Jens Nymand: Nationale parlamenter bør spille en større rolle i EU

Svært at holde nogen til ansvar 
Et andet problem omkring lovgivningsarbejdet: Når de to lovgivere, Europa-Parlamentet og Ministerrådet, hver især har fundet en position til et af Kommissionens lovforslag, foregår de efterfølgende forhandlinger, de såkaldte triloger, bag hermetisk lukkede døre.

Denne sidste del af lovgivningsprocessen gør det svært for udenfrastående at følge med og efterfølgende at holde nogen til ansvar for resultatet. Man kan naturligvis ikke på forhånd offentliggøre de to institutioners forhandlingspositioner, men bagefter kunne det være interessant at kende mandaterne.

Hvordan stillede den danske regering sig i forhold til Rådets forhandlingsmandater? Og støttede de enkelte danske parlamentarikere Parlamentets mandater?

For få MF'ere beskæftiger sig med EU 
Et andet og måske endnu større problem er den meget begrænsede rolle de nationale parlamenter spiller i EU. I Danmark har vi siden vi blev medlem i 1973 haft et Europaudvalg, som skal sikre, at de holdninger, danske ministre præsenterer i Ministerrådet, har dækning i Folketinget.

Rent teknisk har udvalget løst rollen til perfektion. Vi har mindretalsregeringer, og Danmarks optræden i Ministerrådet er derfor formelt forankret i en proces, hvor det på forhånd konstateres, om der er et flertal for regeringens foreslåede linje.

Alligevel er modellen langt fra tilfredsstillende. Alt for mange medlemmer af Folketinget beskæftiger sig kun i begrænset omfang med EU-spørgsmå. Det gælder sågar på de politikområder, som de ellers dækker for deres partier i de forskellige fagudvalg.

Europaudvalget giver derfor en formel demokratisk dækning, men det er samtidig en sovepude for mange folketingsmedlemmer, der ikke er medlem af Europudvalget.

Fri bane for populistiske stemmer
Formanden for udvalget, Eva Kjer Hansen (V), foreslog i sin bog "Det Forsømte Folketing", at det fremover bør være de enkelte fagudvalg, der får ansvaret for at tildele mandateter. For få år siden forsøgte hun selv at give en stærkere rolle til COSAC, samarbejdsorganet for Europaudvalgene i medlemsstaterne og for Europa-Parlamentet.

Det viste sig at være en håbløs kamp. I langt de fleste lande har de nationale parlamenter reelt en meget begrænset rolle. Deres mulighed for at kontrollere regeringernes optræden i Ministerrådet er ofte utilstrækkelig. Dette forhold afspejler sig i arbejdet i COSAC.

Konsekvensen af såvel den nuværende danske løsning og situationen i de andre medlemslande er, at langt den største del af de nationale parlamentarikere kun i meget begrænset omfang beskæftiger sig med EU-spørgsmål, og at de derfor sjældent tager medansvar for de love og løsninger, som er vedtaget i EU i deres navn.

Denne mangel på deltagelse i den nationale lovgivningsproces omkring EU-love fører til en farlig ansvarsforflygtigelse, og den giver også fri bane for populistiske stemmer, der forsøger at vildlede befolkningerne.

Må overkomme modsætningsforhold 
Den model Eva Kjer Hansen lagde frem bør derfor seriøst overvejes i Danmark. Den kunne føre til en stærkere og mere substantiel kontrol med Danmarks optræden i EU. Den kunne sikre bedre sammenhæng mellem den danske EU-politik og den nationale politik, der bliver udstukket i de enkelte fagudvalg. Desuden er jeg overbevist om, at det vil forbedre vores nationale EU-debat. 

Der er i dag ikke formelle problemer med den demokratiske legitimitet i EU. Men den svage inddragelse af de nationale parlamenter svækker den demokratiske kvalitet i befolkningernes øjne.

Svaret ligger imidlertid ikke i at komplicere EU's beslutningsprocesser yderligere ved at oprette et nyt organ eller ved at komplicere lovgivningsprocessen, så den kommer til at tage endnu længere tid end i dag.

På den anden side er der ovenpå coronakrisen og flygtningekrisen brug for at bygge bro mellem de løsninger, vi kun kan finde i fællesskab på europæisk plan og de løsninger, som vi fortsat skal finde nationalt. Vi må overkomme det modsætningsforhold, der synes at være opstået mellem det europæiske og det nationale. Og her kan de nationale parlamenter spille en helt afgørende rolle. 

Parlamenter skal sikre folkelig forankring 
Når vi om nogle måneder skal i gang med den store europæiske debat, som Frankrigs Præsident Emanuel Macron har lagt op til, bør det være et dansk mål, at de nationale parlamentarikere og EU-parlamentarikerne mobiliseres i de nationale debatter. Men også at de nationale parlamentarikere får en meget stærk placering i det store møde, som til sidst skal prøve at trække trådene sammen.

Hvis ikke de får denne rolle, risikerer vi, at vi bliver trukket ind i en ny lang proces om traktatsændringer, som vil sluge masser af tid og ressourcer i Bruxelles for til sidst alligevel at lide skibbrud.

De nationale parlamentarikere har jordforbindelse, og derfor skal de fremover, og sammen med EU-parlamentarikerne, være med til at sikre den folkelige forankring i EU.