Theresa May fanget mellem Brexit og en nordirsk mur

BRUXELLES: En både ydmyg og ydmyget britisk premierminister fremlagde onsdag et helt smalt regeringsprogram for de næste to år, vel vidende at hun endnu ikke har sikret sig et flertal for sin politik.

Små to uger efter Theresa May tabte sit flertal i det britiske Underhus og vendte sig mod det nordirske Democratic Unionist Party (DUP), er det stadig ikke lykkedes de Konservative at få indskrevet unionisterne som støtteparti.

Ifølge BBC kræver nordirerne blandt andet knap 20 milliarder kroner i tilskud til deres sygehusvæsen og infrastruktur. Men det er bare det første af en hel række krav til Mays regering.

Til at forudse
Forhandlingerne med DUP fortsætter, og konservative kilder håber på en løsning i god tid, inden der om en uge skal stemmes om lovprogrammet.

Men det har tvunget Theresa May til at droppe sine valgløfter og fokusere på lovgivning, som hun har en chance for at få igennem, blandt andet om Brexit og kampen mod terrorisme. Og imens rasler DUP med sablerne, hvilket May burde have set komme, mener leder af Center for Irske Studier ved Aarhus Universitet, Sara Dybris McQuaid, der er konfliktforsker med speciale i nordirsk politik.

Hun er ikke det mindste overrasket over, at det ikke er lykkedes May at vride armen om på det lille unionistiske parti, som netop er kendt for sin politiske evne til stædigt at bide sig fast i bordkanten.

Nej fra starten
Hele partiets oprindelseshistorie går tilbage til, at dets stifter, præsten Ian Paisley, under den tidlige konflikt i Nordirland i start-halvfjerdserne var bange for, at de andre protestantiske partier ville lægge en for blødsøden linje over for katolikkerne.

”De blev stiftet, netop fordi de mente, at man ikke skulle gå på kompromis,” forklarer Sara Dybris McQuaid.

”Det er historisk et konfliktparti, som har mere erfaring med at forhandle, end det har med at lave politik. De er i den grad et parti, for hvem ingen aftale er bedre end en dårlig aftale.”

Strengt religiøst
Det gør det ikke nemmere for Theresa May, at hendes nye partnere – ud over at være stædige – også har en række holdninger, som ikke flugter med flertallets i det britiske samfund.

Partiet er blevet slæbt gennem mediemøllen siden valget, fordi de som et religiøst parti blandt andet er imod homoægteskaber og abort og ikke helt køber den med menneskeskabte klimaforandringer.

For Sara Dybris McQuaid er det vigtigste, man skal vide om DUP dog, at de formår at samle den protestantiske del af nordirerne, som mere end noget andet ønsker at blive under Union Jack-paraplyen frem for at blive en mere integreret del af den irske ø.

”De er et unionistisk parti, hvis vigtigste ideologiske position netop er bevarelsen af unionen. Det er derfor, mange stemmer på dem. Folk er villige til at se igennem fingre med mange af deres andre politikker, fordi de kan levere det mest robuste forsvar for unionen,” siger Sara Dybris McQuaid.

Færre og færre
Hun peger på, at mange DUP-vælgere er bange for, at der er ved at ske en afmontering af deres britiske identitet. Det skyldes blandt andet en befolkningsudvikling, der er gået fra, at protestanter udgjorde to tredjedele af befolkningen i Nordirland, da administrationen blev undfanget i 1921, til at der i dag er cirka lige mange katolikker og protestanter.

”Man er bange for, at alle kompromiser i fredsprocessen og al udvikling leder til et forenet Irland uden britisk islæt. Og selvom man føler sig britisk og bekender sig til unionen, så er der også en erkendelse af, at man ikke er særlig vigtig for resten af Storbritannien. Man har mistet tilliden til, at britiske politikere vil kæmpe for at holde Nordirland britisk,” siger Sara Dybris McQuaid, der mener, at det er med god grund.

”Det med 'vores gode venner i DUP' er virkelig en sandhed med modifikationer. Nordirland var det eneste sted, Theresa May ikke besøgte efter Brexit. Regeringen i London har været tilfredse med at kigge væk. Og der har ikke været et stramt fokus på, hvad nationale handlinger gør ved situationen i Nordirland, siden de Konservative kom til magten i 2010”.

EU og antikrist
Hun peger særligt på Brexit-afstemningen som eksempel på, at de Konservative ”ikke har tænkt fem minutter over konsekvenserne” for nordirerne, der nu pludselig får EU’s ydre grænse placeret i deres baghave med alle de udfordringer, der hører med til det.

DUP selv har fra starten haft en indgroet modstand mod EU-samarbejdet, som sås som et katolsk projekt, der var den direkte vej til ”diktatur, Rom og antikrist”, som en gammel DUP-valgplakat fra den britiske folkeafstemning om medlemskab i 1975 formulerer det.

Mistilliden består i dag, hvilket også betød, at partiet som det eneste i Nordirland anbefalede sine vælgere at stemme for Brexit.

”De vil gerne forlade EU, og det er ikke mindst, fordi EU fungerer som en transnational opblødning, hvor de to dele af Irland langsomt bliver forenet i alt andet end forfatningsmæssige termer. De er ofte tænkt som ét,” siger Sara Dybris McQuaid og peger på, at øen bliver set som ét støtteområde i EU’s interregionale samarbejde, der poster milliarder af EU-midler i udvikling af forholdet på tværs af grænserne, hvilket er ”meget udfordrende for unionisterne” i forhold til deres ønske om britisk suverænitet.

Svært med grænser
DUP er dog på den anden side ikke interesseret i en såkaldt ”hård Brexit”, som Theresa May har været fortaler for. Det vil medføre told og kontrol med varer på grænsen til republikken i syd, som er nordirernes største eksportmarked.

I det større Brexit-puslespil, som man først lige er begyndt på at lægge i Bruxelles, er én af løsningsmodellerne at lægge kontrollen ved havne og lufthavne i stedet for ved landgrænsen mellem nord og syd, hvilket dog også vil være en meget svær pille at sluge for DUP, fordi det lugter alt for meget af et forenet Irland og vil kræve, at britiske statsborgere i Nordirland skal vise pas, når de rejser til resten af Storbritannien.

”DUP-leder Arlene Foster har sagt, at hun ikke vil have, at Nordirland får særstatus i EU og ligesom kommer til at hænge på kanten af unionen, halvvejs inde og halvvejs ude,” siger Sara Dybris McQuaid og peger på, at det nok i virkeligheden bunder i frygten for, at man dermed også er halvvejs på vej mod et forenet Irland.

Freden forbi?
Det, lektoren fra Aarhus Universitet er allermest bekymret over, er dog, hvad Mays flirt med DUP gør ved den fredsaftale, der nu gennem 20 år har lagt låg på urolighederne i regionen.

Hele grundlaget i den såkaldte Langfredagsaftale, der blev indgået i 1998, er en fint kalibreret magtdeling mellem katolikker og protestanter støttet af republikken Irland og den britiske regering, der ifølge aftalen skal udvise "stringent upartiskhed".

At invitere DUP tættere på magten i London underminerer den balance.

”Det ser ikke ud til, at den konservative regering er klar over, hvad det er, de sætter på spil i Nordirland, og forstår den politiske økonomi i fredsprocessen. Derfor er jeg meget bekymret for, hvad der sker,” siger Sara Dybris McQuaid.

Nordirland har stået uden regering siden lokale valg i marts, og hvis de lokale partier ikke selv kan finde ud af at dele magten, skal der udskrives valg igen, eller også skal den britiske regering efter reglerne overtage styret.

Skulle det sidste ske med DUP som støtteparti, ville det være totalt uacceptabelt for dem, der bekender sig mere til den irske end den britiske side, og ekstremt destabiliserende i en skrøbelig region.

”Får man potentielt et direkte styre fra Storbritannien med DUP med ved roret, plus en hård Brexit, som nordirerne ikke har stemt for, så bringer man troen på den demokratiske proces og fredsaftalen i fare og åbner potentielt for voldelig selvstændighedskamp igen,” advarer lektoren.