Debat

Dansk svineindustri underdrejet af særregler

DEBAT: Dansk svineproduktion har brug for en langsigtet politisk plan, som giver erhvervet rimelige konkurrencevilkår. Vi kan ikke tåle flere særregler, skriver dagens debattør, Nicolaj Nørgaard.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Fakta
Bland dig i debatten - skriv til [email protected]

Af Nicolaj Nørgaard
Direktør for Videnscenter for Svineproduktion

I Videncenter for Svineproduktion arbejder vi kontinuerligt på at højne dyrevelfærden og mindske miljøbelastningen fra vores grise. Bag landmanden på staldgangen er der en lang række forskere, som arbejder på at forbedre forholdene for og omkring grisene. Det sker via forskning og udvikling indenfor bl.a. genetik, staldmiljø, foder, kødkvalitet og ikke mindst klima og miljø.

Vores investering i viden i og om grisen har ført til, at vi i dag har en førerposition indenfor svineproduktion. Den position vil vi gerne bevare og udvikle ved fortsat at forske i, hvordan vi kan producere sunde og stærke grise med mindst mulig belastning af miljøet, hvor vi allerede har halveret belastningen med 50 procent siden 1985. Men det kan vi kun opnå, hvis der indføres ens rammevilkår i hele EU indenfor bl.a. dyrevelfærd og miljø.

Skræmmeeksempel fra den anden side af Nordsøen
Et eksempel på hvor dramatisk udviklingen kan gå, når der i ét land indføres skrappere krav, finder vi i England.

Indtil midt 80'erne tog danskere over Nordsøen for at lære af deres erfaringer og viden om grise, men det ændrede sig pludseligt, da der blev indført skrappe dyrevelfærdsregler. Resultatet blev en halvering i slagtesvineproduktionen, og samtidig blev forskningen inden for dyrevelfærd på universiteterne også beskåret kraftigt.

Den situation kan vi også komme til at opleve i Danmark, hvis vi ikke får en langsigtet politisk plan på EU niveau, som sikrer ens vilkår for alle, så danske landmænd kan konkurrere på lige fod med de øvrige lande. Vi kan ikke tåle flere særregler, som forringer vores konkurrencekraft.

Udvikling i balance
Man kan ikke sætte udviklingen i bakgear, derfor vil det også blive svært fx at genstarte en dansk slagtesvineproduktion, hvis den først er forsvundet ud af landet. Vi skal sikre en incitamentstruktur, der tilgodeser en konkurrencedygtig fødevareklynge med stor samfundsøkonomisk betydning.

Desværre er udviklingen ikke drevet i den retning, som politikerne ønsker. Hvis det var tilfældet ville forbrugerne være mere villige til at betale for dyrevelfærd og miljø. Betalingsvilligheden vurderet ud fra salget indikerer, at forbrugerne i stor udstrækning ønsker billige kvalitetsfødevarer, mens der også produceres specielle mærkevarer til de forbrugere, der har særlige ønsker.

Vi ønsker hele tiden at arbejde proaktivt for at forbedre dyrevelfærden og miljøet, men tager vi ikke samtidig hensyn til forbrugernes præferencer og i stedet sætter danske særregler omkring dyrevelfærd og miljø, så flyttes den almindelige svineproduktion til andre lande. Herved mister Danmark sin unikke kompetenceklynge indenfor fødevareproduktion, og dyrene får ringere dyrevelfærd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolaj Nørgaard

Direktør/Senior Vice President, Danish Crown Pork Ejerservice, fhv. direktør, Danske Svineproducenter, fhv. direktør, Videncenter for Svineproduktion
ph.d., cand.oceon.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1994)

0:000:00