
Det blev Arla og Carlsberg, der tirsdag løb med FSR - Danske Revisorers CSR-pris 2021 for bedste rapportering af socialt ansvar og bæredygtighed.
Det skriver FSR - Danske Revisorer i en pressemeddelelse.
Det er 27. gang, at FSR - Danske Revisorer uddeler CSR-prisen for god praksis indenfor rapportering af bæredygtighed og socialt ansvar.
Arla vinder prisen i kategorien for unnoterede virksomheder. I dommernes begrundelse lægges der særlig vægt på deres datadrevne og systematisk rapport samt rapportens arbejde af vurdering af menneskerettigheder.
Hanne Søndergaard, marketingschef og CSR-ansvarlig hos Arla, udtaler til prisoverrækkelsen: "Vi stræber efter at være ansvarlige og åbne om vores udfordringer, dilemmaer og løsninger, og vi ønsker hele tiden at løfte vores rapportering."
Carlsbergs CSR-rapport vinder prisen i kategorien for børsnoterede virksomheder og bliver beskrevet som balanceret, datadreven og relevant. Rapporten får særlig ros for dens fokus på værdikæden og italesættelsen af sundhedsmæssige udfordringer.
"I Carlsberg vil vi være lige så transparente omkring vores bæredygtighedsfremskridt som vores finansielle resultater. Derfor er vi stolte over denne anerkendelse. Igennem vores afrapportering forsøger vi kontinuerligt at kommunikere til forbrugeren ved at give indsigt i vores data samt historier om vores initiativer og samfundspåvirkning," udtaler Carlsbergs administrerende direktør Cees ’t Hart.
65 virksomheders CSR-rapporter blev vurderet til CSR-prisen, hvorefter der blev udvalgt seks nominerede. De øvrige nominerede til CSR-prisen 2021 var Grundfos, Salling Group, A. P. Møller-Mærsk og Ørsted.
- Nogle af landets største svineproducenter slipper udenom EU-kontrol med dyrevelfærd
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Livet på landet er den nye slagmark
- Vagthund kritiserer statslig superfond: Gør ikke nok for at fremme dansk erhvervsliv og grøn omstilling
- Økologisk Landsforening: De bæredygtige valg bør belønnes – ikke straffes













