Det haster at forstå, hvad Danmarks forskellige landskaber bedst kan levere

Med treparten er det forventningen, at 400.000 ud af i alt 2,6 millioner hektar landbrugsareal skal udtages af traditionel drift og tjene andre af ovennævnte formål.

Det er helt afgørende, at der på alle arealer i det åbne land og ikke mindst på de 400.000 hektar under udtagning tænkes multifunktionelt, hvis vi skal nå de mål, der er sat i treparten. Ellers har vi slet ikke plads nok.

Så langt, så godt. At opnå flere formål på samme areal lyder måske banalt i manges ører. Men det er det af flere årsager ikke!

Geologien, jordtyperne, topografien, nedbørsforholdene, afstrømningsforholdene, naturforholdene og meget andet varierer markant mellem landsdele og ofte over korte afstande.

Landskaberne egner sig dermed til noget forskelligt og rummer i forskellig grad vigtige kvaliteter, som er vigtige at bevare og bygge videre på.

De naturgivne forhold og den historiske udvikling af mange områder er dermed vigtige at have kortlagt og arbejde klogt videre med.

Heldigvis er der dog nogle oplagte synergigevinster at hente i bestemte typer områder.

Tom Heron
Adm. direktør, Seges Innovation

Det stiller ret store krav til det faglige grundlag for arbejdet i treparterne og kan være vanskeligt at få skabt inden for den korte tid, der er til rådighed i første omgang.

Desuden viser talrige erfaringer, at det tilføjer kompleksitet til opgaven, når der skal kombineres hensyn fra forskellige sektorer, samtænkes regulering og støttesystemer, kombineres fagviden på tværs, sikres lokal forankring og engageres bredere interessentkredse.

Og det er præcis en sådan kompleks opgave, som kommunerne er sat i spidsen for i de 23 lokale treparter, der skal udmønte målene i treparten.

I tillæg til ovennævnte kompleksitet opererer de lokale treparter under et heftigt tidspres med stramme deadlines. En solid skitse til fordelingen af arealanvendelsen fremover skal ligge fast inden udgangen af 2025.

Ærmerne er smøget op, og der arbejdes hårdt i samtlige 23 lokale treparter på at få udtaget de rigtige jorder, få fastlagt de optimale anvendelser af disse, tænkt multifunktion i forhold til alle arealer, drøftet økonomi, aktørskab og meget andet.

Heldigvis er der dog nogle oplagte synergigevinster at hente i bestemte typer områder.

Zoomer man ind på de lavtliggende områder, heriblandt ådalene, så vil man se, at der er et klart sammenfald imellem, hvor disse jorde er, og hvor der ofte er kulstofrige jorde.

Her kan det gavne klimaet at holde jordene våde, så de ikke oxiderer og frigiver CO2 til atmosfæren. Det var en gevinst.

I samme type område er der ofte gode muligheder for at bruge arealet til midlertidigt at opmagasinere eller parkere store vandmængder i meget våde perioder med ekstremnedbør og skybrud.

Når vi på den måde udjævner ekstremafstrømning, så kan vi forebygge oversvømmelse af de byer, der ligger nedstrøms. Det var endnu en gevinst.

Ved at tage områder som de lavtliggende ud af traditionel landbrugsdrift med gødning og planteværn mindskes risikoen for udvaskning – også til gavn for vandmiljøet – og hermed høstes endnu en gevinst.

Værdifuld natur og rig biodiversitet findes også ofte netop langs med vandløb og i de lavtliggende ådale.

Så her vil udtagning og naturforvaltning give den største biodiversitetsgevinst, hvis levesteder med sårbare og sjældne arter prioriteres først, idet det er her, der er mest at miste.

Denne prioritering går i naturforvaltningen under betegnelsen “Brandmandens lov”, og der er bred enighed om, at loven er den sikreste vej til en langsigtet, omkostningseffektiv naturbeskyttelse.

Simpelthen, fordi det er langt billigere og hurtigere at undgå tab af arter fra et eksisterende levested, end det er at genskabe et tilsvarende levested med hele den mangfoldighed, som hører til.

Forebyggelse er bedre og billigere end helbredelse. Det var således en fjerde gevinst.

Det er en betragtelig del af de arealer, hvor der i dag dyrkes korn, raps, kartofler, majs eller andre afgrøder.

Tom Heron
Adm. direktør, Seges Innovation

Og der er faktisk endnu en gevinst, der kan høstes i disse områder, hvis muligheden vel at mærke indtænkes.

I ådale og lignende kan borgerne i Danmark glæde sig over, at vi også kan få flere områder med høj rekreativ værdi, hvis der skabes gode adgangsforhold for offentligheden.

Hvis man i omlægningen af arealanvendelsen i Danmark følger de lave konjunkturer i landskabet og laver korridorer og sammenhænge mellem disse jorde for at tilgodese alle fem ovennævnte behov på de samme arealer, så vil vi som samfund hurtigere kunne komme i mål med udmøntning af flere af kravene i blandt andet den grønne trepart og andre myndighedskrav.

15 procent af den jord, der i dag dyrkes, skal udtages ifølge krav fra trepartsaftalen. Det svarer til 400.000 hektar. Det er en betragtelig del af de arealer, hvor der i dag dyrkes korn, raps, kartofler, majs eller andre afgrøder.

Derfor er det tilsvarende vigtigt, at de højere liggende og ikke-vandlidende jorde i vores lille land reserveres til netop det, som de er allermest effektive til, nemlig dyrkning af råvarer til fødevarer og foder til husdyr.

Det er ambitiøst. Men hvis vi arbejder intenst på innovation, forædling, sortsudvikling og dyrkningsteknikker, så vurderer jeg, at det er realistisk, at Danmark på relativt kort sigt kan lykkes med at skabe den samme volumen planteproduktion på de 85 procent, der er tilbage som jord, hvor der fortsat må ske planteavl på.