Trumps genvalg giver Europas ledere en oplagt chance. Er de stærke nok til at gribe den?

Selv om konsekvenserne bliver mange og forskelligartede indenfor både sikkerhed, forsvar, klima, miljø, handel og økonomi, så handler de grundlæggende alle om den erkendelse, at vi ikke kan regne med USA mere.

Vi ved, at Donald Trump igen vil trække USA ud af Paris-aftalen og give los for fossile brændstoffer. Vi ved, at han næsten sikkert vil fremprovokere en handelskrig ved at smække straftold på europæiske varer. Vi ved, at han vil bryde med Vestens fælles front for Ukraine, og at han sikkert også vil skabe tvivl om den amerikanske militære tilstedeværelse i Europa.

Men vi ved stadig ikke, hvad Europas svækkede ledere vil gøre ved det.

Åh nej, men tillykke alligevel

På en måde er de europæiske regeringer og institutioner ikke overraskede over Donald Trumps genvalg. De vidste, han havde en god chance for at vinde. Og de kender jo truslerne mod Nato og det transatlantiske handelsforhold fra hans første præsidentperiode 2017-2020. Alligevel virker de ikke rasende velforberedte – og der er et vist chok over, hvor overbevisende, amerikanerne har genvalgt Trump.

De fleste i Europa havde forventet meget mere tæt løb med Demokraternes Kamala Harris, og ingen havde forudset, at Republikanerne også ville vinde flertal i begge Kongressens kamre. Det betyder, at det bliver en ”turbo-Trump” vi får at se denne gang i forhold hans første forvirrede præsidentperiode.

Mens folk som Elon Musk og Nigel Farage ifølge Politico hygger sig på Donald Trumps residens Mar-a-Largo i Florida, er de fleste europæiske ledere og EU’s institutioner ved at ruste sig til et stormvejr af politisk usikkerhed og økonomisk turbulens.

På overfladen reagerede de alle som en i løbet af onsdag ved at lykønske den nye præsident med sejren, om end i forskellige grader af entusiasme.

De færreste følte samme behov som Ungarns Viktor Orbán for at juble over ”det største comeback i USA’s politiske historie” og en ”højst nødvendig sejr for verden.”

Men også de største europæiske landes ledere, Tysklands kansler og Frankrigs præsident, udtrykte hurtigt deres formfuldendte respekt for Trumps sejr og proklamerede deres håb om frugtbart samarbejde.

Tænk lige over, hvad du ødelægger

Samtidig fornemmer man imidlertid også en understrøm af advarsler om, at Europa vil forsvare dets interesser, hvis det kommer dertil.

”Vi vil arbejde for et mere forenet, stærkere, og mere suverænt Europa i denne nye sammenhæng. Vi vil samarbejde med USA, og vi vil forsvare vores egne interesser og værdier,” lød det fra Emmanuel Macron efter en telefonsamtale med Olaf Scholz onsdag formiddag.

Glansen gik bare temmelig meget af den fanfare, da forbundskansler Scholz samme aften måtte nedlægge sin egen koalitionsregering efter at have fyret finansminister Christian Lindner. Uenigheden om Tysklands budget og økonomi mellem socialdemokraten Scholz og den liberale Lindner var blevet for stor, og nu er der udsigt til et fremskyndet tysk valg allerede i det tidlige forår. Netop som Donald Trump tiltræder.

Millioner af arbejdspladser og milliarder i handel og investeringer på begge sider af Atlanten afhænger af dynamikken og stabiliteten i vores økonomiske forhold.

Ursula von der Leyen
Formand for EU-Kommissionen

Også EU-Kommissionens formand udsendte en erklæring, hvor hun i stærke vendinger opfordrede den nyvalgte præsident til at huske betydningen af det mangeårige transatlantiske partnerskab.

”EU og USA er mere end bare allierede. Vi er bundet til hinanden gennem et sandt partnerskab mellem vores folk, som forener 800 millioner borgere. Det er dybe historiske bånd,” skriver Ursula von der Leyen i erklæringen og fortsætter:

”Millioner af arbejdspladser og milliarder i handel og investeringer på begge sider af Atlanten afhænger af dynamikken og stabiliteten i vores økonomiske forhold.”

Signalet til forretningsmanden Donald Trump er helt klart, at han bør tænke på sin pengepung, inden han smadrer handelsforholdet til Europa med en bulldozer. Det er muligt, det kan have effekt. Men det er meget usikkert, om Trump hører efter.

Hvem vil hjælpe Ukraine?

Den samme tvivl må eksistere lige under overfladen i meget mere akut grad i Kyiv, hvor præsident Volodymyr Zelenskyj også forsøgte sig med en lykønskning.

”Vi ser frem til en æra med et stærkt USA under præsident Trumps handlekraftige ledelse. Det er nøjagtig det princip, der kan bringe os nærmere en retfærdig fred i Ukraine,” lød det sammenbidt fra den ukrainske leder.

Zelenskyj ved kun alt for godt, at det der med ”retfærdighed” nok er et ret vidt begreb for Donald Trump. Han ved, at den genvalgte Trump med en republikansk domineret Kongres i ryggen ikke vil blive ved med at støtte Ukraines forsvar sammen med EU. Han ved også, at Ukraine aldrig kommer ind i Nato med den nye amerikanske ledelse, og at Trumps ide om at afslutte krigen hurtigt i realiteten kan handle om Ukraines overgivelse og opsplitning.

Sådan en amerikansk plan vil være i total modstrid med EU’s strategi for Ukraine, og derfor bliver netop Ruslands krig mod ukrainerne nu også lakmusprøven på, om Europa kan træde i karakter som en ny sikkerhedspolitisk stormagt i sin egen ret.

Hvis Donald Trump og Kongressen standser den amerikanske støtte til Ukraine eller gør den betinget af delvis overgivelse til Vladimir Putin, så har EU og de store europæiske lande i realiteten kun to muligheder: Enten lader vi Ukraine falde, eller også betaler vi selv hele regningen for, at ukrainerne kan kæmpe videre.

Europas historiske øjeblik – eller ej

Hvis Europa skal betale meget mere, så må primært Tyskland vise en helt ny vilje til at rejse enorme fælles milliardlån – både for at støtte Ukraine og for booste Europas egen forsvarsindustri og evne til at forsvare sig selv, med eller uden Nato. Netop behovet for et større råderum var kernen i det skænderi, der onsdag aften fik den tyske regering til at falde fra hinanden.

"I USA vandt Donald Trump valget i dag. Vi skal kunne arbejde sammen med ham. Men for at gøre det skal vi også her i Europa kunne arbejde mere sammen og investere mere. Det er et alvorligt øjeblik," sagde Olaf Scholz: "Politik begynder med at se på virkeligheden. Og virkeligheden er, at Ruslands krig har ændret vores verden."

Kansleren talte ikke direkte om nye våben til Europa. Men det hører også med til virkeligheden nu: Der vil skulle ses med åbne øjne på, om flere europæiske lande har brug for selv at udvikle og opstille atomvåben her på kontinentet, hvis USA’s afskrækkelse ikke længere eksisterer. En tanke, der syntes utænkelig indtil for meget kort tid siden. 

Før i tiden har det europæiske samarbejde ofte taget de største spring, når de blev udløst af en krise. Spørgsmålet er, om EU’s ledere kan gøre det igen og gribe det historiske øjeblik, som Donald Trumps genopstandelse fremprovokerer.

Den vilje og det fællesskab kan det være lidt svært at få øje på i en tid, hvor lederne i både Tyskland og Frankrig er så politisk svækkede, hvor Europa oplever økonomisk stilstand, og hvor nationalistiske ledere som Viktor Orbán vinder frem mange steder.

Paradokset bliver givetvis udstillet, når de europæiske ledere torsdag og fredag samles i Budapest med netop den ovenud lykkelige Trump-fan Orbán som vært for topmøderne.

Det er svært at forestille sig, at det lige bliver ved den anledning, at Europa griber sin skæbne og kommer videre.