Dansk Erhverv: Nyt fødevaredirektiv skal kun hjælpe de mindste

Det vil klæde fødevareindustrien at sige det, som det er, nemlig at den ønsker, at de allerstørste leverandører skal have yderligere privilegier

Henrik Hyltoft
Markedsdirektør i Dansk Erhverv

Kan ændre på magtbalance 
Den meget store leverandør har og vil altid have fordele overfor den lille leverandører. Det skyldes for eksempel stordriftsfordele, større forhandlingskraft, produkter som køberen er afhængig af og internationale salgsselskaber, gennem hvilken store leverandører opnår optimale forhandling- og betalingsvilkår.

Til gengæld kan de små leverandører ofte slå på en hurtig evne til markedstilpasning. Det kan også gå efter for eksempel nicher i markedet.

Med direktivet forsøger EU at ændre på den magtbalance, der er mellem de små og de store – også på leverandørsiden – ved at fastlåse en række forhandlingsparametre, som EU ikke mener, at en lille leverandør har mulighed for at påvirke i forhandlinger med en større køber.

Der er ingen tvivl om, at i en sammenligning mellem en lille leverandør og en stor leverandør, så giver direktivet den lille leverandør nogle fordele. Men det er dét, der er hele tanken og formålet med direktivet.

De meget store leverandører blev helt overlagt undtaget for flere rettigheder.

Danske leverandører vil blive fravalgt 
Gives direktivets rettigheder også til meget store leverandører vil det i bedste fald skabe nogle lige vilkår mellem en lille leverandør og en meget stor leverandør, der begge sælger for eksempel kød, mælk eller noget tredje til den samme køber.

Men det vil skabe endnu mere ulige vilkår i forhold til køberen, hvilket er en pointe, der behændigt ignoreres i fødevareindustriens argumentet om ”lige vilkår for alle”.

Ydermere vil det medføre en betydelig risiko for, at danske leverandører vil blive fravalgt af europæiske og internationale samhandelspartere på samme omsætningsniveau, der ikke ønsker at være underlagt danske særregler, og at handlen derfor flyttes ud af Danmark.

Andre led i forsyningskæden 
Der er ikke tvivl om, at direktivet er ensidigt. Alle rettigheder gives til leverandøren, og det er også kun leverandøren, der kan klage. Der er ennda valgfrihed mellem at klage i leverandørens hjemland og i køberens hjemland.

Fødevareindustriens ønske om ”lige vilkår” er ligeså ensidigt som direktivet, da dens ønske kun gælder for leverandøren og aldrig for køberen, der er næste led i forsyningskæden.

Argumentet om ”lige vilkår” er desuden ikke kun i direkte strid med direktivets intention, men ignorer også det faktum, at det nogle gange er køberen, der er mindre end leverandøren.

Det er også langt fra altid detailhandelen, som er køberen. Det kan også være andre led i forsyningskæden, for eksempel producenter, grossister og importør. 

Skal lande fornuftigt 
Det vil klæde fødevareindustrien at sige det, som det er, nemlig at de ønsker, at de allerstørste leverandører skal have yderligere privilegier, så de ikke behøver forhandle for eksempel betalingsfrister og dermed indirekte få højere priser fra køberne.

Den økonomiske fordel vil næppe blive sendt videre bagud i fødevarekæden til tidligere led. Den forhøjede købspris vil derimod resultere i højere priser hele vejen videre ned gennem fødevarekæden. Det vil være til skade for alle efterfølgende købere og i sidste ende forbrugeren.

Der er næppe to meninger om, at hvis vi skal have et indre marked, der fungerer, så har vi brug for fair samhandel, aftalefrihed og en fri konkurrence. Alt det sætter vi faktisk på spil, hvis Danmark overimplementerer UTP-direktivet.

Det er derfor, at vi i Dansk Erhverv har øjnene stift rettet på bolden og gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at direktivet lander fornuftigt til gavn for konkurrencen i hele fødevarekæden. Det skal og i sidste ende være til gavn for de danske forbrugere, som er os alle sammen.