Merkels økonomiske corona-kovending kan blive det helt store slagsmål i den tysk valgkamp

”Der var nok en erkendelse af, at man var gået lidt for langt i forhold til at få skabt et tysk Europa, og at vi blev nødt til at gå lidt tilbage mod et europæisk Tyskland.”

Ulrike Guérot
Professor i EU-politik og demokrati ved Donau-Universität Krems

BRUXELLES: Når man først begynder at botanisere i, hvad der fik kansler Angela Merkel til at begå den største u-vending i sit politiske liv på den europæiske scene og sige ja til at yde tilskud til andre landes skrantende coronaøkonomier, finder man hurtigt ud af, at der er tale om den perfekte storm.

En fuldstændig uforudset pandemi med ødelæggende konsekvenser for europæisk økonomi. Et EU-samarbejde, som begynder at knage alvorligt i fugerne mellem nord og syd på grund af anklager om manglende solidaritet. En tysk forfatningsdomstol, som i maj pludselig sætter spørgsmålstegn ved det retmæssige i, at det er Den Europæiske Centralbank, der leverer økonomisk brandslukning til eurolandene ved at pøse milliarder og atter milliarder i europæisk statsgæld, mens landene selv i årevis har siddet på hænderne og ikke kunnet blive enige om reformer. Et ellers notorisk kritisk tysk konservativt bagland og en boulevardpresse, som er påfaldende tavse, og en kansler, der selv synger på sidste politiske vers med den frihed, som det indebærer.

Det er bare en del af bagtæppet bag Merkels beslutning om at bryde et af de største tabuer i tysk politik og stille sig som fortaler for den genopretningsplan, der endte med, at EU-landene i juli blev enige om at tegne for 5.600 milliarder kroner fælles gæld og dele en stor del af pengene ud som tilskud og ikke som lån til de lande, som er hårdest ramt af pandemien.