Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Christina Olumeko
Sascha Faxe

Alternativet: Vores forsyningskæder er truede. Derfor har vi brug for en økonomi, der er lokal og grøn

Vores ambition er, at vi skal reducere vores kødproduktion til den mængde, vi selv kan spise.
Det vil reducere CO2-udledningen fra landbruget med cirka 86 procent, skriver Sascha Faxe (Å) og Christina Olumeko (Å).
Vores ambition er, at vi skal reducere vores kødproduktion til den mængde, vi selv kan spise. Det vil reducere CO2-udledningen fra landbruget med cirka 86 procent, skriver Sascha Faxe (Å) og Christina Olumeko (Å).Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
2. april 2025 kl. 04.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Statsminister Mette Frederiksen fremhævede i sin nytårstale, at vi skal gentænke den europæiske og dermed også danske økonomi.

Energi, teknologi, forsvar, grøn omstilling og klima blev nævnt. Statsstøtte er nødvendig, kunne man forstå.

Efter de første uger med USA’s nye præsident kan det ikke gå hurtigt nok.

I Alternativet kunne vi ikke være mere enig i, at økonomien skal gentænkes.

Læs også

Hvem betaler, når tørken rammer?

Vores forsyningskæder er skrøbelige. Det har vi set under corona og med Putins angreb på Ukraine.

Desuden kommer den globale opvarmning og et mere ekstremt vejr til at påvirke centrale landbrugsarealer, høsten og kritisk infrastruktur.

Kommende oversvømmelser og lange tørkeperioder kommer til at påvirke noget så kritisk som vores madforsyning. Den voldsomme oversvømmelse sidste efterår i det sydøstlige Spanien har kostet over 200 mennesker livet.

Oversvømmelsen var en forsmag på, hvad vi kan forvente i de kommende år. I regionen omkring Valencia dyrkes store dele af Spaniens frugt og grønt. Flere tusind hektars landbrugsproduktion blev ødelagt. Alt fra grøntsager til citrusfrugter og vinplantager.

Vi har brug for flere aktører, der bidrager til den grønne omstilling.  

Sascha Faxe (Å) og Christina Olumeko (Å)

Når vi tager vores madproduktion som et eksempel på de kommende års udfordringer, er det svært at forstå regeringens status quo i landbrugspolitik. Den grønne trepart kommer til at give os ny produktionsskov.

Det er det såkaldte "skridt i den rigtige retning". Men desværre ikke mere end det. Regeringen nægter at gøre noget ved den største udfordring: Vores animalske produktion.

Alternativets ambition er, at vi skal reducere vores kødproduktion til den mængde, vi selv kan spise.

Det vil reducere CO2-udledningen fra landbruget med cirka 86 procent. For at kunne fodre dyrene har vi i dag brug for en soja-import fra især Brasilien og Argentina.

Det bliver produceret på et areal svarene til Sjælland og Falster.

Når der nu i forlængelse af den grønne trepart skal plantes skov svarende til et areal på størrelse med Fyn, har vi i Danmark mindre plads til at producere dyrefoder.

Hvis vi altså ikke reducerer vores husdyrproduktion i Danmark, skal vi i stedet for importere det fra udlandet. Udover at soja betegnes som "forest risk commodity", bliver vores forsyningskæder endnu mere skrøbelige.

Når den næste tørke rammer Argentina, sojapriser eksploderer, og landbruget forlanger hjælp, skal staten så støtte landmænd økonomisk?

Var det den form for statsstøtte, som Mette Frederiksen tænkte på i sin nytårstale?

Et robust landbrug

Når vi skal gentænke vores økonomi og forsyningskæder, skal vi komme væk fra en enten-eller-debat. Vi skal nytænke både måden, vi producerer og forbruger på.

I stedet for at optimere eksisterende processer, skal vi bruge vores viden og ressourcer til at skabe bedre produkter. Det handler om at skabe værdi for både mennesker, naturen og økonomien. 

I stedet for krisehåndteringen skal vi investere langt mere i samfundet og arbejde med forebyggelse. Vi skal styrke vores forsyningskæder og vores madproduktion i det hele taget.

Læs også

I Alternativet mener vi, at vi skal sige farvel til kunstgødning, pesticider, heftig pløjning og monokultur, så jorden ikke udpines.

I Alternativet ser vi behov for en massiv investering i et regenerativt landbrug, hvor vi med flere mindre bedrifter øger beskæftigelsen samtidig med at vi skaber større diversitet i produktionen.

Faktisk har en undersøgelse fra Boston Consulting Group sammen med Food Nation og Danmarks Naturfredningsforening vist, at landmænd kan øge deres dækningsbidrag per hektar med over 30 procent ved en omstilling til regenerativt landbrug. Det er især besparelser i gødning og pesticider, som gør forskellen.

Når fødevarerne er plantebaserede, kan vi producere langt flere fødevarer til et stadigt voksende marked. Med en større diversitet i afgrøder gør vi desuden vores landbrug mere robuste over mere ekstremt vejr og sikrer dermed vores madforsyning.

I Alternativet mener vi, at vi skal investere i et mere robust landbrug.

Omstilling kræver flere aktører

Et andet eksempel for en skrøbelig forsyningssikkerhed og en sikkerhedspolitisk risiko er vores energiproduktion. Ikke kun ud fra et klimaperspektiv er vores energiforsyning for afhængig af fossile brændsler og biomasseimport.

Omstilling til vedvarende energi skal op i fart. Energiø-fiaskoen i Nordsøen viser regeringens skrøbelig strategi i at satse kun på få fyrtårnsprojekter.

Udbuddet for tre havvindmølleparker endte med nul bud. Investerings- og afkastrisikoen var for høj.

Nu skal det hele nytænkes, mens udbygning af vindmøller på land er gået i stå, og vi fortsætter med at brænde fossile brændsler og biomasse af for at dække vores energibehov. 

Der skal handling til, og regeringen skal endelig fjerne barrierer for mindre og lokale projekter. Vi har brug for flere aktører, der bidrager til den grønne omstilling.

I Alternativet mener vi, at det skal være rentabelt for kommuner at sætte solceller på tage. Det skal være langt nemmere for borgere, virksomheder og potentielt kommuner at etablere energifællesskaber.

På nye huse og efter tagrenoveringer burde alle tage have solceller. I stedet for statslige reservationer skal der være støtte til projekter som for eksempel det lokalt- og folkeejede initiativ Bornholms Havvind.

Borgerne er ikke tilskuere til den grønne omstilling

Pensionskasserne skal bruge andre kriterier for deres investeringer end det højest mulige afkast.

I Alternativet ønsker vi, at investeringer i bæredygtighed og andre samfundsgavnlige investeringer er lige så vigtige for pensionskasser som det direkte afkast. 

Læs også

Vi har brug for flere lokale investeringer. Her skal borgere har medejerskab og medbestemmelse, så pengene forbliver og reinvesteres lokalt. Desuden kan vi overvinde "Not in my backyard" (NIMBY) problematikken, som mange investorer oplever.

Borgere vil ikke være tilskuere til den grønne omstilling. De vil gerne være deltagere. Det lokale engagement skal op i gear, og de økonomiske gevinster skal fordeles på flere hænder. Det lokale ejerskab er ikke nyt.

Andelstanken er dybt forankret med over 20.000 demokratiske virksomheder og 180.000 beskæftigede. Dé virksomheder står for omkring hver tiende omsatte krone i dansk erhvervsliv, viser en undersøgelse fra Tænketanken Demokratisk Erhverv.

Menneskets behov og naturens begrænsninger

Ved at engagere flere borgere og virksomheder i den grønne omstilling støtter vi desuden det lokale erhvervsliv, lokalt iværksætteri og dermed landdistrikterne.

Danmark skal være et foregangsland for seriøs bæredygtig økonomisk politik.

Sascha Faxe (Å) og Christina Olumeko (Å)

Det er jo især de små og mellemstore virksomheder – som ikke har produktion i USA eller kan flytte deres produktion til USA – som bliver klemt af Donald Trumps protektionistiske erhvervspolitik og høje toldsatser.

I Alternativet mener vi, at vi skal arbejde for en økonomi, der er indrettet efter menneskets behov og naturens begrænsninger. Vi kan ikke bare fortsætte med at optimere.

Vi skal bruge vores viden og ressourcer til en lang bredere værdiskabelse. Danmark skal være et foregangsland for seriøs bæredygtig økonomisk politik, der fungerer både lokalt og nationalt og inspirerer andre lande til at deltage i omstillingen.

Med USA's politiske paradigmeskift har regeringen forhåbentlig indset, at vi ikke kan støtte os alene på teknologiske fiks og få fyrtårnprojekter.

Det gælder ikke kun klimapolitikken, men som vi skriver her, så handler det også om vores forsyningssikkerhed af både mad og energi.

Vi skal gentænke vores økonomi. Det er vi helt enig med Mette Frederiksen i. Men statsstøtte kan ikke gøre det alene.

Vi har brug for en transformation. Flere aktører og værktøjer skal på banen. Fra Alternativets side står vi klart til at komme i gang med konkrete initiativer sammen med regeringen, erhvervsliv og investorer om netop dét.

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026