Debat: EU's landbrugspolitik skal være en løftestang for klima og miljø

DEBAT: Alle kræfter skal sættes ind på at fastholde og udbygge EU-Kommissionens gode hensigter, så den fælles landbrugspolitik for alvor kan blive en løftestang for klima, natur, miljø og biodiversitet, skriver Leif Bach Jørgensen og Steen Gade.

Af Leif Bach Jørgensen og Steen Gade
Hhv. Landbrugsfaglig medarbejder i Det Økologiske Råd og bestyrelsesformand i Nyt Europa

I EU er kampen om den fælles landbrugspolitik for perioden 2021 til 2027 allerede i gang. Vil historien gentage sig, så Kommissionens ambitionsniveau om levering af offentlige goder igen bliver udvandet gennem forhandlinger i Parlamentet og Rådet?

Alle kræfter skal sættes ind på at fastholde og udbygge EU- Kommissionens gode hensigter og stoppe de huller, der er i forslaget, så den fælles landbrugspolitik for alvor kan blive en løftestang for klima, natur, miljø og biodiversitet.

"Grønningskrav" har ikke fungeret
Den seneste reform af EU’s fælles landbrugspolitik, CAP (Common Agricultural Policy), som har dannet ramme for landbrugsproduktionen siden 2014, har ikke leveret varen.

Kommissionen udtaler selv – bl.a. på baggrund af den storstilede høring blandt interessenter i hele EU – at de såkaldte ’grønningskrav’ til den direkte støtte i Søjle 1 ikke har fungeret efter hensigten.

Landbrugspolitikken og -støtten har ikke bidraget tilstrækkeligt til de ’offentlige goder’ med hensyn til rent vand og luft, en sikring af klimaet og en rigere natur.

Kommissionens udspil har til hensigt, at det europæiske landbrug skal omstilles for at opfylde FN’s bæredygtighedsmål og klimamålsætningerne fra Paris.

De lover forstærket fokus på offentlige goder og vil støtte omstillingen til et mere miljø- og klimavenligt landbrug og bedre sundhed for dyr og mennesker.

Hensigterne er gode, og udspillet vil reelt løfte barren via øgede krav til ’baseline’ under de nye krav til ’konditionalitet’.

Problemet er, at det indtil videre kun er et udspil. For man kan frygte, at historien gentager sig: I 2012 kom Kommissionen også med et relativt positivt udspil om en CAP i perioden 2013-2020, som skulle levere på de såkaldte ’offentlige goder’.

Men ved behandlingen i EU-Parlamentet og i Rådet skete der en omfattende udvanding, idet repræsentanter fra alle lande søgte at tilgodese problemer i landbrugssektoren i de enkelte lande.

Der blev derfor besluttet en fælles politik, som indeholdt en stor grad af fleksibilitet for medlemslandene, således at de hver for sig efterfølgende ved implementeringen af reformen kunne beslutte krav og ordninger, som passede sig i de enkelte lande.

Erfaringen har vist, at disse nationale krav ikke har været ambitiøse nok i forhold til sikring af en rigere natur og klimamålsætningerne, som Kommissionen gik efter.  

Strategiske planer og frivillige miljø- og klimaordninger kan blive en glidebane
Kommissionen er i deres nye udspil nået frem til, at CAP’en bør gå væk fra en ’one size fits all’-tilgang. De vælger i stedet en mere målrettet tilgang, hvor landene kan udforme politikker og støtteordninger ud fra specifikke lokale, geografiske og sociale rammevilkår og kulturer.

Udformning af krav og støtteordninger lægges ud til medlemsstaterne via nye strategiske planer og de såkaldte ’eco-schemes’, som er nye frivillige ’miljø- og klimaordninger’ under Søjle 1.

Denne ændring er nødvendig for, at CAP’en kan blive mere målrettet og effektiv i forhold til miljø, natur og klimamålsætningerne. Men samtidig kan det også blive en glidebane – af flere grunde:

Først og fremmest: Hvis den samlede effekt i hele EU for luft, vand, natur og klima skal blive tilstrækkelig stor, så er det nødvendigt, at Kommissionen opstiller tilstrækkeligt ambitiøse overordnede målsætninger, som landene skal leve op til.

Mange af disse målsætninger er faktisk på forhånd givne – for eksempel i Vandrammedirektivet og Natura 2000 direktiverne og i EU’s klimaaftaler. Men selv hvis Kommissionen opstiller disse målsætninger, så er det uvist, om Kommissionen reelt formår at fastholde disse krav overfor alle medlemslande, når landene kommer med deres strategiske planer og eco-schemes til godkendelse.

Samtidig skal der udvikles en ny ‘performanceramme’ for overvågning, monitering, afrapportering og evaluering. Det er ikke nok, at der iværksættes ordninger, som dækker alle målsætninger.

Der skal også sikres en reel fremdrift og målopfyldelse gennem reformperioden. Dette skal ske, dels gennem årlige performancegennemgange og afstemning af output indikatorer, dels gennem midtvejs- og slutevaluering af effekter.

Også her kan der rejses tvivl, om Kommissionen reelt formår at fastholde effektivitet og fremdrift overfor de enkelte medlemslande.

Sidst men ikke mindst er der ikke fastlagt krav om, hvor stor en andel af pengene i Søjle 1, som skal uddeles til frivillige støtteordninger i landenes eco-schemes.

Igen – der åbnes for muligheder for, at lande kan udforme ambitiøse ordninger, men der er ingen garantier for omfang og effekt.

Hvis vi skal undgå glidebanen, er det altså helt nødvendigt, at der gennem forhandlingerne i folketinget, Parlamentet og Rådet skabes sikkerhed for, at det miljømæssige ambitionsniveau fastholdes.

Bliver den nye CAP mere simpel?
Det har længe været et gennemgående ønske fra alle sider, at den nye CAP skulle blive mere simpel og enkel i sin udformning.

Dette er et berettiget ønske både fra Kommissionen, fra de nationale ministerier og fra landbruget. Antallet af regler og den administrative byrde har simpelthen været for stor. Og opbakningen til CAP’en har været hæmmet af, at politikken har været uigennemskuelig.

Tidligere har der været en overordnet opdeling mellem de to søjler, som har været relativt klar og tydelig: Den direkte støtte til landmændene har ligget under Søjle 1, mens de frivillige miljøordninger, støtte til forskning, udvikling og landdistriktsudvikling, markedsordninger mm. har ligget under Søjle 2.

Ud fra et natur- og miljøsynspunkt har dette været klart: De ’nyttige’ penge har ligget i Søjle 2, mens pengene, som er gået direkte i landmændenes lommer, såfremt de bare overholdt gældende love, har ligget i Søjle 1.

Dette billede blev delvist sløret ved den seneste reform på grund af de såkaldte ’grønningskrav’ under Søjle 1 – i udgangspunktet et forsøg på at hæve barren med miljøkrav til produktionen, men i praksis nogle krav, som ikke har haft nævneværdig effekt.

Den foreslåede opdeling til den nye reformperiode mellem étårige støtteformer til miljø under eco-schemes i Søjle 1 og flerårige ordninger under landdistriktordningerne i Søjle 2 risikerer at sløre billedet af de enkelte landes bidrag til offentlige goder.

Dette gør ikke CAP’en mere enkel, således som det ellers var hensigten. Og i hvert fald slører det billedet mellem de ’nyttige’ penge og de direkte betalinger.

CAP’en skal bidrage til den grønne omstilling
Det er endnu usikkert, hvem der i sidste ende kommer til at træffe beslutning om den nye fælles landbrugspolitik i EU.

Men det er overvejende sandsynligt, at den endelige beslutning skal træffes efter valget, så det bliver en ny landbrugskommissær og et nyt parlament – og formentlig også en række nye nationale ministre og statsledere – der kommer til at gennemføre de sidste forhandlinger.

Derfor er det relevant at stille både nuværende MEP’ere og de nye kandidater til EU-parlamentet overfor en række spørgsmål om den nye CAP.

Vi skal kunne stille dem til regnskab for, hvad de vil med den nye CAP, om de ønsker en ny CAP fokuseret på reelle forbedringer for miljø- og klima og offentlige goder, eller om de igen vil medvirke til en udvanding af Kommissionens udspil i parlamentet.

Samtidig er det også nødvendigt at få sikret nogle forbedringer i forhold til Kommissionens udspil: Det reelle omfang af de nye eco-schemes bliver helt afgørende for, om CAP’en vil kunne levere på de offentlige goder.

Det er positivt, at landene selv skal udforme ordningerne, men det er nødvendigt at stille fælles krav om, hvor stor en del af midlerne i Søjle 1, der skal udbetales via eco-schemes.

Hvis ikke der bliver stillet sådanne krav, så kan man frygte, at mange lande vil minimere omfanget for at tilgodese landmændenes umiddelbare ønske om at få flest mulige penge udbetalt uden ekstra krav.

Kravet kunne for eksempel være 30 procent af midlerne i Søjle 1, svarende til den andel af Søjle 1, som under den nugældende ordning er betinget af ’grønningskravene’.

Endelig vil vi som miljøorganisationer arbejde for, at Danmark sender en stærk strategisk plan og ’eco-schemes’ til godkendelse i Kommissionen.

Danmark er i øjeblikket i gang med en indledende ’SWOT’-analyse vedrørende problemer og udfordringer i landbrugssektoren.

Men udarbejdelse af selve planerne afventer, at vi kommer nærmere en beslutning i EU om rammerne for reformen. På den hjemlige arena vil vi arbejde for:

  • At vi undgår, at reduktionen af det flerårige budget, specielt i Søjle 2, vil medføre svagere budgetter til miljøordningerne. Det afhænger af størrelsen af Danmarks budget til eco-schemes i Søjle 1 og af en eventuel beslutning om overførsel af flere penge til Søjle 2.
  • Under alle omstændigheder ligger det klart, at Danmark står foran meget store udfordringer i forhold til Vandrammedirektivet, NEC-direktivet, krav i Natura2000-direktiverne og FN-aftalen om stop for tab af biodiversitet – alle sammen krav, som skal opfyldes inden for den kommende reformperiode. Desuden er der nye krav i EU’s nye klimamålsætninger – krav som også skal opfyldes hurtigt, og som forventeligt endda vil blive skærpet betydeligt, hvis vi skal opfylde de internationale temperaturmål.
  • At det bliver muligt også at lave éngangskompensationer inden for landdistriktsprogrammet. Det er vigtigt, for at vi, som en del af den ny målrettede regulering, på fornuftig vis kan få jorder ud af drift. Det er nødvendigt for at reducere kulstoftab og øge kulstoflagring i jorden, for at reducere tab at næringsstoffer og for at give naturen den nødvendige ekstra plads.

Vi ved, at mange står klar til at udvande EU-Kommissionens forslag.

Derfor handler det nu om at sætte alle kræfter ind på at fastholde og udbygge EU-Kommissionens gode hensigter, stoppe de huller, der er i forslaget, samt påvirke folketingsmedlemmer og europaparlamentsmedlemmer, så den fælles landbrugspolitik for alvor kan blive en løftestang for klima, natur, miljø og biodiversitet gennem de næste syv år.

Forrige artikel Tænketanken Frej til Lomborg: Bæredygtighed oversimplificeres i fødevaredebatten Tænketanken Frej til Lomborg: Bæredygtighed oversimplificeres i fødevaredebatten Næste artikel Debat: Landbrugsstøtten falder i de forkerte lommer Debat: Landbrugsstøtten falder i de forkerte lommer
Kandidater fra V og S: Det vil vi med landbrugsstøtten

Kandidater fra V og S: Det vil vi med landbrugsstøtten

EU: Socialdemokratiets EU-spidskandidat, Jeppe Kofod, går efter hurtigst muligt at afskaffe landbrugsstøtten og i mellemtiden gøre støtten så grøn som muligt. Venstres EU-kandidat Søren Gade advarer mod, at tiltag som disse kan ramme landbruget hårdt.