Kommissionens klimaudspil skader u-landsbønder

Det er tid til forandring og modstand mod den herskende passivitet over for klima-kometen, der er på vej mod os. Men hvor skal den komme fra?

Rolf Hernø
Programkoordinator, CARE Danmarkk

Af Rolf Hernø
Programkoordinator, CARE Danmark

Helt utilstrækkeligt! Hvis Ama, som lever af at dyrke et lille stykke jord i det nordlige Ghana, fik kommissionens udspil til målene for Europas klima- og energipolitik at se, ville hun nok/formentlig sige: for lidt, for sent!

I CARE Danmark støtter vi bønder med smålandbrug i at håndtere udfordringerne fra klimaforandringerne, der i det nordlige Ghana og andre ’hot spots’ er værre end i Europa. Fra CARE Danmarks perspektiv er det vigtigste mål at få sat ekstra skub i at nedbringe udledningerne af drivhusgasser fra vores del af verden.

Kommissionens udspil om et mål på 40 procents reduktion i 2030 er uambitiøst – klimavidenskaben peger i retning af mindst 55 procent.

I de internationale klimaforhandlinger er EU allerede en af "the good guys", og i lille Danmark er vi endda langt foran mange andre medlemslande. Så hvad er problemet, og hvorfor skal Danmark udvise så høje ambitioner på klimaets vegne, spørger flere mindre klimaambitiøse politikere om.

God forretning 
CARE Danmark mener, at verden netop har brug for foregangslande, der viser, at det kan lade sig gøre at være klimaklog – og at det oven i købet er en god forretning for dansk erhvervsliv at sælge grøn teknologi til resten af verden.

Connie Hedegaard har i Kommissionen været i klammeri med andre kommissærer, som har modarbejdet planen om tre ambitiøse og bindende mål for henholdsvis udledningsreduktioner, vedvarende energi og energieffektivitet.

Martin Lidegaard har på vegne af den danske regering også lagt sin vægt bag de tre mål. Alligevel må de se sig overhalet indenom af kræfter, der lytter mere til solnedgangsindustriens lobbyister end til u-landenes småbønder.

Det er tid til forandring og modstand mod den herskende passivitet over for klima-kometen, der er på vej mod os. Men hvor skal den komme fra? Ama har ingen lobbyister, der arbejder for hende i Bruxelles.

Vi i de folkelige organisationer har også svært ved at trænge igennem både i den offentlige opinion og blandt politikerne.

Mange af os kan sove roligt i vished om, at vi ikke længere vil være hverken ansvarlige eller specielt udsatte, når klimaet efter alt at dømme tilter hen mod midten af århundredet. Men det kan vores børn og unge ikke.

Tør vi håbe på et nyt ungdomsoprør?