Mellemfolkeligt Samvirke: EU skal rette flygtningeskuden op

Af Helle Munk Ravnborg
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Sidste år krydsede 219.000 personer Middelhavet for at slippe væk fra krig, menneskerettighedskrænkelser, ødelæggelse og fattigdom i deres hjemlande. Det anslås, at mindst 3.500 af bådflygtningene mistede livet, fordi rejsen ofte foregår under farefulde og usikre vilkår.

Den politiske reaktion efter den seneste drukneulykke i april overser dog den egentlige årsag til, at så mange mennesker forsøger at komme til Europa.

De europæiske statslederes beslutning om at tredoble EU's kystindsats i Middelhavet og sætte ind over for menneskesmuglerne bør følges op af en forstærket indsat i de nærområder, flygtningene kommer fra. Menneskesmuglere er en kynisk del af et system, som fragter folk over havet, men de er ikke hovedårsagen.

Regeringslederne bør også kigge på det store billede og på hele paletten af de politikker, EU fører udadtil. Når så mange mennesker sætter livet på spil i drømmen om en bedre fremtid, fjernt fra familie og venner og alt, hvad de kender, er det udtryk for en grundlæggende global ubalance.

Politikker fastholder lande i fattigdom
Fattigdom og global ulighed er årsagen til, at så mange vælger at sætte livet på spil. Derfor er der brug for en mere langsigtet udviklingsbistand for at støtte verdens fattigste i at få mulighed for at skabe sig et liv der, hvor de bor. Kun på den måde stopper vi flygtningestrømmen mod os.

Fattigdom og global ulighed er årsagen til, at så mange vælger at sætte livet på spil. Derfor er der brug for en mere langsigtet udviklingsbistand.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Sandheden er, at landene i den rige del af verden alt for længe har forholdt sig passivt til de politikker, som skaber og fastholder mennesker og lande i fattigdom. Det gør det alt andet lige endnu sværere for de afrikanske lande at leve op til forpligtelsen om at passe ordentligt på deres egne borgere.

Vi har et forældet globalt skattesystem, der muliggør, at pengene fosser ud af de fattigste lande og videre i skattely, og der stilles for få politiske krav til, at investeringer og jobskabelse skal komme lokalbefolkningerne og også de fattigste til gode. Både danske og europæiske politikere har en stor forpligtelse til at ændre på de vilkår.

Behov for mere end bistandskroner
Det er en misforståelse, hvis man tror, at udviklingsbistanden alene skal kunne bekæmpe den ekstreme fattigdom, der er årsag til, at folk flygter i desperation og mangel på fremtidsmuligheder.

Udviklingsbistanden er et rigtigt vigtigt element, der kan sætte en positiv udvikling i gang i forhold til at sikre ordentlige levevilkår for befolkningerne, et velfungerende skattesystem og gode rammer for produktion og handel.

Derudover er udviklingsbistanden en mulighed for at komme i dialog med udviklingslandenes regeringer og skabe pres for, at de fremmer demokrati og god regeringsførelse og for at styrke borgerne og det civile samfund i udviklingslandene, så de selv kan udfordre deres regeringer.

Selvom andre eksterne finansielle strømme til Afrika vokser i disse år, og udviklingsbistandens relative betydning dermed falder, så udgør udviklingsbistanden stadig over halvdelen af de udenlandske finansielle strømme til de omkring 30 afrikanske lande, der klassificeres som lavindkomstlande. Udviklingsbistanden er derfor et vigtigt redskab, og det vil den blive ved med at være også i den nærmeste fremtid.

Der er brug for, at Danmark og EU gør noget ekstraordinært for at forhindre, at så mange mennesker dør i Middelhavet. Men vi er nødt til både at tackle her-og-nu-behovet for humanitær hjælp og arbejde langsigtet med de bagvedliggende årsager.