Schaldemose til Legebranchen: Vi har nølet med lovgivningen mod Temu

Vi har alle prøvet at købe billige varer online – både til os selv og vores børn.
Man sparer penge, men støtter, uden at vide det, et system, hvor arbejderne knap kan leve af lønnen, hvor legetøj eller tøj kan indeholde skadelige kemikalier, og hvor en returnering kan betyde, at produkter må brændes i Atacama-ørkenen eller smugles til Bolivia.
Journalister i Sverige har afsløret, hvordan det tøj, vi køber hos kinesiske Shein, bliver sendt kloden rundt, inden det destrueres.
Legebranchen Danmark har ret i, at vi står med et alvorligt problem. Forbrugere risikerer at købe produkter, der ikke lever op til europæiske standarder, og virksomheder, der overholder reglerne, bliver presset af konkurrence, der foregår på ulige vilkår.
Problemet med skadelige kemikalier i legetøj viser, at der ikke kun er arbejdspladser på spil, når virksomheder, der følger reglerne, bliver presset af unfair konkurrence – det handler også om de produkter, der ender på børneværelserne, hvor ingen forældre burde frygte farlig kemi i deres barns legetøj.
Når store platforme som Temu og Shein tjener milliarder på at forbinde producenter og forbrugere, kan de ikke fralægge sig ansvaret for de produkter, de sælger. Vi har brug for et reelt platformansvar, hvor de, på samme måde som butikken på gågaden, skal sikre, at varerne lever op til lovgivningen.
EU skal i omdrejninger
EU-Kommissionen har taget de første skridt, men vi skal videre.
Hvis vi ikke præciserer ansvaret i lovgivningen, vil vi fortsat se en strøm af farlige produkter, uretfærdig konkurrence og en underminering af europæiske standarder.
Temu og Shein skal ikke længere underminere markedet, miljøet og forbrugernes tillid
Christel Schaldemose (S)
Medlem af Europa-Parlamentet
Temu og Shein skal ikke længere underminere markedet, miljøet og forbrugernes tillid. De skal tage ansvar og levere produkter under ordnede vilkår. Jeg vil kæmpe for et marked, hvor ansvarlighed og fair konkurrence ikke er et valg, men et krav.
Vi må indse, at der strømmer enorme mængder billige varer fra platforme som Temu og Shein til Europa, uden at de møder de samme krav, som danske virksomheder er forpligtet til at overholde. Danske virksomheder er i front, når det gælder grøn omstilling og ansvarlig produktion.
De investerer i bæredygtighed, følger reglerne og bidrager til fair konkurrence i Europa. Men når internationale aktører undgår lovgivningen, skævvrides konkurrencen, og det rammer både virksomheder og forbrugere.
Det flyder med farligt legetøj
Hvert femte stykke legetøj fra udenlandske webshops indeholder ulovlige eller skadelige kemikalier ifølge Forbrugerrådet Tænk. Derfor er det også rigtigt, når Legebranchen Danmark siger, at der skal gøres mere.
Da jeg forhandlede Digital Services Act, arbejdede jeg for at stille platformene til ansvar, men desværre var der ikke politisk opbakning til at gå hele vejen.
Det drager virksomheder som Temu og Shein stor nytte af.
EU-Kommissionen har åbnet en sag mod Temu og bedt Shein om at overlevere information om deres salg af produkter på Europas marked. Den udvikling hilser jeg velkommen, men Kommissionen kan ikke løse udfordringen alene.
Onlineplatforme skal have juridisk ansvar for produkterne på deres platforme. Det er den eneste måde at sikre fair konkurrence og forbrugersikkerhed på. Deres platform, deres ansvar – ligesom butikken på gågaden har ansvaret for sine produkter.
Forestil dig en restaurant, hvor ejerne følger strenge hygiejnekrav, betaler skat og bruger godkendte råvarer. Ved siden af ligger en restaurant, som slipper for kontrol, bruger tvivlsomme ingredienser og undgår afgifter.
Gæsterne ser en lavere pris – men regningen betales af dem, der følger reglerne. Det er uacceptabelt.
------------
Sheins kommunikationschef i Europa har i en mail til Altinget svaret på kritikken og skriver:
"Med hensyn til produktsikkerhed er det af største betydning for SHEIN at sikre, at vores kunder kan handle med ro i sindet. Alle leverandører skal overholde SHEINs adfærdskodeks og følge de relevante love og regler i de lande, vi opererer i.
I hele Europa skal legetøjssælgere på SHEIN Marketplace indsende EN71-testcertifikater samt REACH-ftalatindholdstest-rapporter, før deres varer kan sælges på vores sites. Legetøj med elektriske eller elektroniske komponenter skal også have EN62115-testrapporter indsendt før salg på vores sites.
SHEIN samarbejder tæt med internationale tredjepartstestbureauer som Intertek, SGS, BV og TUV om at udføre daglige risikobaserede stikprøvetests på produkter, for at sikre at de opfylder gældende standarder. I 2024 udførte SHEIN mere end to millioner på et CNAS-akkrediteret laboratorium.
Hvor tilfælde af manglende overholdelse identificeres, tager vi passende skridt over for leverandørerne. I 2024 fjernede SHEIN for eksempel over 260 marketplace-sælgere fra vores site på grund af manglende overholdelse. Desuden planlægger vi i 2025 at investere mere end 15 millioner USD i yderligere at styrke produktsikkerhedstestning og compliance-protokoller.
SHEIN bestræber sig på at arbejde tæt sammen med lokale produktsikkerhedsmyndigheder, overvåge ændringer og udvikling af love og regler om produktsikkerhed og investerer løbende i og optimerer vores processer.
Vi hilser tiltag velkomne, der øger tillid og sikkerhed for europæiske forbrugere, når de handler online. Vi mener, at lige konkurrencevilkår kan gavne hele økosystemet, og at konstruktiv dialog styrker vores forretning og vores branche og i sidste ende gavner forbrugerne."
Indsigt
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan styrker man sikkerheden i ngo'er, der arbejder i Gaza?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvordan vurderes USA's stabilitet som samarbejdspartner i relation til baseaftalen?
Sascha Faxe spørger Lars Løkke RasmussenHvad er vurderingen af, at udtalelser fra polsk parlamentsmedlem kan udløse en diplomatisk konflikt mellem Polen og USA?
- I Bruxelles er han grøn foregangsmand. Men når han lander i København, er han landbrugets boksepude
- Massivt EU-flertal vil stille krav om ja til sex i hele Europa
- Efter 10 års kamp taber Danmark dagpengeslag i EU
- Kampen om EU’s pengekasse splitter mulige danske regeringspartnere
- Tidligere EU-politiker: Alternativets millionaftale viser, hvor lidt vi ved om vores eget demokrati





















