Tidligere ambassadør: Findsen-sagen kan ende ved Menneskerettighedsdomstolen

Hvis bemærkelsesværdige retssager afspejler magt- og retspolitiske, moralske og etiske brydninger i deres tid – så vil Findsen-sagen i sit videre forløb måske komme til at genkalde den såkaldte Dreyfus-affære i Frankrig i 1890'erne, der blev refereret vidt og bredt ud over Frankrigs grænser. 

Stabsofficeren Kaptajn Dreyfus var blevet dømt for spionage, men dommen viste sig at være et justitsmord. Den franske forfatter Émile Zola, allerede anerkendt i sin samtid, påpegede i det berømte avisindlæg “Jeg anklager” magthavernes forsøg på at skjule fejl, og dermed igangsatte han en ny proces, der endte med frifindelse.  

Dengang var der ingen Europæisk Menneskerettighedsdomstol, der beskytter borgerne mod myndigheders overgreb, og som i givet fald – om den retlige proces i Danmark – vil foretage en forholdsmæssig afvejning af hensynet til borgerens rettigheder på den ene side og statens sikkerhedsinteresser på den anden. 

Behandlingen, herunder sagens langsommelighed, af den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen er ulykkelig for Lars Findsen og hans familie, en belastning for magtudøvere og en prøvelse for retssystemet.

Rejses der tiltale mod Lars Findsen, er det først efter dom eller frifindelse, at der kan fås svar på forsvarernes mulighed for at forsvare deres klient

Claus von Barnekow

Lars Findsen er som bekendt anklaget for at have lækket højtklassificerede oplysninger. Hvorvidt de få konkrete glimt af den menneskelige tragedie, der udspilles på en lukket scene mellem den anklagede, magtudøvere og retssystem, fejlagtigt vil kunne føre til en domfældelse af en uskyldig - et "justitsmord" - står efter omstændighederne hen i det uvisse. 

Forsvaret må vente til sagen er afsluttet
Skal man sammenfatte de mange kritiske retspolitiske synspunkter og vurderinger, der er blevet fremsat i og af de trykte medier mod myndighedernes sagshåndtering, forekommer det, at to bør fremhæves frem for andre kvalificerede vurderinger. Advokatrådets og justitsministerens. 

I Berlingske gav Advokatrådet i juni udtryk for, at sagen prøver kræfter med  gældende og grundlæggende retsstatsprincipper.  

En hermetisk lukket proces umuliggør et offentligt forsvar mod anklager, hvis nærmere indhold man ikke kan få oplyst. Forsvaret har anmodet Advokatrådet om at gå ind i sagen. 

De to forsvarere må jo kunne tilrettelægge forsvaret på tilfredsstillende vis uden indgribende påvirkning af politi- og anklagemyndighed, men Advokatrådets anmodning er blevet afslået af Rigsadvokaten, som har tilkendegivet, at spørgsmålet om forsvarets håndtering af sagen kan rejses, “når den foreliggende sag er afsluttet.” 

Det vil sige, at rejses der tiltale mod Lars Findsen, er det først efter dom eller frifindelse, at der kan fås svar på forsvarernes mulighed for at forsvare deres klient, fordi sagen med stor sandsynlighed behandles for lukkede døre. 

Hvad er da ret, og hvad er magt. Det spørgsmål vil forblive ubesvaret. Man er som bekendt uskyldig, indtil det modsatte er bevist. 

Den Europæiske Menneskerettigheds-domstol vil antage sagen, såfremt at der er lagt hindringer i vejen for forsvarets arbejde, at sagen ikke foreligger fuldt oplyst for forsvaret samt at indgribende påvirkning af anklage- og politimyndighed kan påvises

Claus von Barnekow

En uretfærdig rettergang

Falder der dom ved byretten, må det antages, at sagen går videre til Landsretten. Der er dog de facto nu to sager: Straffesagen mod Findsen og forsvarernes mulighed for at kunne forsvare deres klient uden indgribende påvirkning. 

Her er det værd at påkalde sig, at Østre Landsret i 2020 med en enkelt undtagelse frifandt den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste, Jakob Scharf, for sin medvirken i bogen "Syv år for PET".

Byrettens dom vedrørte 28 punkter. Landsretten frikendte Scharf for de 27. Ét punkt om tavshedsbrud blev takseret til 10 dagbøder af 1.000 kroner, hvor byretten i 2019 havde idømt fire måneders ubetinget fængsel for at bryde tavshedspligten. 

Byretten havde dømt uden at have haft adgang til det materiale, hvormed byretten selvstændigt kunne vurdere de påståede skadevirkninger. 

En sådan rettergang kan ikke kaldes retfærdig, men Landsrettens dom bekræftede, at Danmark er en retsstat. 

Menneskerettighedsdomstolen kan ikke ændre afgørelsen 
Med udgangspunkt i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 "Ret til retfærdig rettergang" ville byrettens dom ikke blive anset som retfærdig. Artikel 6 fastslår, at enhver skal være berettiget til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig tid.  

Dom skal afsiges i et offentligt møde, men pressen og offentligheden kan udelukkes fra retsforhandlingerne af hensyn til den nationale sikkerhed i et demokratisk samfund, når det kræves under særlige omstændigheder i det efter rettens mening strengt nødvendige omfang, at offentlighed ville skade retfærdighedens interesser.  

Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal ufortøvet modtage udførlig underretning om arten af og årsagen til den anklage, der er rejst. 

Det fremgår af ovennævnte, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol alene har beføjelse til at tage stilling til, hvorvidt procedurerne i sagen er retfærdige og i overensstemmelse med konventionens bestemmelser.  

Der er således ikke tale om, at afgørelsen truffet af de nationale domstole kan ændres. Derimod har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol beføjelse til at tilkende den forurettede part erstatning, såfremt rettighederne efter konventionen er blevet krænket. 

Tesfayes troværdighed på spil 
Justitsminister Mattias Tesfaye har i et interview i Berlingske fra september gjort sig selv til garant for, at der intet er at udsætte eller kritisere i denne følsomme, men opsigtsvækkende straffesag, som medierne har en legitim interesse i at kulegrave. 

Men som Halfdan Rasmussen siger i 'Tosserier': "Store ord på flot papir kan dupere mange". Der er nemlig alene ét substantiel argument i det meget lange interview, og det lyder:  

“Jeg har bemærket, at Østre Landsret har fundet begrundet mistanke om, at den pågældende har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 109. Mere har jeg ikke at sige til det,” sagde justitsministeren.   

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettigheds-domstols retspraksis, at hvis anklagemyndigheden undlader at gøre forsvaret bekendt med alt relevant bevismateriale, vil der som udgangspunkt foreligge en krænkelse

Claus von Barnekow

Der fremføres ingen belæg for øvrige vurderinger, påstande og synspunkter, selvom journalisten gør sit bedste. Justitsministeriets forberedelse af ministeren er næsten for god.  

Justitsministeriet sætter ministerens troværdighed på spil, idet hans veltalenhed i retorisk forstand retter sig mod begrebet ethos: Han appellerer indirekte til den troværdighed, respekt og velvilje han uden tvivl og med rette nyder i offentligheden. 

Han anvender et omvendt ad hominem argument (gå efter manden, ikke efter bolden) nemlig autoritetsargumentet. Stol på mig. Begrebet logos, hvor der med saglige argumenter appelleres til modtagerens fornuft, er som nævnt kun anvendt en enkelt gang.  

Kan ende ved Menneskerettighedsdomstolen 

Jeg antager at skulle Lars Findsen blive dømt både ved Byretten og Landsretten samt eventuelt Højesteret, ender sagen for Menneskerettighedsdomstolen. Domstolen vil antage den såfremt, at der er lagt hindringer i vejen for forsvarets arbejde, at sagen ikke foreligger fuldt oplyst for forsvaret, samt at indgribende påvirkning af anklage- og politimyndighed kan påvises.  

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, at hvis anklagemyndigheden undlader at gøre forsvaret bekendt med alt relevant bevismateriale, vil der som udgangspunkt foreligge en krænkelse.  

Det er ikke en absolut ret, men foranstaltninger, der begrænser forsvarets rettigheder skal være strengt nødvendige.  

Det vil endvidere udgøre en krænkelse, hvis det er overladt til anklagemyndigheden at afgøre, om beviser skal tilbageholdes for forsvaret. Retten skal i givet fald træffe en sådan afgørelse. 

Hvis processen med tilbageholdelse af relevante beviser ikke tager tilstrækkeligt hensyn til forsvarets rettigheder, foreligger der en krænkelse.  

Hensyn til statens sikkerhed kan nødvendiggøre processuelle begrænsninger i anklagedes og forsvarets ret til fortrolige dokumenter og oplysninger, men sådanne begrænsninger skal have hjemmel i lov og kunne retfærdiggøres. Retten til retfærdig rettergang indebærer også mulighed for at få kendskab til og kommentere bemærkninger og beviser, der fremføres af modparten.  

Afslutningvist mindes om juraprofessor Janus Kolderup-Rosenvinges begreb "Sikkerhedspolitiet". Han anførte blandt andet, at for at sikkerhedspolitiet kunne løfte sine opgaver, burde "dets magt være tilstrækkelig, men ikke anvendes således, at borgernes lovmæssige friheder krænkes."   

Kolderup-Rosenvinges bog fra 1828 blev skrevet og anvendt under enevælden. Der er vist behov for lidt mere refleksion hos magtudøverne. 

“Vi lever ikke i en bananrepublik. Det er mit vigtigste budskab,” sagde Mattias Tesfaye i interviewet, hvor bananrepublik nævntes tre gange (vel et banankongedømme!).  

Så vis det.