Biogas Danmark: Barrierer står i vejen for effektiv udnyttelse af arealer

Som det har fremgået af tidligere artikler i Altinget, bliver der kamp om ressourcerne i fremtiden, hvor arealet er en af de helt centrale. Jeg var så heldig at deltage i Teknologirådets projekt 'Prioritering af Danmarks areal i fremtiden', som viste, at hvis vi ikke tænker os om, kan vi ende ud i at bruge 140 procent af det danske areal.

Det kan man jo ikke, og den – dengang – uskyldige spøg var, at vi kunne "låne" nogle af de tabte danske områder i Sverige eller Tyskland tilbage. Den mere gennemtænkte konklusion var derimod, at vi ved omtanke, intelligent planlægning og snusfornuft kan få enderne til at nå sammen. Ikke ved at lægge beslag på yderligere arealer, men ved at udnytte det vi har bedre. Her er der mange muligheder.

Én, der peges på i Teknologirådets rapport, er at placere solceller på bygninger og andre tekniske installationer i stedet for på landbrugsjord, så vi bedre kan udnytte solindstrålingen til en kombineret fødevare- og biomasseproduktion

Tilsvarende er der behov for en synkronisering af regelværket mellem Fødevareministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Bruno Sander Nielsen
Faglig direktør, Biogas Danmark

Bedre udnyttelse af ressourcerne

I dag går en stor del af den bedste solindstråling tabt, når kornafgrødernes vækst ophører kort efter midsommer, hvorefter de modner af frem til høst i juli, og næste afgrøde først etableres hen på efteråret. Indimellem dækkes jorden måske af efterafgrøder.

Det kan gøres langt bedre og langt mere ressourceeffektivt. Én oplagt vej er at erstatte nogle af kornarealerne med afgrøder med en længere vækstsæson. Det kan for eksempel være græs, som vokser fra det tidlige forår til det sene efterår – bare det ikke bliver for tørt.

Græsset har mange fordele: Der akkumuleres kulstof i jorden, forbruget af pesticider og risikoen for udvaskning er mindre. Græsset kan med fordel nyttiggøres i bioraffinaderier, der i en kaskade trækker protein og måske andre højværdistoffer ud, inden restprodukterne kan nyttiggøres i biogasanlæg til klimavenlig fornybar gas og næringsstoffer, der recirkuleres som gødning for næste års afgrøder.

En anden vej er at udvikle nye sædskifter, som forlænger vækstsæsonen og øger biomasseproduktionen. I stedet for at tænke i afgrøder og efterafgrøder kan der presses flere høstbare afgrøder ind i den årlige cyklus. På den måde kan der drages lidt nytte af de særdeles ærgerlige klimaforandringer.

Det kunne for eksempel være ved i høst kun at klippe/strippe akset med kernerne af halmstrået og så lade en veletableret mellemafgrøde vokse op i den høje stub, hvor halmen står tilbage på marken. Senere samhøster man mellemafgrøden og halmen. Denne biomasse kan konserveres i en naturlig ensileringsproces, som gør biomassen oplagt til biogasproduktion.

Samtidig kan vi nyttiggøre alle restprodukter fra fødevare- og foderkæden i biogasanlæg til at erstatte russisk gas og strække verdens knappe fosforressourcer ved at recirkulere næringsstofferne.

Tid til at fjerne barrierer

På nogle områder er der behov for udviklings- og demonstrationsaktiviteter. Det gælder hele den grønne bioraffinering, hvor vi kan se frem til Landbrugsstyrelsens kommende tilskudsordning.

På andre områder er der regulatoriske barrierer. Det var således en klar fejl, da Fødevareministeriet per 1. august fjernede muligheden for at fratrække den fjernede fosfor, når halm leveres til varmeværker. Der var tværtimod behov for at udvide ordningen til at omfatte halm, der leveres til biogasanlæg.

Problemet er, at man i gødningsregnskaberne ikke fratrækker den mængde fosfor, der fjernes fra marken, når halmen bjerges, mens den samme fosfor indregnes i gødningsregnskabet, når halmen recirkuleres til marken som en del af den afgassede biomasse. Ligesom i økonomien skal både debet og kredit være korrekte for at regnskabet stemmer, og med de nuværende regler stemmer gødningsregnskabet ikke.

Tilsvarende er der behov for en synkronisering af regelværket mellem Fødevareministeriet og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Primært en justering af Energistyrelsens bæredygtighedsregler for flerårige afgrøder, så de tilpasses de eco-schemes, der er indført som del af den nye landbrugsreform.

Jo mere vi får ud af de produktive arealer – tilmed på en mere bæredygtig måde – jo større arealer kan der bruges til natur, biodiversitet, byudvikling, tekniske anlæg, herunder solceller med videre. En multifunktionel anvendelse af det åbne land kan dermed bidrage til løsning af de store udfordringer: klimakrisen, energikrisen, biodiversitetskrisen og fødevarekrisen.

Hvad venter vi på? Lad os nu fjerne de administrative barrierer og i stedet bane vej for de visionære løsninger.