Debat

S: Vejgodsbranchen kæmper for at lovliggøre social dumping

REPLIK: ITD vil lovliggøre social dumping, og det viser mangel på samfundsansvar fra arbejdsgiverorganisationen. Ligeså hovedrystende er alliancen mellem ITD, Polen og EU-Kommissionen, mener MEP Ole Christensen (S)*.

ITD viser manglende samfundsansvar i alliancen med EU-Kommissionen og Polen, mener Ole Christensen (S).
ITD viser manglende samfundsansvar i alliancen med EU-Kommissionen og Polen, mener Ole Christensen (S).
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet  

6. november skrev ITD under på fælles byline med Polens ambassadør og EU-Kommissionens repræsentation i Danmark et indlæg her på Altinget, hvor de opfordrer til, at Danmark skal kæmpe for fælles EU-regler for udstationerede arbejdstagere. De fortæller bare ikke, hvad de fælles regler skal indeholde.

Stærke, fælles EU-regler for udstationering er helt afgørende, hvis vi skal komme unfair konkurrence og medfølgende social dumping til livs. Det gælder i den grad også transportbranchen, der er særligt udsat på grund af sin grænseoverskridende natur. Derfor er jeg helt enig i, at fælles regler er tvingende nødvendige.

Men her stopper enigheden så også. For vi er fundamentalt uenige i, hvordan de fælles EU-regler skal se ud.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

ITD vil gøre social dumping lovlig
I indlægget på Altinget glemmer ITD tilfældigvis at fortælle, at de ønsker fælles EU-regler, hvor international transport ikke er omfattet af udstationeringsdirektivet. Men hvis reglerne om udstationering ikke skal gælde for international transport, så åbner det en ladeport af dimensioner for social dumping.

Jeg begriber ikke, at ITD støtter regler, der for eksempel gør det muligt for en dansk vognmand at oprette et datterselskab i et EU-land med et lavere lønniveau og så ansætte lavtlønnede chauffører til at køre i pendulfart mellem de nordiske lande. Det er en forretningsmodel, vi desværre kender alt for godt. Det er rendyrket social dumping. Og det er dét, ITD vil gøre lovligt.

Det er decideret uansvarligt, når ITD kæmper for at lovliggøre social dumping i vejtransporten.

Ole Christensen (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

ITD’s fælles regler er spækket med smuthuller, som de brodne kar i vognmandsbranchen kan kaste sig over. Det er unfair over for de mange vognmænd, der kører efter reglerne, og det er uanstændigt over for de chauffører, der skal arbejde i Norden for en dumpingløn.

Hvor er løsningerne?
Jeg savner i den grad løsninger fra ITD. Hvordan vil de sørge for, at chauffører ikke kører på østeuropæiske lønninger i de nordiske lande? Hvordan vil de sikre, at chauffører ikke i månedsvis lever i deres lastbiler uden at se familien? Hvordan vil de hjælpe de danske chauffører og virksomheder, som ser deres levebrød smuldre mellem hænderne på grund af unfair konkurrence?

Det er decideret uansvarligt, når ITD kæmper for at lovliggøre social dumping i vejtransporten. Det skader de danske virksomheder, som betaler deres chauffører en overenskomstmæssig løn, og det river tæppet væk under chaufførerne.

At ITD på Altinget slår pjalterne sammen med Polens ambassadør og EU-Kommissions repræsentant i Danmark, det får i den grad de røde lamper til at blinke. Polen er et af de lande, som konsekvent har modarbejdet bekæmpelsen af social dumping. Vil ITD virkelig sætte sig selv i den bås?

Det giver ligeledes anledning til hovedrysten, at Kommissionen lægger navn til det fælles budskab. De bør ærligt talt holde sig fra at blåstemple social dumping-alliancen.

...

*Det fremgik tidligere af debatindlægget, at ITD er en del af Dansk Industri. Det er imidlertid ikke korrekt. Fejlen er retten 20. november 10.30.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Christensen

Fhv. MEP (S), fhv. viceborgmester, Brovst Kommune
butiksuddannet, merkonom

0:000:00