Debat

Debat: Inviter hele Danmark med til den gastronomiske jobfest

DEBAT: Antallet af ansatte på danske spisesteder er øget markant, men det er primært i de større byer. Branchen savner politiske ambitioner om at bruge restauranterne som jobskaber i hele landet, skriver Pelle Øby Andersen, direktør hos organisationen Food.

Den gastronomiske jobfest ligner unægteligt en solid politisk vindersag at udbrede til flere egne af Danmark, skriver Pelle Øby Andersen.
Den gastronomiske jobfest ligner unægteligt en solid politisk vindersag at udbrede til flere egne af Danmark, skriver Pelle Øby Andersen.Foto: Colourbox
Kristian Tolbøll
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pelle Øby Andersen
Direktør hos Food Organisation of Denmark

Sanchez, Barabba, Frank, The Silo. Det er blot en håndfuld af de restauranter, der åbner i København i disse uger. I Aarhus er udbuddet af gode restauranter eksploderet de seneste fire år, og i Odense og Aalborg oplever man et sandt boom på restaurantscenen netop nu.

Der er gastronomisk jobfest
De seneste seks år er der i alt åbnet over 1.000 nye spisesteder herhjemme. Det betyder, at der i dag er omkring 16.000 restauranter i Danmark. Fra 2010 til 2016 har erhvervet skabt mere end 10.500 nye arbejdspladser, hvilket gør restaurantbranchen til den største jobskaber herhjemme.

Til sammenligning er der i alt skabt 24.432 nye arbejdspladser i samme periode, hvilket betyder at restauranterne tegner sig for 40 procent af de nye job, der er skabt fra 2010 til 2016, viser tal fra Dansk Erhverv.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Jeg foreslår derfor, at man skaber et rejsehold af madambassadører bestående af dygtige kokke og inspirerende madiværksættere, der tager rundt i landet og hjælper restauranter og spisesteder med at skabe bedre lokale madoplevelser.

Pelle Øby Andersen
Direktør hos Food Organisation of Denmark

Jobfesten har dog potentiale til at blive både større og mere mangfoldig, hvis den får mulighed for at brede sig til hele Danmark.

Politiske tiltag er svære at få øje på
I Hanstholm har tre iværksættere for nyligt bevist, at man sagtens kan skabe en succesfuld, lokalt forankret restaurant så langt væk fra København, man overhovedet kan komme. Morten, Louise og Mai har forvandlet et gammelt, konkursramt cafeteria med udsigt ud over fiskerihavnen til en madbar, der serverer simpel mad udviklet med udgangspunkt i lokalområdets råvarer. Allerede et år efter åbningen har de ansat flere folk end budgetteret for at kunne servicere de mange mennesker, der hver dag gæster i restauranten.

Fakta
Fundamentet har aldrig været stærkere
Aldrig før har danskerne brugt så mange penge på at gå ud og spise.

I 2016 blev der samlet set spist og drukket for 42 milliarder kroner på restauranter, caféer og andre typer af madsteder mod 39 milliarder kroner i 2015, viser tal fra Danmarks Statistik.

For 43 procent af de udenlandske turister er de gode danske spisesteder én af de væsentligste årsager til at vælge Danmark som feriedestination.

Det er sket helt uden støttekroner i ryggen. Faktisk er de politiske tiltag målrettet restauranterhvervet ekstremt svære at få øje på. Det, synes jeg, er mærkeligt. For det ligner unægteligt en solid politisk vindersag at udbrede den gastronomiske jobfest til flere egne af Danmark.  

Jeg foreslår derfor, at man skaber et rejsehold af madambassadører bestående af dygtige kokke og inspirerende madiværksættere, der tager rundt i landet og hjælper restauranter og spisesteder med at skabe bedre lokale madoplevelser. Oplevelser, der fortæller en historie om de produkter og råvarer, der er særegne for den egn, de repræsenterer, og som i sidste ende skaber nye job.

Hvis det kan lade sig gøre at skabe en ny, lokal og succesfuld restaurant i Hanstholm, kan det også lade sig gøre i Tønder, Thyborøn og Tåsinge.

.....

Pelle Øby Andersen er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet. Han er direktør for organisationen FOOD, der er en fødevareorganisation, som har til formål at fremme nordisk mad og gastronomi. Pelle Øby Andersen er tidligere kontorchef i Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pelle Øby Andersen

Direktør, Food
cand.scient.pol (Københavns Uni.)

0:000:00