Dyrenes Beskyttelse: Halekupering dækker over dårlig dyrevelfærd

Af Birgitte Damm
Dyrlæge, ph.d. i dyrs adfærdsbiologi, Dyrenes Beskyttelse

Sante F, som er EU-Kommissionens kontrolenhed, har kritiseret, at 98,5 procent af de danske grise halekuperes trods EU's forbud mod rutinemæssig halekupering.

Dyrenes Beskyttelse appellerer til myndigheder, dyrlæger og erhverv om at ændre praksis i overensstemmelse med EU-kontrollens indskærpelse. Det provokerer landmand Knud Jeppesen, fordi ”grisene ikke forstår EU-forordninger om, at de ikke må lege med hinandens haler.”

Det var næppe hensigten, men Knud Jeppesens indlæg demonstrerer, hvorfor EU-Kommissionen i disse år skruer bissen på, når det gælder den vidt udbredte halekupering.

Millioner af års evolution er blevet til en iboende natur hos grisen, som ikke forsvinder, fordi formålet set fra menneskets perspektiv nu er et kort liv i stalden og en snarlig død på slagteriet.

Birgitte Damm
Dyrlæge, ph.d. i dyrs adfærdsbiologi, Dyrenes Beskyttelse

Nej, grise forstår selvfølgelig ikke EU-forordninger, men de er levende væsner, som vi i EU har besluttet skal have en minimumsbeskyttelse gennem lovgivning. Det er nødvendigt, for at grisene kan få anstændige liv, og derfor skal lovgivningen også overholdes.

I EU er man blevet enige om, at grise som udgangspunkt skal have deres hale. Halen er nemlig den vigtigste velfærdsindikator hos grise, som en gruppe af eksperter, der rådgiver EU-Kommissionen (EFSA), har udtrykt det. Halen skal simpelthen bruges til løbende at vurdere, hvordan grisene har det, og så nytter det ikke at klippe halvdelen af, straks grisen er født.

Halekuperingen strider imod idéen om fair konkurrence i EU, imod almindelig retsbevidsthed og ikke mindst imod den aftalte beskyttelse af grisenes velfærd. Det kan ikke fortsætte.

Birgitte Damm
Dyrlæge, ph.d. i dyrs adfærdsbiologi, Dyrenes Beskyttelse

Halebid er et stress-symptom
Når grise bliver stressede, særligt i form af ikke at have noget at undersøge og rode i, kombineret med alt for lidt plads, reagerer de ligesom mennesker og andre dyr med ændret adfærd. Når det bliver rigtig slemt, reagerer de med egentlige adfærdsforstyrrelser, hyppigst i form af halebid.

Det er naturligvis et problem. For dyrene såvel som svineproducenten. Det er derfor, man har fundet på den smarte udvej at klippe halen. Det må man godt, men ifølge EU's lovgivning kun hvis det kan dokumenteres, at der reelt er et halebidsproblem, og det er den sidste udvej, efter man har gjort tiltag til at undgå halebid på andre måder.

Lovgivningen afspejler selvfølgelig det urimelige i at klippe grisene til, så de passer til produktionssystemet uden at gøre det mindste for at tilpasse systemet til grisene.

Det er vigtigt at forstå, at halebid er en uspecifik stressreaktion. Man kan tænke på det som et kar, der fyldes op. I dette tilfælde fyldes karret med stress. Alle mulige former for stress (for lidt plads, intet at rode i, men også eksempelvis træk, dårlig luft, sygdom eller problemer med foder og vand). Til sidst bliver det for meget, karret flyder over, og man har halebidsproblemet.

Det er netop derfor, halen er sådan en fin indikator for, om grisene har det godt. Er der halebid, skal situationen straks undersøges, og problemet afhjælpes.

Men det er ikke tankegangen i den industrielle svineproduktion. Her er pladstildelingen cirka 0,65 kvadratmeter til svin på 100 kilo og beskæftigelsen et par træstykker til deling mellem 20 dyr. Det er både indlysende og veldokumenteret, at det ikke er plads og ressourcer nok til, at de intelligente dyr kan få opfyldt deres naturlige behov.

Det ved man godt i svineproduktionen. Det er jo derfor, man klipper halen, for det er man nødt til, når karret helt forudsigeligt fyldes op med store mængder af systematisk påført stress.

500 millioner haler er fejet ind under gulvtæppet
Halebid er ikke, som Knud Jeppesen fremstiller det, et spørgsmål om, at grise overskudsagtigt leger med hinandens haler, og at man gør grisene en tjeneste ved at klippe halen kort efter fødsel, underforstået at de da bare kan lege med noget andet.

Nej, det handler om, at man har et produktionssystem, hvor man fjerner den bedste velfærdsindikator hos grise allerede fra starten, fordi den senere vil vise problemer med leveforholdene, som man ikke er indstillet på at ændre.

Siden direktivet blev indført i 1996, er over 500 millioner danske grisehaler på den måde fejet ind under gulvtæppet for at dække over dårlige forhold i staldene.

EU-Kommissionen kom for to år siden med guidelines til, hvordan man overholder forbuddet mod rutinemæssig halekupering og blandt andet gennem forbedring af grisenes forhold kan minimere risikoen for halebid hos grise med haler. Disse guidelines beskriver de helt basale sammenhænge, som det desværre er nødvendigt at forklare igen og igen.

Grise er intelligente og nysgerrige dyr, der er udviklet til konstant at undersøge og lagre viden om deres omgivelser. Det har været nødvendigt for deres forfader vildsvinet, der skulle bruge information til at overleve. Millioner af års evolution er blevet til en iboende natur hos grisen, som ikke forsvinder, fordi formålet set fra menneskets perspektiv nu er et kort liv i stalden og en snarlig død på slagteriet. Det er derfor, de har brug for noget at beskæftige sig med og plads at bevæge sig på.

Halebid forekommer også i økologien, hvor grisene har mere plads og mere halm, indvender den moderne landmand Knud Jeppesen. Ja, det gør det, men ved at behandle grisene bedre kan det lade sig gøre at holde dem med hele haler og halebid hos få grise, hvis problemer man søger hurtigt at få afhjulpet.

Helt modsat det blodbad af halebid, eller rettere sagt forventningen derom, som bevirker, at alle grisene i den industrielle produktion får klippet halerne fra starten.

I velfærdsproduktionerne har man blandt andet givet grisene mere plads og noget mere udfordrende at rode i. Det betyder ikke, at der er garanti for, at der aldrig nogensinde opstår nogen former for stress i velfærdsproduktionerne. Det kan der selvfølgelig godt gøre.

Men fordi grisene har deres hale – altså den bedste velfærdsindikator hos grise – er der mulighed for at opdage det og gøre noget ved det. Igen i modsætning til den industrielle produktion, hvor den bedste indikator for, hvordan grisene har det, er kraftigt kuperet.

Dansk svineproduktion konkurrenceforvrider ved at halekupere
Dansk svineproduktion er en storindustri, og 90 procent af kødet eksporteres. Det sker i konkurrence med andre lande.

Desværre udkonkurrerer Danmark lande som Finland og Sverige, der overholder det fælles forbud mod rutinemæssig halekupering og i stedet giver grisene halm og mere plads. Forhold, der minder om Aarhus Universitets resultater, som viste, at 150 gram halm per dyr per dag og 1,2 kvadratmeter plads nedsætter risikoen for halebid lige så meget, som halekuperingen gør.

Fra et biologisk synspunkt er det ikke meget at forlange til et 100 kilo tungt dyr. Men det er selvfølgelig svært for svenskerne at klare sig, når et land som Danmark nøjes med 0,65 kvadratmeter og ingen eller meget lidt halm. Af samme grund har svenskerne klaget i EU-systemet, ligesom Dyrenes Beskyttelse også har gjort det, over den manglende efterlevelse af EU's forbud mod rutinemæssig halekupering.

Halekuperingen strider imod idéen om fair konkurrence i EU, imod almindelig retsbevidsthed og ikke mindst imod den aftalte beskyttelse af grisenes velfærd. Det kan ikke fortsætte.