Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

15 nedslag fra Lisbeth Knudsen: Minkkommissionen viser regeringen bag facaden

Minkkommissionens arbejde har vist sider af beslutningsprocesser i regering og ministerier, som vi aldrig før har haft en så detaljeret indsigt i. Vi ser en regering og et presset embedsapparat i arbejdsmæssigt og mentalt overload uden tid til eftertanke, grundighed og nuancer, skriver Lisbeth Knudsen.

En besynderlig opvisning af frustrerede minkavlere, Men In Black-repræsentanter og vaccinemodstandere protesterede mod statsministeren, som gik ind til en seks timers afhøring i Minkkommissionen, skriver Lisbeth Knudsen.
 
En besynderlig opvisning af frustrerede minkavlere, Men In Black-repræsentanter og vaccinemodstandere protesterede mod statsministeren, som gik ind til en seks timers afhøring i Minkkommissionen, skriver Lisbeth Knudsen.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Endelig oprandt dagen, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) skulle afhøres i Minkkommissionen.

Efter over 50 vidneafhøringer og en dramatisk sidematch om udlevering af mobiltelefoner og sms'er, der næsten var ved at stjæle billedet fra kernen i sagen, nåede vi frem til den store dag i går.

Uden for retssalen på Frederiksberg foregik en besynderlig opvisning af utilfredse og frustrerede minkavlere, noget uvante med rollen som københavnske gadedemonstranter, side om side med Men In Black-repræsentanter og blandet op med vaccinemodstandere i fælles protest mod statsministeren.

Inden for i retssalen var et ganske andet scenarie fordelt over seks timers afhøring med en Mette Frederiksen i håndfast og urokkelig forsvarsrolle for hendes embedsmænd, hende selv og hendes regerings kontroversielle beslutning om at slå alle mink i Danmark ned.

At beslutningen om at nedslagte alle danske mink skulle træffes en sen aftentime, hvor hverken ministre eller embedsmænd havde læst embedsmændenes forberedte papirer, som ankom få minutter inden mødet, må man forstå på statsministeren, var en simpel nødvendighed for folkesundheden i Danmark og af hensyn til frygten for international opmærksomhed på spredning af minksmitten fra Danmark.

Kommissionen jagter svar på, hvem der vidste hvad og hvornår i forhold til den manglende lovhjemmel til beslutningen om minkene.

Spørgsmålet er, om Minkkommissionen kommer frem til, at statsministeren i et eller andet omfang kan gøres ansvarlig for ikke at sikre, at beslutningen om minkene var ordentligt belyst og lovlig.

Minksagen er utvivlsomt Mette Frederiksens hidtil værste krise og møgsag som statsminister

Lisbeth Knudsen
Kommentarskribent

Hvor det ender, får vi at vide, når Minkkommissionen leverer en konklusion inden 1. maj næste år. Så kan det politiske regnskab gøres op, og vi får at se, om statsministeren kan bruge en forgængers ord om, at der ikke var noget at komme efter.

Dermed kan det også gøres op, om Minkkommissionen eller formelt "Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink", der blev nedsat af et flertal i Folketinget i 2020, instituerer et nyt brugbart format for billigere og hurtigere kommissionsundersøgelser, som Folketinget kan bruge i fremtiden. Og om det bliver punktum for sagen, eller om den ender i en rigsret.

Minksagen er utvivlsomt Mette Frederiksens hidtil værste krise og møgsag som statsminister. Og den hårde stemning foran retssalen med krav om fra demonstranterne "at bure statsministeren inde" er trods alt ikke en del af normalbilledet og hverdagskost i Danmark.

Men dybest set kan man ikke sige, at afhøringerne bragte noget nyt frem, og statsministeren mestrede ikke at blive fanget på spørgsmål til detaljer. Det blev en gentagelse af, at Mette Frederiksen ikke kendte til en manglende lovhjemmel til aflivning af alle mink på det møde i regeringens koordineringsudvalg, hvor beslutningen blev truffet.

At ansvaret for det problem helt og holdent måtte placeres i ressortministeriet – Fødevareministeriet – og hos den daværende fødevareminister, Mogens Jensen. Og ligesom tidligere afviste statsministeren at placere noget ansvar for miseren hos embedsmændene hverken i hendes eget ministerium eller andre steder.

Mens vi venter på Kommissionens konklusioner, er det derfor interessant at kigge ind i alle de oplysninger, der er kommet frem igennem de mundtlige afhøringer, i bilagene til kommissionen, i sms'er og håndskrevne notater, i samspillet mellem ministrene, i det psykologiske spil mellem embedsmænd og rådgivere og politikere.

Sagens gang i Minkkommissionen har afsløret med alt tydelighed, at der gik koks i beslutningsprocesserne i ministerierne

Lisbeth Knudsen
Kommentarskribent

Tilsammen tegner dette kæmpe puslespil et interessant billede af beslutningsprocesser, hierarkier, sprogtone og andet i den allerinderste topkreds af politiske beslutningstagere og embedsmænd i Danmark anno 2020. Et billede af politisk krisestyring, når det er allermest hektisk, og vores demokratiske system og forvaltningssystem er allermest udfordret.

Her er noget af det interessante, som vi har fået at vide undervejs i denne langstrakte dokumentar oprullet i Minkkommissionen om "Regeringen bag facaden":

1) Ministre har ikke tid til at læse bilag. De nøjes som hovedregel med det såkaldte "cover," et kort resume på sagernes omslag med de vigtigste punkter. En trist realitet for de embedsmænd, der slider med forberedelsen af ministrenes møder og skriver stabler af notater.

2) Når det går rigtigt hedt for sig med at træffe selv historiske beslutninger, kan "cover" og bilag tilsyneladende ankomme så sent som få minutter før et møde og slet ikke blive læst. Selv om de er vigtige. En trist realitet for de borgere, som beslutningerne rammer, og som regner med, at en regerings beslutninger og handlinger trods alt bygger på god forberedelse og grundige overvejelser.

3) Regeringen har nogle interne udvalg som for eksempel koordinationsudvalg og økonomiudvalg, men selv om sagerne diskuteres her med henholdsvis statsministeren og finansminister Nicolai Wammen (S) for bordenden, må man forstå på statsministeren, at de ikke træffer juridisk bindende beslutninger. Det er ressortministrene, der hænger på ansvaret – ikke kollektivet. Her må medierne vel så til at ændre udlægningen af betydningen af disse regeringsudvalg.

4) Beslutningerne ligger altid hos ressortministrene, har statsministeren oplyst. Og hun tilføjer, at det er sådan det juridiske ansvar er ifølge Grundloven. Så er statsministeren blot formidleren på hele regeringens vegne, eller hvordan skal vi lige forstå det?

Læs også

5) Når statsministeren siger på et pressemøde til hele Danmarks befolkning, at alle mink ifølge en beslutning i regeringen skal slås ned, er det ikke en ordre men en oplysning om, hvad fødevareministeren vil komme med af beslutning og effektuering.

6) Sagens gang i Minkkommissionen har afsløret med alt tydelighed, at der gik koks i beslutningsprocesserne i ministerierne. På et tidspunkt flyttede koordineringen af indsatsen fra Fødevareministeriet til Justitsministeriet, og der blev kommunikeret på kryds og tværs uden en klar koordinering. Fødevareministeriet, Sundhedsministeriet og Justitsministeriet har tilsyneladende haft adskillige embedsmænd, som godt kendte til den manglende lovhjemmel til nedslagtning af alle mink, mens krisegeneralen i skikkelse af Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tilsyneladende ikke får den helt centrale oplysning før flere dage efter det famøse koordineringsmøde, hvor beslutningen blev taget. Her er der absolut rum for forbedring.

7) Ifølge daværende departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, var hjemmelspørgsmålet ikke hans "top of mind" på koordinationsudvalgsmødet. Næste gang, tak: Større klarhed over, hvem der har ansvaret for, at juraen holder hele vejen hjem og et plus for at åbne munden, inden punktet er færdigbehandlet*.

8) Selv om det allerede i dag ligger klart, hvis reglerne ellers følges, at sms'er skal sidestilles med emails, når det gælder journaliseringspligten for meddelelser, der kan have betydning for behandlingen og afgørelsen i en sag, er det de facto ikke sket. Hverken i denne eller tidligere regeringers tid. Nu kigger Justitsministeriet på en opstramning af reglerne. Nok virkelig påtrængt.

9) Ikke alle ministerier har lige godt styr på udleveringen af for eksempel mobiltelefoner eller iPads til ministre og topembedsmænd. Eller for den sags skyld på, hvad der er sket med dem, når de bliver udskiftet til en ny model. Om yngste fuldmægtig overtager statsministerens mobil. Godt med sparsommelighed og genbrug, men nok lige smart fremover at registrere, hvad der udleveres og afleveres til hvem. Hvad der nulstilles og renses, og hvad der har indbyggede sletteprocedurer.

10) Tilsyneladende findes der ikke fælles it-sikkerhedsmæssige regler og retningslinjer for ministeriernes mobiler, iPads og den slags udstyr. Ikke særligt betryggende. Der bliver vist ikke meget automatisk sletning på de officielle mobiler i fremtiden. Til gengæld kan man jo godt forestille sig, at en del af kommunikationen flytter over på private mobiler i fremtiden, som ikke kan kræves udleveret af en emsig kommission. Eller på platforme, som end ikke statsministeren synes at kende eksistensen af som Facebooks Messenger-applikation.

11) Når man som embedsmand i fremtiden modtager en sms fra sin minister, gælder det nok om at gemme den, hvis man skulle få brug for den til en senere afhøring i en kommission.

Det samlede billede af "Regeringen bag facaden" og dens håndtering af minksagen – lovhjemmelspørgsmålet helt ufortalt: En regering og et presset embedsmandsapparat i arbejdsmæssigt og mentalt overload

Lisbeth Knudsen
Kommentarskribent

12) Vi siger tit til børnene, at de skal lægge deres mobiler og andet digitalt udstyr væk under middagsmaden. Måske skal der være en regel for, at departementschefer ikke - som i Kaare Mølbaks (tidligere faglig direktør for Statens Serum Institut) tilfælde - både skal deltage aktivt i et pressemøde og klare kritisk kommunikationsinstruktion fra departementschefen i Sundhedsministeriet på mobilen imens.

13) Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, har sat en ny standard for takt og tone for sms-kommunikation i den offentlige forvaltning. Her er der ikke brug for diplomatiske oversættelser eller tolkninger af et abstrakt og indviklet bureaukratsprog. Hun skriver, så det er til at forstå. Minksagens afsløring af den nye ligefremme og direkte sprogtone uden nuancer og forbehold i chefens sms'er forenkler og forkorter utvivlsomt mange processer. Nogen vil sige, for nu at citere Bertelsen: Fuck – hvor er det befriende, at der er rigtige mennesker med følelser inde i embedsmændene. Men nogle af de beskeder, som vi har set, føles ikke helt uden risiko at modtage.

14) Minkkommissionen borede under afhøringen af statsministeren rigtigt meget i, hvor mange detaljer hun og hendes Statsministerium var inde i alle detaljer omkring styringen af coronaudviklingen og beslutningerne omkring den. Her blev rigtigt mange nok skuffet, hvis man skal tro statsministeren. Så laver hun ikke personligt mikromanagement på sine ministre eller sine embedsmænd, lader hun forstå, og går bestemt ikke ned i alle detaljer. Hun lader nok snarere sin nærmeste stab og sit ministerium gøre det. Men den med lovhjemlen smuttede altså alligevel uden om kontrollen.

15) Mette Frederiksen gentog under afhøringen, at beslutningen fra koordinationsmødet den 3. november 2020 var at aflive samtlige mink i Danmark og lukke midlertidigt ned for erhvervet. Regeringen mener ikke, at den har lukket erhvervet permanent. Sondringen er en central del af regeringens forsvar for beslutningen, men hos minkavlerne gør det ingen som helt reel forskel, når deres avlsdyr også forsvandt og en eventuel genoplukning ligger år ude i fremtiden. Den del af kommunikationen lykkes statsministeren stadig ikke med at gøre salgbar. Heller ikke under gårsdagens afhøring.

Det samlede billede af "Regeringen bag facaden" og dens håndtering af minksagen – lovhjemmelspørgsmålet helt ufortalt: En regering og et presset embedsmandsapparat i arbejdsmæssigt og mentalt overload og uden den ønskede tid til eftertanke, grundighed og nuancer.

Totalt fokuseret på at handle først på antydningen af alvorlige risikovurderinger. Uden overskud til at overveje alternativer, men i konstant højeste alarmberedskab i forhold til alle oplysninger af større eller mindre validitet i forhold til smitteudbrud og folkesundhed.

En regering og et embedsmandsapparat i en hysterisk kamp mod deadlines og med en samtaletone, der nok ikke får mennesker til altid at være den bedste udgave af dem selv.

-----

*Rettelse, 10. december 2021, klokken 13:23: Det fremgik tidligere, at Per Okkels som departementschef udtalte, at et hjemmelspørgsmål ikke var "top of mind". Det var ikke Per Okkels, men departementschef Henrik Studsgaard, der stod for udtalelsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Mogens Jensen

MF (S), næstformand for Socialdemokratiet, fhv. minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde
Fagbevægelsens lederuddannelse (LO-Skolen 1999)

0:000:00