Rejseberetning fra Ruslands nabolande er en velskrevet og hamrende vigtig folkeoplysning

Hvad nu, hvis vi ikke kun hørte nyheder, baggrund og analyser fra Ruslands krig i Ukraine? Hvad nu, hvis vi derudover som supplement fik en lang fortælling fra og om naboerne til den enorme, aggressive og temmelig fordrukne russiske bjørn, der lige nu tager en runde mere i cirkus?  

Om hvad de tænker, mener og frygter lige nu? Hele vejen fra Ishavet i nord til Sortehavet i syd, i og udenfor Nato, i og udenfor det tidligere Sovjet, i og udenfor det gamle Jerntæppe, det, vi var så heldige at slippe af med i 1989/91, og som mange nok troede lå og rådnende på historiens mødding? 

Ville det ikke være godt? Det ville kræve modige, dygtige journalister, der virkelig gider deres arbejde, gider researche, gider grave interessante mennesker frem, gider tale med og – især – lytte til folk, gider uddrage det essentielle i alt det, folk får sagt i løbet af en samtale, gider rejse den lange vej fra sne og slud til bagende varme, tør at trodse faren for luftangreb, orker at droppe nattesøvn for luftalarmer. Gider prøve at forstå. 

Og bagefter gider at formidle det til os andre, der ikke kan, tør eller vil tage turen selv, på en måde, der er så lækker, at almindeligt samfundsinteresserede borgere gider at læse med. 

Jo. Det ville være godt. Det er godt. Det er de to tidligere DR-journalister, nu freelancere, Thomas Ubbesen og Anne Haubek, der står for turen. Han har dækket krige og ulykker alle mulige steder for DR Udland, hun kender Østeuropa og har masser af kilder, blandt andet fra sin tid som vært på P1 Orientering. 

En hård kamp mod den russiske propaganda 

De begynder i isnende kulde i Kirkenes i Nordnorge – altså i Nato – nord for Finland (jo, ”nord for Finland” findes - og heldigvis er der et kort på bogens inderside, hvor den helt utroligt lange rejserute er med som stiplet linje) og slutter i smeltende hede Odesa i Ukraine, 200 meter fra Sortehavet, som er nøjagtigt så langt, man kan komme den sommerdag i 2022, for, som bogen slutter: ”Der er jo krig.” 

I Norge møder vi kunstneren Zhenya, russer og tidligere patriot, der har ”trukket vejret inde i den ukritiske fædrelandskuvøse, som de fleste russere stadig befinder sig i.” Han fortæller om sin egen vej:  

Fra en, der stemte på Putin, troede på myten om det udvalgte, russiske folk, der slog nazisterne i Den Store Fædrelandskrig og som foretrak ”skrepa”, det vil sige stabilitet og sammenhængskraft, frem for vestlig individualitet og frihed, demokrati og retsstat. Til en der 24. februar 2022 – ved nyheden om, at Putin havde invaderet Ukraine – tumlede ned i sin trappeopgang i Murmansk, mødte en underbo, der sagde ”Jeg elsker ham jo. Jeg elsker jo Putin,” pakkede sin familie og flyttede til Kirkenes, hvor han nu arbejder i et lille kulturcenter på en mennesketom gågade. 

Vi møder Sofia, ”en af Putins modvillige undersåtter”, der bor i Sankt Petersborg, men tager til Vesten så ofte, hun kan, for at blive afgiftet fra al den propaganda, også hun bliver udsat for døgnet rundt i Rusland. 

Derfra sender hun billeder til sin mor – en true Putin-believer – der viser, at Vesten ikke er ved at kollapse socialt og økonomisk, at fascister ikke går strækmarch og heiler i gaderne overalt, at vi ikke vælter os i russofobi, at der ikke afholdes kæmpe militærparader i samtlige europæiske hovedstæder, at Nato ikke er ved at omringe Rusland fra alle sider. Og at ukrainerne ikke bomber deres egne byer, at de døde ikke er kendte skuespillere smurt ind i ketchup. 

Til ingen nytte. Sofias mor tror på det, hun hører allevegne og hele tiden i Rusland. Det, som præsident Putin heldigvis har lovet at sætte en stopper for. 
”Jeg hader Vesten,” siger Sofias mor tit. ”Det har jeg altid gjort. Lige siden jeg var barn.” Og den slags er jo svært at argumentere mod, også fordi Sofia holder af sin mor og ved, at hun blot er bekymret for sin datter, der bliver ved med at tro på de vestlige fake news og endda rejser over i Syndens Hule i tide og utide.

Men hun prøver nu alligevel, Sofia, i en hård og endeløs kamp fra hus til hus, mand mod mand, mor mod datter. 

Tydelig kritik af “gode” russere 

I Narva i Estland møder vi Alexei, ukrainsk familiefar, flygtning og krigsinvalid fra Mariupol, der har fået skudt sit ben i smadder af en russisk granat, er blevet opereret i fire timer uden bedøvelse og alligevel har kørt hele natten med to børn på bagsædet, fordi konen ikke har kørekort, og de skal væk. Nu.  

Til et sted, hvor folk ikke taler russisk, og hvor der ikke er nogle ude i grænselandet, der surmuler over, at de ukrainske ”bekvemmelighedsflygtninge” får hjælp og gratis transport, mens fattige, russisksindede borgere – det tidligere sovjetiske herrefolk, bragt hertil under kommunismen, og nu på røven i EU’s udkant – må klare sig selv. Alexei fortæller, at familiens hus er ødelagt, at fulde russiske soldater røver i ruinerne. 

Det absolut vigtigste i denne bog er det nysgerrige møde med menneskene, udvalgt så de hver for sig giver et vigtigt og interessant perspektiv på det overordnede emne – hvordan Rusland og russerne opfattes af dem, der lever i skyggen af det nye Jerntæppe. 

Vibe Termansen
Journalist og historiker

”Russerne har skam befriet os,” siger han bittert. ”De har befriet os for vores land og vores hjem og vores liv.” 

I Warszawa møder vi polske Piotr, storrygende forfatter og tidligere dissident med russiske rødder, der blandt andet har arbejdet for Memorial-bevægelsen; dem, der gravede i historien og fandt fakta om stalinismens ofre og Sovjetunionen, den bevægelse, Putin forbød denne vinter. Han foreslår, at det, der er galt med Rusland, måske kan beskrives med et udsagn, han tillægger Karl Marx: 

”Hvis der nogensinde kommer en revolution i det land, vil russerne hurtigst muligt finde sig en ny zar. De er som bier, der kun kan fungere, hvis de har en dronning.” 

I Lviv møder vi de ukrainske journalister Darka og Vlad, der skulle have været gift, men nu i stedet har travlt med at overleve, dække krigen og have dårlig samvittighed over ikke at være under granatbeskydning som så mange andre.  

De giver ikke en eneste hryvnia for såkaldte ”gode” og ”stakkels” russere – moderne, demokratisk indstillede russere, der er fanget i deres eget land med en diktator ved magten og en ”forældre- og bedsteforældregeneration, som klinisk set er blevet sindsforstyrret af årtiers sovjetisk og russisknationalistisk propaganda.” 

Til dem siger de: ”Rend mig!” Darka og Vlads land er blevet invaderet, Darka og Vlads venner er trukket i uniform og har lært sig at skyde og kæmpe og dør nu ved fronten for deres lands selvstændighed og for Europas frihed og demokrati, mens de unge, progressive russere gør… ikke en skid. 

En velskrevet skildring af naboernes opfattelse af Rusland og russerne 

Vi møder nordmænd og finner, estere, letter og litauere, polakker og ukrainere, russere og moldovere. Kvinder og mænd, unge og gamle, bange og stærke, demokratisk- og Putin-indstillede, flygtende og kæmpende, velreflekterede og ensporede. 

Og vrede mennesker. Vi møder ret mange vrede mennesker. Med god grund. Der er krig. Der er nogen, der har invaderet nogle andre, nogle, der truer hele freden i Europa, nogle, der slår andre mennesker ihjel.