Konsul: Udsultning af Udenrigstjenesten svækker danske interesser på Balkan

Af Hans-Georg Nielsen
Konsul, direktør, cand. jur.

Skiftende danske regeringers langsomme udsultning af Udenrigsministeriet har blandt andet fået den konsekvens, at Danmarks repræsentation på Balkan er blevet særdeles beskeden.

Senest er ambassaden i Albaniens hovedstad Tirana blevet sløjfet, og hovedansvaret for relationen Danmark-Albanien er flyttet til ambassaden i Wien.

Status er, at Danmark herefter har ambassader på Balkan i Serbien, i Kroatien og i Bulgarien.

Eller sagt på en anden måde. Danmark er ikke repræsenteret med ambassader i Bosnien-Herzegovina, Makedonien, Montenegro, Slovenien, Albanien og Kosovo.

Lægger man disse landes indbyggertal sammen, så har vi et område med cirka 14 millioner indbyggere, altså det dobbelte af den danske befolkning, hvor Danmark ikke er repræsenteret.

Det er givet en fornuftig dispensation at satse på udvikling i Nordafrika, men det burde ikke betyde, at man forlader andre områder.

Hans-Georg Nielsen
Konsul, direktør, cand.jur.

Det hele bliver noget rod
Uden direkte repræsentation i landene bliver det hele let noget rod. Således skal Montenegro dækkes af ambassaden i Serbien, og handelsmæssige opgaver i Albanien skal åbenbart dækkes via ambassaden i Kroatien, medens de politiske opgaver dækkes via ambassaden i Wien.

Som albansk honorær konsul har jeg selvsagt en særlig interesse i de dansk-albanske relationer.

Albanien har sin ambassade i Danmark placeret i København på Frederiksholms Kanal samt to honorære konsulater i henholdsvis Københavns- og Århus-området.

Indtil for en måneds tid siden var Danmark repræsenteret i Tirana med en ambassade som det kostede cirka 3 millioner kroner om året at drive.

Det historiske forløb er som følger. I 1994 åbnede Danmark et honorært konsulat i Tirana. I 1997 blev den danske ambassadør i Rom akkrediteret til Albanien, og i 1999 åbnedes den danske ambassade i Tirana, som så blev nedlagt i 2017.

Danmark har i flere omgange siden 1997 støttet Albanien med ganske betydelige beløb, først som nødhjælp (albanske flygtninge fra Kosovo) og senere til udviklingsprojekter, senest i 2013 med cirka 80 millioner kroner til et flerårigt landbrugsprojekt i Nordalbanien sammen med Holland.

Respekt for Danmark
Der er ingen tvivl om, at de skiftende danske ambassadører i Tirana gennem en solid indsats har formået at skabe respekt for Danmark og den danske samfundsmodel. Det bør i den forbindelse nævnes, at Danmark har ydet en særlig indsats ved oprettelsen af en ganske aktiv og respekteret albansk ombudsmandsinstitution.  

Der er således via indsatsen gennem næsten et kvart århundrede skabt fine relationer mellem de to lande, og den albanske befolkning ser uden tvivl det danske samfund som et forbillede, ja nærmest som et mønstersamfund.

Den danske beslutning om at nedlægge ambassaden i Tirana og flytte fremtidige kommercielle relationer til ambassaden i Kroatien virker på denne baggrund noget uforståelig og uhensigtsmæssig.

Dette især fordi Albanien er ved at udvikle sig fra at være støttemodtager til et samfund som - efter nogle særdeles vanskelige år såvel økonomisk som politisk - nu viser både vilje til oprydning samt spirende vækst - og er på vej ind i EU. Albanien blev kandidatland i 2014, og meget tyder på, at forhandlingerne om medlemskab starter i første halvår 2018.

Lande som Sverige, Holland og Østrig opprioriterer deres tilstedeværelse i Albanien. Norge har oprettet en ambassade i Pristina/Kosovo, som også dækker Albanien!

Tyskland, USA og Italien samt naturligvis EU har stærkt fokus på udviklingen på Balkan, herunder i Albanien, med deraf følgende særdeles aktive ambassader.

Dette sker utvivlsomt i høj grad af politiske årsager, men det vil også være med til at sikre landene en god position på et fremvoksende marked.

Dansk Industri (DI) har på det seneste kritiseret de skiftende regeringers nedprioritering af udenrigstjenesten. Efter min mening er det berettiget. Hvad nytter det at spare til velfærd med mere, når man samtidigt beskærer den langsigtede indsats, som skal være med til at sikre den samme velfærd?

Penge til Nordafrika
Så vidt jeg har forstået, så er den danske beslutning vedrørende Albanien konkret begrundet med, at man vil spare penge for at kunne styrke indsatsen i Nordafrika, især for dermed at modvirke immigrationspresset fra blandt andet Sahel-området.

Det er givet en fornuftig dispensation at satse på udvikling i Nordafrika, men det burde ikke betyde, at man forlader andre områder.

Danmarks 70 ambassader koster ifølge Udenrigsministeriet cirka 500 millioner kroner om året. Danmark har utvivlsomt råd til betydelig forhøjelse af beløbet.

Mine oplevelser i mere end 10 år med den danske indsats i et mindre, men ganske centralt balkanland tyder i hvert fald på, at det ville være en ganske fornuftig investering at afsætte 3 - 4 millioner til fortsat at være solidt tilstede i et kommende vækstområde – som blandt andet Norge og Sverige gør.