Morten Østergaard ved Lone Dybkjærs mindehøjtidelighed: "Lones virke var meget større end hendes parti"

TALE: Tidligere miljøminister Lone Dybkjær for Radikale Venstre blev i dag æret ved en mindehøjtidelighed. "Hun kunne se uretfærdighed – også før den opstod," sagde politisk leder Morten Østergaard (R).

"Jeg overvejer at investere i en robåd – vejret er jo til det".

Sådan skrev Lone til mig den 1. juni i år kort efter hendes 80 års fødselsdag. Fuld af glæde over de mange lykønskninger, de fine skudsmål fra nær og fjern og fuld af livsmod.

Jeg foreslog lidt kækt, at hun måske kunne starte med en kanalrundfart og fik vanen tro tilbage af samme skuffe. Men ak, nu står vi så her.

Tak til provsten ved Holmens Kirke, Ejgil Bank Olesen, og Holmens Kantori under ledelse af Jakob Lorentzen og ikke mindst Kira Skov for et rørende og værdigt sidste minde ved gudstjenesten. Og til Poul og Mette og familien for at lade os tage del i den sidste afsked.

Vi mennesker, vi søger ofte efter meningen med livet og ikke mindst med dets afslutning. Men det er nok, som forfatter Villy Sørensen sagde engang i en radioprædiken: "Der er mest liv i livet, når døden også er her".

Og i dag skal der være liv, for vi skal mindes en kvinde, som i den grad har levet et liv, der er værd at tale om og glædes over. Det gjorde hun selv. Til BT. I marts erklærede Lone sig i et interview med avisen "enormt glad for sit liv".

Når man tænker på, hvad der har været af medgang og modgang og den sidste tid og så sætte punktum med at være glad for sit liv, så skal vi også glæde os.

Der er sådan et lille videoklip, som jeg har set nogle gange den seneste uge, hvor Lone selv sætter ord på. Det er så fint. Så Lonesk. Og vist mere med 215.000 gange. Så det er ikke kun mig, der har set med.

"Temperamentsfuld, utålmodig," siger hun om sig selv.

Jo, Lone, det er måske ikke helt skævt. Sådan kendte vi dig. Sådan slog vi os indimellem på dig. Men hånden på hjertet, så ville vi ikke have skruet dig anderledes sammen, selv hvis vi havde haft chancen.

For Lone satte både temperament og utålmodighed i en god sags tjeneste.

Mere end halvdelen af sit liv kæmpede for de ting, hun troede på, gennem sit virke i Radikale Venstre. Som græsrod, folketingsmedlem, første radikale kvinde med ministertitel sammen med Aase Olesen, første radikale valgt til Europa-Parlamentet og så som græsrod igen. For selvom Lone prøvede meget. Blev meget. Opnåede meget. Så var engagementet uforfalsket.

Fra det første landsmøde – hendes første landsmøde, som var før min fødsel – hvor Lone angiveligt kritiserede sønder og sammen for at være antikveret og mandsdomineret – det tror vi gerne, både at det var, og at hun sagde det – til de sidste år som aktiv i vores hovedbestyrelse, hvor Lone heller ikke forsømte at lade temperamentet lyne og utålmodigheden gøre sig gældende. For Lone var radikalt grundfjeld.

Men når vi skal mindes Lone, så går det ikke med interne partianekdoter. For Lones virke var meget større end hendes parti. Lone bekæmpede uretfærdighed. Nogen politikere kan ikke se uretfærdighed, hvis de falder over den. For Lone var det næsten omvendt. Lones næsten overudviklede retfærdighedssans gjorde, at hun kunne se uretfærdighed – også før den opstod.

Måske en gang eller to, at Lone så en, som kun hun kunne se, knap opstået. Og hvis man gjorde gældende, at det ikke var sådan, fik man læst og påskrevet, for hendes retfærdighedssans lod sig ikke anfægte.

Dalai Lama har vistnok sagt, at hvis man tror man er for lille til at gøre en forskel, skal man bare prøve at lægge sig til at sove i et rum med en blodtørstig myg. Lones rolle i dansk politik var ikke myggens, og hendes meritter er bestemt ikke nålestik. Men lugte blod – det kunne hun. Det der blod, som politik er gjort af, når forandringen kræver modige beslutninger og biden-sig-fast.

Og når man skal beskrive et levned som Lones, så griber det ind i så utroligt mange andre liv, som også var med og gjorde deres for, at tingene lykkes.

Men man kan alligevel illustrere hendes virke sådan kontrafaktisk ved at spørge, hvad der var sket, hvis Lone ikke havde været der og taget kampen:

Hvordan var kampen mod atomkraft i Danmark endt, hvis ikke Lone i Folketinget på forventet efterbevilling i en folketingsgruppe, som vistnok var noget delt, havde sikret flertallet for et endeligt "Nej tak til Atomkraft"?

Og ville vi i dag kunne tage for givet, at – i det mindste – to ugers barsel efter fødslen er øremærket til mænd, hvis ikke Lone i starten af 80'erne havde kæmpet for udvidet og delt barsel?

Det nager mig utroligt – jeg kan faktisk høre Lones røst for mine ører – at vi under den seneste S-ledede regering ikke fik brugt flertallet til at genindføre den øremærkede barsel til fædre, som Nyrup- og Jelved-regeringen indførte. Jeg tænker, Poul, måske du er den rette til at hviske til den nuværende statsminister, om vi ikke denne gang kunne gøre det lidt bedre.

Og nu, vi er ved Poul, så blev Lone jo veritabelt gift med Socialdemokratiet – den helt private lykke mellem to mennesker, to hjerter, som grundet omstændighederne blev folkeje.

Det påvirkede Lones liv mere end så meget andet, men faktisk var det en anden partileder, som først fik papir på Lone: Det var nemlig Uffe Ellemann. Der blev lavet et "forståelsesbrev mellem Uffe og Lone om aktuelle problemer i udenrigs og sikkerhedspolitikken". Det blev skrevet en junidag i 1988 på Udenrigsministerkontoret med Uffe ved hakkebrædtet og Lone overfor, og embedsværket nervøst holdt uden for.

Igen spørger vi kontrafaktisk: Var fodnotepolitikken blevet afløst af ro og bredt samarbejde om noget så vitalt som sikkerhedspolitikken, hvis ikke Lone i det øjeblik havde haft modet til at lave den aftale med Uffe?

Det førte til KVR-regeringen, hvor Lone som miljøminister knæsatte bæredygtighedstankegangen inspireret af Brundtland, som har båret miljøpolitikken siden, og først på det seneste for alvor er blevet udstrakt til klimaet: Forsigtighedsprincippet, helhedssynet, forureneren betaler. Hvor havde vi været uden? Og hvad med lesbiskes ret til kunstig befrugtning? Mennesker med handicaps rettigheder under handicapkonventionen?

Vi ved ikke, hvordan det var gået uden Lones indsats. Og vi ved, at mange andre i sagens natur også har bidraget.

Men vi kan sige med største overbevisning, at det kan ikke være tilfældigt, at ét menneske så konsekvent over de sidste mange årtier har befundet sig der, hvor man kan gøre en forskel, hvis man har sine meningers mod, sit temperament og sin utålmodighed. Og som så konsekvent har truffet de valg, som har bragt os afgørende fremskridt, hvor vi havde brug for det. For ligestilling og miljø. Socialt og internationalt.

For med det internationale var det sådan, at kærligheden til Poul blev også Lones bro til Europa. Lone, Marianne og Niels gjorde igen Radikale Venstre til europæerne i dansk politik. Vi andre fik altid robust at vide, at vi glemte Europa. I valgkampe som på interne møder. Også her var hun utålmodig. Men Lone efterlod store europæiske sko at fylde ud, og jeg er så glad for, at det, hun ønskede sig så brændende, nåede hun at opleve, at vi ved sidste valg endelig fik to sæt fødder til at gøre det.

I den lille BT-video siger Lone, at hun er ked af, hvis hun har såret nogen. Jeg kan jo ikke svare for alle. Men som en, der har haft fornøjelsen af at være villig tilskuer til, når du og Niels Helveg spiddede hinanden i et sommergruppemiddagsskænderi, man kunne stille uret efter, hvor spydigheder afløste hinanden, så de gamle herrer i 'Muppet Show' kunne have veget pladsen, blot for til sidst at føre til højrøstet latter, og næste dag var alt ved det gamle. Og som måske også selv har fået et verbalt rap over nallerne eller to, så vil jeg sige, at det, jeg husker er ikke vredestårer – det er lattertårer. For det har været en sand syndflod.

Du bar' følelserne uden på tøjet, men vi var aldrig i tvivl om det bankende hjerte i brystet og latteren i dine øjne.

Kære Poul, Mette, Lukas og Nikoline og resten af familien. For jer vil savnet være størst. Men I skal vide, at alle os, der var så heldige, at vores veje krydsede Lones, vi er taknemmelige for det, hun gav. Og vi vil glædes over minderne igen og igen og igen.

Jean-Paul Sartre har skrevet, at mennesker ikke kan finde mening med døden og derfor bør lade være. Det har han nok ret i.

Men han hævder også, at det er, fordi døden sætter en stopper for et menneskes drømme og livsprojekter. Og heri tager han fejl grueligt fejl. I hvert fald i Fru Lones tilfælde. For kan vi ikke andet i dag, magtesløse overfor livets afslutning, så kan vi love hinanden – på vegne af alle Lones radikale meningsfælder – at dine kampe, dine værdier, din retfærdighedssans, også nu, hvor du ikke er her til at minde os om dem, vil være vores, og vi vil stræbe efter dit mod til at gøre en forskel, når det virkelig gælder. For dem, der allermest trænger.

Æret være Lones minde.

Forrige artikel Sommerserie med Victoria Velasquez: Sommerserie med Victoria Velasquez: "Jeg var nervøs for at blive en karrierepolitiker og blive distanceret fra mit politiske arbejde" Næste artikel EU-penge til sundhed forsvandt i sommerens budgetaftale EU-penge til sundhed forsvandt i sommerens budgetaftale