Debat

Anima: Danmark bør forbyde minkavl permanent

Danmark står ved en historisk skillevej. Skal vi stædigt holdt fast i et bedaget og uetisk minkerhverv? Eller skal vi indse, at pels er passé, og forbyde minkavl. Svaret giver sig selv. Dyrevelfærd og minkfarme kan aldrig gå hånd i hånd, skriver Joh Vinding.

Der er ingen fremtid i minkavl. Når der til efteråret skal tages stilling til, om det midlertidige forbud mod minkavl skal forlænges eller ophæves bør regeringen og aftalepartierne vælge permanent forbud, skriver Joh Vinding.
Der er ingen fremtid i minkavl. Når der til efteråret skal tages stilling til, om det midlertidige forbud mod minkavl skal forlænges eller ophæves bør regeringen og aftalepartierne vælge permanent forbud, skriver Joh Vinding.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Joh Vinding
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nedlukningen af de danske minkfarme var en historisk begivenhed. Men det midlertidige forbud mod minkavl var blot begyndelsen på et historisk øjeblik, som vi stadig befinder os midt i. For nu hvor burene står tomme, og langt de fleste minkavlere forventes at forlade erhvervet med fuld og hel erstatning, står Danmark ved en historisk skillevej.

Den essentielle del af tilværelsen bliver avlede mink berøvet. På minkfarme får mink ikke lov til at være mink.

Joh Vinding
Direktør, Anima

Skal vi i fremtiden være det land, som stædigt holdt fast i et bedaget og uetisk erhverv? Eller skal vi være det land, som indså, at pels var passé, og forbød minkavl som så mange andre lande allerede havde gjort?

Svaret giver sig selv, ikke mindst, hvis vi ser på det, vi i dyreværnsorganisationen Anima er særligt optagede af, nemlig dyrevelfærden i minkindustrien – eller mangel på samme.

Mink får ikke lov til at være mink
For dyrevelfærd og minkfarme kan aldrig gå hånd i hånd. Avlede mink lever sammen med tusinder af artsfæller i lange rækker af trange trådbure. Hjerteskærende, især når man ved, at mink fra naturens hånd er enspændere med territorier på op til 2,5 kvadratkilometer. De boltrer sig både på land og i vand, hvor de svømmer og jager. Den essentielle del af tilværelsen bliver avlede mink berøvet. På minkfarme får mink ikke lov til at være mink.

De uundgåelige konsekvenser af at afskære mink fra at udleve deres naturlige adfærd er dokumenteret gang på gang. Skjulte optagelser fra minkfarme har vist typiske problemer som bidskader, kannibalisme, stereotype adfærd. Pelsindustrien har forsøgt at imødegå den voksende kritiske opmærksomhed, blandt andet med lanceringen af velfærdsprogrammet “Welfur”. I 2018 slog Irlands dyrlægeforening imidlertid fast, at programmet hverken kan forhindre skader og stereotyp adfærd eller blot imødekomme minks basale behov.

Når selv industriens højeste standard end ikke på papiret er god nok, behøver man ikke have besøgt en minkfarm eller set en skjult optagelse for at nå frem til, at minkavl er og bliver etisk dybt uforsvarligt. Derfor må vi, nu hvor lidelsen for en stund er ophørt, spørge om vi som samfund virkelig har tænkt os at tillade, at den behandling af dyr bliver genoptaget? 

Reservoirer for influenzavira
Et andet aspekt af diskussionen er den risiko for folkesundheden, som minkfarme udgør. Dels mistænker forskere mink for at have ageret mellemvært i forbindelse med covid-19s opståen, og det står klart, at mink er meget modtagelige over for coronavirus. Dels er mink også meget modtagelige for influenza.

Det er endnu usikkert, hvor mange minkavlere, som vælger dvaleordningen i håb om at genopbygge minkerhvervet i Danmark. Vi håber, det er få, eller endnu bedre, ingen.

Joh Vinding
Direktør, Anima

Minkfarme kan således fungere som reservoirer for forskellige influenzavira og som arnested for nye mutationer.

Et eksempel på det pandemiske potentiale i at samle tusindvis af mink på meget lidt plads er, at en almindelig fugleinfluenza meget vel kunne mutere i mink, så den blev i stand til at sprede sig til mennesker med fatale følger. Med den viden in mente må vi igen spørge os selv, om vi kan forsvare at lade minkfarmene genopstå?

Et tredje aspekt af diskussionen er det faktum, at nedlukningen af minkfarmene har haft en gavnlig effekt på klima, natur og miljø.

Minkindustrien udledte omkring 171.000 ton CO2 ækvivalenter og 6000 ton ammoniak årligt, og faktisk er det formentlig kun takket være nedlukningen, at Danmark med forsinkelse vil kunne efterleve EU’s krav om en 24 procent reduktion af ammoniakudledningen i 2020. Hvorfor dog genindføre en så forurenende industri?

Danmark bør følge med tiden
Endeligt er der økonomien – og nej, minkavl genopstår ikke som det “danske eksporteventyr”, det har været omtalt som. Pels er og bliver passé. Over de senere år har det ene land efter det andet forbudt minkavl. Og flere og flere toneangivende modehuse har indført pelsfri politikker.

Senest meddelte Birger Christensen, et flagskib inden for dansk pelsmode, at virksomheden havde set skriften på væggen, og nu siger farvel til pels. Jens Birger Christensen udtalte i pressemeddelelsen, at “tiderne ændrer sig, og så må vi følge med.”

Danmark bør også følge med tiden. Det er endnu usikkert, hvor mange minkavlere, som vælger dvaleordningen i håb om at genopbygge minkerhvervet i Danmark. Vi håber, det er få, eller endnu bedre, ingen. For der er ingen fremtid i minkavl. Så når der til efteråret skal tages stilling til, om det midlertidige forbud mod minkavl skal forlænges eller ophæves, er der en helt tredje vej, som regeringen og aftalepartierne bør gå – nemlig et permanent forbud. For dyrenes og vores alle sammens skyld.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00