Lektor: Vandmiljøet og landbruget kan blive Landbrugspakkens store tabere

DEBAT: Modellen, der skal vurdere konsekvenserne af Landbrugspakkens tilladelse til øget gødning, er måske ikke til at stole på. Det kan betyde, at vi undervurderer de miljømæssige konsekvenser, skriver Jens Borum. 

Af Jens Borum
Lektor, Biologisk Institut, Københavns Universitet

På et samråd afholdt i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg om Landbrugspakken opfordrede Venstres Erling Bonnesen alle til at rejse sig op og råbe hurra for landbrugets historiske indsats for at reducere belastningen af vandmiljøet.

Jeg følger gerne opfordringen. Siden 1990’erne har landbruget reduceret udbringningen af kvælstof til markerne med godt en tredjedel, øget andelen af høstet kvælstof fra omkring 45 til knap 60 procent af den tilførte kvælstof og nedbragt tabet af kvælstof fra rodzonen til jord- og vandmiljø fra knap 40 til 31 procent (se figur 1).

Samtidig har landbruget formået at opretholde produktionen i hele perioden, selv om gødningsmængden er reduceret markant.

Det afspejler en imponerende indsats med godt landmandskab og brug af bedste viden og teknik. Flot arbejde – HURRA!!!!

Samrådet handlede imidlertid ikke om fortid eller om landbrugets historiske indsats, men om NLES4-modellen, som Aarhus Universitet har udviklet til at estimere udvaskningen af kvælstof fra markerne og dermed til at vurdere konsekvensen af Landbrugspakkens tilladelse til øget gødskning for grundvand, natur og vandmiljø.

Usikkerhed om resultater 
NLES4 afløser versionen NLES3. En helt central forskel er, at ved beregning med NLES3 vil 30-33 procent af en øget tilførsel af kvælstof til marken tabes ud af rodzonen (den såkaldte marginaludvaskning), mens højst overraskende kun 18 procent tabes ifølge NLES4.

For Landbrugspakken betyder det, at miljøbelastningen ved en udvidelse af gødningstilførslen kun er næsten halvt så stor, som hvis man havde holdt fast i NLES3.

Dermed mindskes de forventede miljømæssige konsekvenser af Landbrugspakken markant og meget bekvemt. Men spørgsmålet er, om modellen giver troværdige resultater?

Den genopståede diskussion skyldes, at forskeren Bjørn Molt Petersen, der er ekspert i modellering og tidligere har arbejdet med jordbrugsforskning på Aarhus Universitet, har vurderet NLES4 grundigt og fundet:

1) at usikkerheden ikke er beregnet,

2) at modellen ikke er testet over for rigtige data (valideret), og

3) at der ikke er forskningsmæssigt belæg for at sænke den beregnede marginaludvaskning på landsplan fra 30-33 procent til 18 procent.

Den tekniske baggrundsanalyse blev sendt til seks forskellige forskere (tre fra Københavns Universitet og tre fra Aarhus Universitet), og samtlige konstaterede, at analysen er korrekt udført.

På dagen for den offentlige diskussion, som en artikel i Berlingske Tidende den 26. november rejste, var der stadig enighed om manglen på usikkerhedsberegning og validering, men den udpegede talsmand for Aarhus Universitet, professor Jørgen E. Olesen, nu overraskende meddelte, at Bjørn Molt Petersen tager fejl, blander æbler og pærer sammen, og at nyere data viser, at marginaludvaskningen endda nok er mindre end 18 procent.

På et hastigt indkaldt møde på universitetet var man »blevet enige om«, at NLES4’s marginaludvaskning er den mest korrekte.

Dette til trods for, at NLES3-versionen er usikkerhedsberegnet og valideret i modsætning til NLES4. Den overraskende konklusion må så være, at NLES3 var fejlagtig, selv om den var valideret.

Sammenhænge passer ikke 
Ifølge NLES4 var udvaskningen fra rodzonen 31 procent af den tilførte kvælstof i 2011 under de tidligere regler for gødningsudbringning.

Det passer fint sammen med, at der udledes cirka 10 procent af den tilførte kvælstof til havet, hvis godt 2/3 af udvaskningen forsvinder under transporten igennem dybere jordlag, vådområder, vandløb og søer (den såkaldte retention), før kvælstoffet når ud i havet.

Det giver god mening.

Men hvordan hænger de 31 procent udvaskning under de tidligere regler sammen med de 18 procent marginaludvaskning ved øget tilførsel?

Almindelig viden omkring ressourceudnyttelse i naturen og kendskabet til den alment accepterede sammenhæng mellem kvælstoftilførsel og udvaskning fra markforsøg fortæller, at det gør de heller ikke.

Figur 2 viser, at andelen af det tilførte kvælstof, der tabes ved udvaskning, stiger med stigende tilførsel.

Hvis tabet på 31 procent ved den gamle norm for gødskning er korrekt, kan udvaskningen af en øget tilførsel umuligt blive lavere end de 31 procent. Andelen skal være større.

En troværdig model skal kunne vise samme type forløb med markant stigende tab ved gødningstilførsel over det økonomisk optimale niveau som vist i figur 2. Det kan NLES4 ikke.

Bjørn Molt Petersen viser, at selv ved 50 procent større gødningstilførsel øges udvaskningen kun til godt 20 procent.

Det er i modstrid med figur 2 og er åbenlyst meningsløst, fordi planterne simpelthen ikke kan udnytte så høje tildelinger. Ved så høj tildeling skal stort set hele den ekstra tilførsel i sidste ende udvaskes.

Et fundamentalt problem med begge udvaskningsmodeller er, at de ikke bygger på massebalancer.

Det betyder, at man ikke kan lave et egentligt regnskab og dermed heller ikke kontrollere, hvor kvælstof, der ikke bliver udvasket, så bliver af.

Det ville ellers være en supplerende mulighed for at verificere modellerne. En model uden validering over for data og uden styr på bogholderiet kan i princippet give et hvilket som helst resultat.

Ubegrundet kritik 
Bjørn Molt Petersen anklages af Aarhus Universitet for at antage, at der på 80 procent af det danske landbrugsareal dyrkes majs mod det faktiske tal på under 10 procent.

Men Aarhus Universitet henviser selv i sit oprindelige notat til fem publicerede undersøgelser med 60 procent majs og oplyser, at udvaskningen beregnet med NLES4 stemmer overens med resultaterne i disse undersøgelser.

Bjørn Molt Petersen tager udgangspunkt i de samme fem undersøgelser, men må udelade de to af dem, da de ikke kan anvendes til en korrekt sammenligning med modelresultaterne.

Analysen af de tre resterende med en lidt højere andel af majs viser, at marginaludvaskningen langt overstiger de 18 procent.

Bjørn Molt Petersen bruger ikke resultaterne til at beregne et gennemsnit for landet, som indikeret af kritikerne, men påpeger, at ingen af de henviste forsøg understøtter NLES4-modellens resultat, hvilket er i modstrid med universitetets udsagn.

Kritikken mod ham er således ubegrundet.

Der har i diskussionen været stort fokus på usikkerheden i modellen. Alle involverede ved, at der er stor usikkerhed ved den slags komplicerede modeller.

For NLES3 er usikkerheden vurderet, og det burde den også have været for NLES4. Men den manglende usikkerhed er ikke det væsentlige.

Det væsentlige er, at NLES4 systematisk undervurderer marginaludvaskningen ved høj gødningstilførsel.

Det har blandt andet af miljø- og fødevareministeren været insinueret, at Bjørn Molt Petersens analyse er utroværdig, fordi Bjørn er betalt af Danmarks Naturfredningsforening.

Man kunne med samme ret antyde, at Aarhus Universitets beregninger og reaktion er utroværdig, fordi universitetet har tradition for et nært samarbejde med landbruget, og fordi universitetet er økonomisk afhængigt af midler fra regeringen betalt for myndighedsbetjening.

Universiteternes uafhængighed er reelt udfordret af den store andel af ekstern finansiering, men uanset hvor pengene kommer fra, må vi antage, at forskere kommer med deres mest nøgterne, faglige bud.

Bjørn Molt Petersens analyse er da også endog særdeles grundig, nøgtern og fagligt kompetent.

Landbruget og vandmiljø bliver tabere
Jeg har i min kommunikation med blandt andet professor Jørgen Olesen diskuteret, om man kan finde biologiske eller andre processer, der kunne forklare et pludseligt fald i udvaskning, når tilførslen overstiger den gamle kvælstofnorm.

Ingen af os er kommet på mulige svar. Vi har ligeledes diskuteret, hvor forskellen mellem de 31 procent og de 18 procent bliver af?

Den overskydende kvælstof forsvinder jo ikke bare, men skal ifølge bogholderiet enten udvaskes, gasses af som luftformigt kvælstof eller ophobes i jorden. Heller ikke det spørgsmål fandt vi svar på.

Hvis NLES4 undervurderer udvaskningen ved mertilførsel, er konsekvensen, at miljøet tilføres flere tusinde tons ekstra kvælstof, end hvad der var lagt op til ved Landbrugspakkens vedtagelse.

Det vil for havets vedkommende blandt andet føre til øget algevækst, mere uklart vand samt større risiko for iltsvind og fiskedød.

Derudover risikerer vi, at EU anklager os for brud på Nitrat-, Habitat- og Vandrammedirektiverne og iværksætter økonomiske sanktioner over for landbruget.

Med Landbrugspakken spiller vi dermed dobbelt russisk roulette, hvor både vandmiljøet og landbruget kan blive de store tabere.

 

Figur 1

Figuren viser den modelberegnede andel af den tilførte mængde kvælstof, der tabes fra markerne ved udvaskning fra rodzonen i perioden 1990 til 2011 (data fra Aarhus Universitet). Udvaskningen faldt markant fra 1990 til 2000, men har siden ligget ret konstant omkring 30-31 % af tilførslen. Ifølge NLES4 var udvaskningen i 2011 med den tidligere norm for kvælstoftilførsel 31 %.

 

Figur 2

Eksempel på målt udvaskning af kvælstof ved forskellige niveauer af gødningstilførsel (engelske markforsøg). Den stiplede linje angiver niveauet for økonomisk optimal gødskning. Kurven krummer opad, afspejlende at en større og større andel af det tilførte kvælstof udvaskes ved stigende tilførsel (marginaludvaskningen stiger). Ved høj tilførsel kan planterne ikke udnytte yderligere kvælstof, og andelen, der tabes ved udvaskning, nærmer sig gradvist 100 procent. NLES4-modellen kan ifølge Bjørn Molt Petersen ikke simulere sådanne kurvers forløb.

Forrige artikel Debat: Udlæg landbrugsarealer til græs og høst gevinsten i fremtiden Debat: Udlæg landbrugsarealer til græs og høst gevinsten i fremtiden Næste artikel Det Økologiske Råd til Landbrug & Fødevarer: I råber højt og bliver hørt – men hvor er de konstruktive bud? Det Økologiske Råd til Landbrug & Fødevarer: I råber højt og bliver hørt – men hvor er de konstruktive bud?
  • Anmeld

    Thomas Kvist Nielsen · ITIL specialist og IT generalist

    Skræmmende... og meget velskrevet og klar artikel

    Mit håb er at denne krystalklare analyse af problemerne med NLES4 modellen ikke tabes i henholdsvis akademisk eller politisk mudderkastning. AU bør gøre alt for at etablere klarhed omkring modellen, samt rationalet for at vælge denne frem for den gamle model - det bør foregå i en åben, videnskabelig saglig og handlekraftig proces. Sidenhen bør man fra politisk hold gøre alt for at armslængdeprincippet opretholdes - specielt i denne sag hvor grænserne for saglighed ift. tal og analyse allerede har kostet en venstreminister sit embede, og hvor den efterfølgende minister synes på vej ud af samme vej. Dette til skade for den politiske proces troværdighed og i sidste ende til skade for alle borgere med fødderne i vandet og landbruget med et ønske om at dyrke gode og profitable afgrøder med god miljømæssig samvittighed.

  • Anmeld

    Rupert Reventlow-Grinling · Hr.

    Facts not fiction!

    Det er på høje tid, at vi bruger de systemer, der er tilgængelige, og har været brugt af Sverige siden 1995! Der er ikke behov for at anvende teoretiske modeller, når det er muligt at måle behovene for kvælstofapplikation via håndholdte og traktormonterede systemer, således at applikationen kan gives i overensstemmelse med behovet af de voksende afgrøder, så vi kan næsten fuldstændig stop udvaskning fra markerne til miljø. Dette er en dokumenteret kendsgerning, hvorfor bruger vi ikke dette til gavn for vores miljø, landbrug og national økonomi? Omlandbruget.nu

  • Anmeld

    N. Skovbo · selvstændig

    Når forskning bliver politisk...

    Regeringen og Aarhus Universitet står efter Jens Borums indlæg med et gigantisk forklarings- og troværdighedsproblem.

    Borum refererer i indlægget til en faglig korrespondance mellem professor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, og sig selv. Borum skriver, at de to ikke har kunnet finde forklaringer på, hvorfor vandmiljøet skulle blive mindre belastet med de nye regnemetoder, som regeringen har taget i anvendelse.

    Jørgen E. Olesen undsiger altså sine egne og de øvrige AU-forskeres tidligere synspunkter. Dermed er også fundamentet for ELLs forsvar af de nye regnemetoder borte.

    På samrådet i Folketingets Miljø- og fødevareudvalg i november forsvarede Espen Lunde Larsen sig igen og igen med ordene: “Jeg stoler på forskerne”. Taktikken fra ELLs side var klar: i stedet for at gå ind i en substantiel diskussion af den kritik, som Bjørn Molt Petersen var fremkommet med (og som Jens Borum sit indlæg i dag uforbeholdent anerkender), henviste ELL til forskerne på Aarhus Universitet.

    Elegant undgik ELL at forholde sig til det faktum, at disse forskere først sagde god for Molt Petersens konklusioner - for et par dage og et par krisemøder på AU senere at undsige de samme konklusioner. AU og de involverede forskere har på intet tidspunkt kunnet forklare, hvorfor de helt og aldeles skiftede mening.

    Da Ida Auken på samrådet antydede, at regeringen havde presset AU-forskerne til at skifte holdning, resulterede det i en i dansk sammenhæng helt uhørt, eksplicit trussel fra EEL om “at det ville få konsekvenser” at sige sådan.

    AU har valgt at lade professor Jørgen E. Olesen være ordførende på en vedvarende afvisning af kritikken. Jørgen E. Olesen har igen og igen forsvaret, at man med et snuptag har ændret den anslåede kvælstofudvaskning fra rodzonen fra 31 til 18 pct. Olesens forskerkolleger har været bemærkelsesværdigt tavse i debatten.

    Hvis Jens Borums ord står til troende - og det må vi tro på, indtil det modsatte er bevist - kan dén professor, som ELL hænger hele sin troværdighed op på, ikke forsvare eller forklare, hvordan 31 kan blive til 18 pct nærmest over night. Det efterlader regering og AU med et gigantisk forklarings- og troværdighedsproblem. Endnu større end det var i forvejen.

    Fra ELLs side er det nærmest, hvad man kunne forvente. Desværre. Politik er nogen gange grimt at iagttage. Det har ELL på intet tidspunkt bidraget til at ændre.

    Men AUs brand som seriøs forskningsinstitution er i færd med at lide alvorlig skade, og det vil tage år, inden miljøforskerene på AU får genvundet den videnskabelige troværdighed. LIge nu virker det til, at videnskabelig evidens kan købes for forkningsbevillinger.

    Dét er i sig selv alvorligt nok.

    Værre er, at ELL og regeringen har valgt at spille russisk kvælstofsroulette med vandmiljøet. Resultatet i form af forringet vandkvalitet vil vise sig inden for 2-3 år, og årtiers investeringer i forbedring af vandmiljøet vil være spildt.