
Der er følelser i fisk. Stærke følelser og hardcore politik.
Det så vi senest på Naturmødet i fiskeribyen Hirtshals i maj, hvor miljøminister Magnus Heunicke (S) satte gang i en rap-battle mod danske fiskeres brug af bundtrawl. Altinget kunne berette, at fiskerne ikke var helt vilde med “havets minister” efter den kække rap.
Jeg falder let for plat humor, og jeg må tilstå, at jeg synes, den var sjov. Selv om jeg dog ikke var et sekund i tvivl om, da jeg så den på Youtube, at den ville give problemer, sjov eller ej.
Og jeg vidste uden skyggen af tvivl, at fiskerne ville hade den, og det kan jeg sagtens forstå. Det må Heunicke og hans stab jo nok også kunne have regnet ud.
Næsten hver gang, der skal ske noget på fiskeriområdet i Danmark, åbnes en veritabel ordkrig mellem positioner på begge sider. Og der skal snart landes en politisk aftale.
SVM-regeringen fremlagde tilbage i februar sit udspil til fremtidens fiskeripolitik, der fokuserer på grøn omstilling og bæredygtighed. Udspillet indeholder 34 initiativer og skal fremme et mangfoldigt fiskeri med stabile rammevilkår, samtidig med at der tages hensyn til havmiljøet og fiskebestandene.
Konkret foreslår regeringen et forbud mod bundslæbende fiskeri i hele Bælthavet og i dele af det nordlige Kattegat, hvor der er særlige naturværdier. Deraf Heunickes rapstunt om trawlfri i Hirtshals på Naturmødet.
Bundtrawl er en af verdens mest udbredte fiskemetoder, også herhjemme. Fiskerne har, berettiget, været trætte af, at den lønsomme fiskemetode er lagt for had og udråbt som “klimaskurk” senest politisk autoriseret af regeringens fiskeriudspil.*
Fisk er både sunde og klimavenlige fødevarer, men dén har også vist sig svær salgbar i en nation, der godt nok er omgivet af vand og har næsten 9000 kilometer kystlinje. Danskerne vil bare hellere spise pasta bolognese.
Fordi alt, der har med fiskeri at gøre, sætter kog i følelsesgryden, vakte det også postyr, da regeringen i februar besluttede at sætte den netop indførte CO2-afgift på fiskeri pause frem til 2030.
Afgiften var klimavenlig dansk enegang, så dansk fiskeri stod pludselig i en utålelig konkurrencesituation.
Søren Søndergaard
Det var reelt politisk en nødvendig beslutning, der nok krævede en del intern armlægning i regeringen. Derfor det let fjogede forløb med først indførelsen af afgiften til nytår for så to måneder senere at trykke på pauseknappen.
Danmark er en stor fiskerination, og vores fisk er efterspurgte i mange lande. Mange fisk fra fiskeriauktionerne i Hanstholm og Skagen fragtes direkte fra auktionen til for eksempel Spanien.
I dag fylder fiskerierhvervet forsvindende lidt, men vi henter som nation milliarder hjem hvert år på salget af fisk, både til konsum og industri.
Væk er den tid, da den store Esbjerg Havn var fyldt med fiskekuttere, og lugten af fisk hang i den vestjyske havluft.
Nu er der fyldt med havvindmølle-elementer og biler på den tidligere fiskerihavn, der indtil 1970’erne og strømmen af EF-reguleringerne af fiskeriet var fiskerihavnenes konge. Nu er den plads Skagens, en noget mindre, men særdeles succesfuld havn.
Da SVM-regeringen ved årsskiftet som led i regeringens meget grønne klimamål indførte CO2-afgiften på dansk fiskeri, lød der, lige så forståeligt, også et ramaskrig, ikke bare fra fiskeriets organisationer og fiskerne, men også fra brancher og brancheorganisationer med kontakter til fiskere og fiskeriet.
Afgiften var klimavenlig dansk enegang, så dansk fiskeri stod pludselig i en utålelig konkurrencesituation.
Det åbenbarede sig for alverden allerede 28. januar, da Hanstholm Fiskeriauktion, Danmarks største og den største i Nordeuropa, pludselig stod uden fisk. Nul. Ikke én eneste lille skællet fætter.
Selv om januar ikke er den største landingsmåned, var det ikke set i de seneste ti år, og auktionen råbte, forståeligt nok, vagt i gevær.
Udenlandske fiskere havde fravalgt Danmark som landingssted som reaktion på CO2-afgiften.
Det var reelt en ulykke i slow motion. Det var ikke svært at forudse hverken reaktionen eller konsekvenserne. Og krigen gik fluks i gang. På den ene side fiskeriorganisationer, havne og andre på fiskernes og fiskeriets side. På den anden grønne bevægelser, der blandt andet nærmest antydede, at fiskerne overdrev konsekvenserne. At det hele var spin.
Så var balladen i gang igen. Der er følelser i fisk.
En af de mest læste romaner i Danmark er Hans Kirks snart 100 år gamle debutroman, Fiskerne. Den er mere en beretning om menneskers dagligdag og fortrædeligheder og kommunistens opgør med snæversyn og religiøse dogmer, end det er en fiskerifortælling.
Men som bibliotekernes Litteratursiden beskriver det, så udstråler romanen “en fascination og en høj grad af loyalitet overfor fiskernes sammenhold og solidaritetsevne, som er ethvert samfund misundelsesværdigt”.
De, der ikke læste den temmelig tykke bog, så givetvis DR’s tv-serie tilbage i 1977. Det var i monopolets dage, så alle kunne næste dag snakke med hinanden om, at Laust Sand trådte på en giftig fjæsing i forrige aftens afsnit.
Helt op i de her år har både romaner og populære spillefilm såvel fiskeri som landbrug som omdrejningspunkt.
Søren Søndergaard
Danskerne er bevidste om, at vi er rundet af landbrug og fiskeri.
Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer har for eksempel i rapporten Sådan ligger landet for nylig målt sig frem til, at langt over 60 procent af danskerne på tværs af land og by er stolte af landbruget.
Der er en om ikke andet så også ubevidst respekt for det hårde liv, som de, der dyrkede jorden og fangede fiskene, levede, og de udfordringer, de måtte trodse for ikke så forfærdelig mange år siden.
Helt op i de her år har både romaner og populære spillefilm såvel fiskeri som landbrug som omdrejningspunkt, senest Bastarden med Mads Mikkelsen som Ludwig von Kahlen, der i 1700-tallet forsøgte at tvinge heden.
Man må ikke undervurdere litteraturens, film og TV's påvirkning af vores opfattelser. Julekalenderen Jullerup Færgeby har mere end 50 år på bagen, men som enhver havn dengang i 1974 er der skam også en fiskekutter i den hyggelige dukkejulekalender.
For kun to år siden var netop fiskeribyen Hirtshals ramme om den fremragende spillefilm Synkefri, der havde fokus på enkerne efter en fiskekutters og redningsbåden RF2’s dramatiske forlis i havneindsejlingen i 1981, hvor både fiskeri og redningsmandskabet omkom.
Så et politikerrap om bundtrawl i netop Hirtshals er, sjovt eller ej, ikke uproblematisk.
Der ér følelser for fisk og for fiskeriet. Og det gør det ikke lettere for de politiske partier, når der skal landes en politisk aftale, der skal balancere hensynene til klima, grøn omstilling og grøn trepart på den ene side og sikre grundlaget for et lønsomt fiskeri i fremtiden.
*I en tidligere version fremgik det, at fiskeri udleder mindre CO2 end for eksempel produktion af kyllingebryster. Påstanden stammer fra Danmarks Fiskeriforenings kampagne 'Fakta og myter om bundtrawl i dansk fiskeri'. Foreningen har efter en artikel i Information mandag 23. juni, hvor påstanden bliver kritiseret og kaldt 'vildledende', valgt at præcisere kampagnen.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer





















