er højredrejningen i Tyskland og Østeuropa.

Corona-krisen får modsætningerne til at stå skærende skarpt. Mellem globaliseringens vindere og tabere. Mellem det katolske, ”uansvarlige” Sydeuropa og det protestantiske nord, hvor Spare-Maren sædvanligvis hersker.

Klokken er ved at slå tolv for Europa. Er det nat med samarbejdet?
Covid-19 har kuldkastet alle dogmer. Det virker som fjern fortid, at man i Danmark kunne diskutere betimeligheden i at booste antallet af pædagoger i vores daginstitutioner.

Proppen er fløjet af, den stærke, omsorgsfulde stat er tilbage. Pengene fosser ud af statskassen og spredes med sprinklere over erhvervslivet i kampen for at redde økonomi og arbejdspladser.

Også i EU-regi forsøger man at træde til over for de hårdest ramte lande, men skismaet fra 2008 gør sig gældende. Den underliggende mistillid i nord til unionens forgældede sydstater.

To spørgsmål trænger sig på, og de er forbundne, for svaret er det samme:
Er tiden inde til også på europæisk plan at prioritere det sociale hensyn over økonomiens uhindrede bevægelighed?

Og vil det være en betingelse for multilateral solidaritet, at de sydeuropæiske lande reformerer deres arbejdsmarkeder efter nordisk model? Ja og ja.

Hvis man midt i det nuværende helvede af dødsfald, nedlukning og eskalerende recession vil se et lys i mørket, kunne håbet udmøntes i en ny pagt for Europa.

En afsked med arven efter Margaret Thatcher og en genoplivning af arven efter J.M. Keynes. Da verdensøkonomien brød sammen i 1929, indså han, at de frie markedskræfter og den stærke stat ikke er hinandens fjender.

Vi, nordeuropæerne, har ret i, at man ikke kan gældsætte sig ud af sine strukturelle problemer. Men de sydeuropæiske samfund er lige så indlysende eksempler på, at stramninger alene ikke får et samfund til at blomstre.

Jeg kan godt selv høre, hvordan det lyder, en ny pagt for Europa. Som skønsang fra luftkastellets øverste balkon. Prinsesse Europa er blevet en ensom, gammel dame. På landjorden vil ingen eje eller have hende. 

Kun verdensfjerne intellektuelle stemmer fortsat mandolinen for at synge hendes pris.
Tilbage er den nationale egeninteresse. Og Kina.

Italienerne er for længst begyndt at vende blikket samme vej som Marco Polo. Den brødebetyngede tilførsel af værnemidler har ikke gjort hans landsmænd mindre venligt stemte. I øvrigt er den nye silkevej allerede en realitet med tiltagende kinesiske opkøb af havneanlæg med mere.

Det vil være skæbnens grumme ironi, hvis Riget i Midten først deler covid-19 med os og dernæst opkøber det europæiske konkursbo. Skal det være løgn?

Det vil i så fald kræve en grad af erkendelse og historisk horisont, som de færreste europæiske beslutningstagere er i stand til at mønstre.

”Kun ved at anerkende de liberale samfunds svagheder kan vi bevare deres mest essentielle værdier,” skriver John Gray.

”Sammen med retfærdighed omfatter disse individuel frihed, som ud over at være noget værd i sig selv også udgør en nødvendig kontrol over for regeringen. Men de, der tror, at personlig autonomi er det mest grundlæggende menneskelige behov, afslører deres uvidenhed om psykologi – ikke mindst deres egen.”
 
Pandemien har mindet os om, hvor sårbare vi er globalt, og hvor afhængige vi er af de fællessskaber, vi indgår i. Autonomi er ikke alt. Også det europæiske fællesskab udsprang af den indsigt.

Men stillet over for den kommunistiske østbloks massive ufrihed stod det lige så klart for EU’s grundlæggere, at fællesskab uden frihed er og bliver en asiatisk samfundsform, der bør være os europæere fremmed.

Desværre mindre fremmed i dag. Hvem havde troet, at Ungarn ville skifte det ene autoritære regime ud med det andet?

Viktor Orbáns ”illiberale demokrati” er et skræmmeeksempel på, hvordan corona-krisen og nødvendigheden af at stå sammen kan tages til indtægt for magtfuldkommenhed og undertrykkelse af basale frihedsrettigheder.

Hvis Den Europæiske Union kan rumme det orbániserede Ungarn, er det hip som hap, om de økonomiske hjælpepakker til nødstedte middelhavslande afsendes fra Berlaymont-bygningen eller Den Forbudte By.

Så er Europa for alvor en falmet drøm.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Krisen afslører stopklodserne for digitale potentialer Cecilia Bonefeld-Dahl: Krisen afslører stopklodserne for digitale potentialer Næste artikel Jens Chr. Grøndahl: De lukkede grænser kan lære danskerne at rejse i ånden Jens Chr. Grøndahl: De lukkede grænser kan lære danskerne at rejse i ånden
Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

PARLAMENTET LOCKDOWN #11: Coronakrisen har skabt endnu større behov for socialt samarbejde, siger EU-Kommissionen, der trods dansk modvilje nu tror endnu mere på en europæisk mindsteløn. Hør om det i denne uge, hvor vi også taler om, hvordan det bliver dyrere for danskerne at være med i Unionen.