75 procent af Miljøstyrelsens ansatte skal erstattes efter udflytning

UDFLYTNING: Forventningen er, at kun en fjerdedel af Miljøstyrelsens ansatte vil følge med til Odense og stadig være ansat i starten af 2020, to år efter udflytningen blev besluttet. Overraskende få og dybt bekymrende, siger kritikere.

Flere aktører forlanger klare svar om Miljøstyrelsens udflytning fra miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der er kaldt i samråd onsdag. 
Flere aktører forlanger klare svar om Miljøstyrelsens udflytning fra miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der er kaldt i samråd onsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten Okkels

75 procent af Miljøstyrelsens 500 medarbejdere vil ikke flytte med til Odense, når styrelsen flytter fra København. Miljøstyrelsen skønner således, at kun 25 procent af de ansatte stadig arbejder i styrelsen i 2020. Det viser interne notater, som Altinget har fået aktindsigt i.

Og det er stadig styrelsens prognose, bekræfter Miljø- og Fødevareministeriets afdelingschef, David Fjord Nielsen. 

"Der kunne selvfølgelig komme nogle afvigelser, positive eller negative, men det er stadig et realistisk scenarie. Her skal man også huske, at der altid vil være en vis naturlig udskiftning i styrelsen, også hvis ikke den var blevet flyttet," siger han til Altinget.

De interne dokumenter siger, at Miljøstyrelsens personaleomsætning de første to måneder af 2018 - altså for en periode på lidt under to måneder efter meddelelse om udflytning - viste, at personaleomsætningen var steget til 8-9 gange normalt niveau, og at 16 procent af medarbejderne sagde op allerede efter to måneder. Men det hører dog med, at stor udskiftning i personale normalt kan forventes i den første tid, efter en udflytning er annonceret. Derfor kan de dramatiske tal altså ikke umiddelbart fremskrives til kommende måneder, har embedsværket gjort gældende. 

Det er enormt komplekse områder, vi har med at gøre, som tager år at sætte sig ind i.

Christian Poll (Å)
Miljøordfører

Styrelsen er i sine formodninger blandt andet gået ud fra erfaringerne fra Socialstyrelsen, som er et eksempel på en større styrelse, der er flyttet til Odense efter den første Bedre Balance-udflytningsrunde fra 2015, dog med et noget bedre resultat mht. fastholdelse.

Kritik fra politiske aktører 
Alternativet og Danmarks Naturfredningsforening finder under alle omstændigheder de nye tal, der beskriver forventningen til bundlinjen – altså at kun 25 procent bliver i styrelsen – stærkt foruroligende.

"Det er endnu værre, end jeg troede. Jeg havde ellers et håb om, at man måske kunne holde på halvdelen. Der bliver i den grad noget at snakke om til samråd med ministeren," siger Alternativets miljøordfører, Christian Poll, og fortsætter:

"Selvfølgelig bliver der ansat nye og gode folk. Men det er enormt komplekse områder, vi har med at gøre, som tager år at sætte sig ind i. Når langt størstedelen af styrelsen skal skiftes ud, vil det gå stærkt ud over den faglige indsigt og den rigtige sagsbehandling." 

Aktindsigterne viser, at 1. maj 2018 havde godt 30 procent af de 500 berørte ansatte allerede opsagt deres job i Miljøstyrelsen. Det var en udskiftning seks gange hurtigere end normalt. 

"Der er jo tale om en stor styrelse fuld af fagligt specialiserede medarbejdere, som har arbejdet i styrelsen i mange år. Jeg frygter, at fagligheden ikke kan bevares intakt med sådan en kolossal udskiftning. Nu må ministeren sørge for, at natur og miljø ikke ender som den store taber," siger Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding. 

Den gamle garde takker af
Ud af de 440 årsværk, som skal med til Odense, er 344 årsværk fordelt på AC'ere, altså akademiske stillinger. 57 er HK'ere, 3 årsværk er tjenestemænd, og 38 tilhører kategorien 'øvrige'. Det fremgår endvidere af dokumenterne, at over 100 ansatte i Miljøstyrelsen har arbejdet i styrelsen i mere end 12 år. Deres antal er gjort op for sig i de økonomiske beregninger til Finansministeriet, fordi netop denne anciennitet berettiger dem til ekstra godtgørelse, når de fratræder. Og fordi denne gruppe vil være i højrisikogruppen for at blive varslet til opsigelse, for så vidt de ikke flytter med til Odense. 

"Det er personalemæssigt vurderet, at medarbejdere med lang anciennitet har dobbelt sandsynlighed for at blive en del af gruppen af varslede, hvilket betyder, at 56 personer med lang anciennitet skal have fratrædelsesgodtgørelse, hvilket modsvarer et økonomibehov på 3,8 mio. kroner," lyder det i de ministerielle dokumenter. 

Når og hvis en fjerdedel af Miljøstyrelsens ansatte flytter med, vil det være væsentligt færre, end da en del af Miljøstyrelsen flyttede til Slagelse med en såkaldt medflytningsprocent på 65. Det vil dog stadig være væsentlig flere end i forhold til NaturErhvervsstyrelsens flytning til Augustenborg og Tønder, hvor 8 procent flyttede med, eller udflytningen til Kystdirektoratet i Lemvig, hvor kun en enkelt gjorde det. 

Flere oppositionspolitikere har kaldt til samråd og stillet spørgsmål om Miljøstyrelsens udflytning, efter at Altinget kunne afsløre, at Miljøstyrelsen forventede alvorlige konsekvenser på grund af udflytningen. Ud over Christian Poll er det Radikale Venstres Ida Auken og SF's Trine Torp. 

Det var ikke muligt at få en kommentar fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), der først vil redegøre for styrelsens udfordringer på samrådet i Miljø- og Fødevareudvalget onsdag d. 6. juni kl. 13.00.  

Præcisering: Oprindeligt fremgik det, at slet ingen medarbejdere flyttede til Kystdirektoratet i Lemvig, hvilket fremgik af materialet, Altinget fik aktindsigt i. Men ministeriet har nu oplyst, at en enkelt medarbejder faktisk gjorde det. Helt præcist var der med udflytningen tale om 15 arbejdspladser fra Styrelsen for Vand og Naturforvaltning, der flyttede til Kystdirektoratet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Poll

Specialkonsulent, DTU, afdelingen for Kvantitativ Bæredygtighedsvurdering
civilingeniør (DTU,1991)

David Fjord Nielsen

Fagdirektør for Borger- og Virksomhedskontakt, Skattestyrelsen
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2006), msc (London School of Economics 2005)

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

0:000:00