Anima: Fødevareministeren bør blæse til kamp mod industrilandbrugets skamavl

Høns med knoglebrud. Turbokyllinger som dårligt kan gå. Døde pattegrise. Det er blot tre af de groteske konsekvenser af den skamavl, som karakteriserer moderne landbrug. Og hvis vi sætter blot et enkelt tal på lidelserne, så bliver billedet endnu mere ulideligt at kigge på. For blandt de danske høns, som lægger æg, vil 85 procent af dem før eller siden brække brystbenet.

Du læste rigtigt, 85. Det har danske forskere fra Københavns Universitet fundet ud af ved at undersøge tusindvis af høns. Ifølge forskerne, som udgav studiet i 2021, og som kan læses her, brækker dyrene brystbenet, fordi de er avlet til at være små og lægge mange store æg, hvilket presser hønsenes krop til bristepunktet. Bogstaveligt talt.

De brækkede brystben gik ikke ubemærket gennem medielandskabet, men selvom en stor del af danskere blev bekendte med den frygtelige virkelighed for millioner af æglæggende høns herhjemme, og salget af konsumæg faktisk faldt i ugerne efter afsløringen, så fik det tilsyneladende ikke nogen varig effekt.

Fødevareministeren har ansvaret

Kaster vi et blik på tallene fra Danmarks Statistik over produktionen af konsumæg, så ser vi, at den samlede mængde i tredje kvartal af 2022 tilmed er en smule højere, end den var i 2020, før forbrugerne havde hørt om brækkede brystben. Som samfund kan vi altså ikke overlade ansvaret til forbrugerne.

Vores efterkommere vil uden tvivl se tilbage på vor tids industrilandbrug med vantro og væmmelse

Joh Vinding
Direktør, Anima

Men hvem har så ansvaret for at gøre noget? Det har vores fødevareminister naturligvis. Og rent juridisk har han faktisk pligt til at handle, for Den Europæiske Union har allerede for årtier siden slået fast, at der ikke “må holdes dyr til landbrugsformål, hvis det ikke ud fra dyrets genotype eller fænotype med rimelighed kan forventes, at det kan ske uden at skade dyrets sundhed eller velfærd”.

Det fremgår af direktivet 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, som holdes til landbrugsformål. Med andre ord må der altså ikke avles landbrugsdyr, hvis vi forventer, at de vil lide. Og når det gælder 85 procent af alle de æglæggende høns, så forventer vi ikke blot, at de vil lide. Vi ved det.

Det er op til medlemslandene selv at bestemme, hvordan de vil gennemføre et direktiv og opnå målet. Landene skal oftest gennemføre et direktiv inden for en to-tre årig periode, men i snart et kvart århundrede har hønsene altså ventet med brækkede brystben.

Effektivisering på bekostning af dyrene

De afsporede avlsvirksomheder har brug for en udefrakommende hånd på rattet, for ellers vil de fortsætte med at styre efter den evige effektivisering på dyrenes bekostning. Det burde være åbenlyst for enhver med tanke på, at knap 30.000 pattegrise dagligt dør i danske stalde grundet unaturligt store kuld, som også Altinget beskrev i 2022.

Eller at 3 ud af 4 konventionelle kyllinger får problemer med at gå normalt ifølge forskere fra Aarhus Universitet. Altså rundt regnet 75 millioner dyr. Det er blot et par skrækkelige eksempler, som begge vidner om, at avlsvirksomhederne alt for længe har trykket speederen i bund og navigeret efter profit på bekostning af basal dyrevelfærd.

Det burde aldrig nogensinde været kommet så vidt, og vores efterkommere vil uden tvivl se tilbage på vor tids industrilandbrug med vantro og væmmelse. Vores nye fødevareminister bør derfor straks trække i håndbremsen og se at kaste sig ind i kampen mod skamavl. Det skylder vi dyrene, og vi kan faktisk ikke være andet bekendt.