Dyrenes Beskyttelse: I 30 år har vi svigtet grisene. Der skal handles nu

Historien taler sit eget sprog

I torsdags var fødevareminister Jacob Jensen (V) kaldt i samråd af SF, Alternativet og Enhedslisten, hvor han skulle svare på, hvordan han forholdt sig til den kritiske rapport. Og det virkede desværre ikke til, at grisene kan se frem til forbedringer.

Historien taler sit eget tydelig sprog. Den siddende minister er ikke den første til at svigte ansvaret for dyrevelfærdsloven og for at passe på grisene. Men det er Jacob Jensen, der sidder med ministeransvaret nu.

Og det er også ham, der nu sidder med en dugfrisk og yderst alarmerende rapport fra sine egne rådgivere. En rapport, der må og skal handles på.

Ministeren plejer at fremhæve den politiske dyrevelfærdsaftale fra 2024, når lyset rettes mod lidelser i dyreindustrierne, og dette samråd var ingen undtagelse. Men aftalen er desværre som et plaster på en pulsåreblødning.

Fiksering af søer, halekupering, ekstrem avl og et pladskrav på sølle 0,65 kvadratmeter for et svin på 100 kilo er nogle af de områder, som Det Dyreetiske Råd retter skarp kritik af. Ingen af delene løses i dyrevelfærdsaftalen.

Det ligner godt nok, at erhvervsøkonomiske interesser vægter tungere end dyrevelfærdsloven og hensynet til dyrene.

Birgitte Iversen Damm og Thomas Søby
Hhv. chefkonsulent og chef for politik, natur og dyrevelfærd

Snak uden handling

I årtier har området været præget af arbejdsgrupper, undersøgelser og frivillige mål, som ikke bliver indfriet. Dyrevelfærdsaftalen følger samme opskrift.

Masser af snak, mens grisenes lidelser fortsætter. For grisene ser både dyrevelfærdsaftalen og dyrevelfærdsloven knap ud til at være det papir værd, som den er skrevet på.

Ministeren har i et svar til Folketinget i 2023 meddelt, at dyrevelfærdsloven altid gælder, og erhvervsøkonomiske interesser kan ikke tilsidesætte dette.

Det er et interessant svar, når man sammenholder med, hvad der sker i praksis.

For det er naturligvis netop de økonomiske interesser, der presser dyrevelfærden i bund. Et eksempel er rutinemæssig halekupering, som har været forbudt i over 30 år.

Alligevel halekuperes over 95 procent af grisene som symptombehandling, så grisene ikke bider hinandens haler til blods som stressreaktion på de uanstændige forhold.

Det Dyreetiske Råd konstaterer med rette, at det hverken kan overlades til erhvervet selv eller til forbrugere og markedskræfter at løse problemerne i svineproduktionen.

Det er lovgivning og ikke mindst håndhævelsen af den, der må gøre det.

Det er til trods for, at man i dyrevelfærdsaftalen har medtaget erhvervets seneste påfund om at betale svineproducenter for ikke at klippe halen af grisene.

Vi taler altså om, at svineproducenter, der vælger at følge loven, bliver betalt for det.

Årtiers svigt

Det ligner godt nok, at erhvervsøkonomiske interesser vægter tungere end dyrevelfærdsloven og hensynet til dyrene.

Mon ikke vi er mange, der gerne vil betales for ikke at gå over for rødt? Eller hvad med en skilling for ikke at køre for stærkt?

Jacob Jensen har selv sagt, at han ser sig som landbrugets hjælperytter.

Men med det Dyreetiske Råds rapport må det være tid til tage en tørn for grisene, der ikke har andet end modvind i deres korte liv og i dyrevelfærdsloven har krav på at blive skærmet af den ansvarlige minister.

Efter årtiers manglende håndhævelse af dyreværns- og siden dyrevelfærdsloven er der nok at tage fat på.

Det Dyreetiske Råd har derfor i deres rapport måttet begrænse sig til “udvalgte udfordringer i den konventionelle produktion” og udpeget “avl, opstaldning og operative indgreb”, som de mest presserende problemer at løse.

Hertil lyder rapportens konklusioner, at:

• Rådet finder det ikke acceptabelt, at avlen alene tilgodeser menneskers interesser.
• Rådet finder det ikke acceptabelt, at søer fikseres omkring faring og dermed frarøves muligheden for fri bevægelse og naturlig redebygningsadfærd.
• Rådet finder ikke de gældende minimumskrav til plads og berigelse for slagtesvin acceptable.
• Rådet finder det ikke acceptabelt, at man vælger at klippe halen af grisen for at kompensere for de ringe forhold i staldene.

Brug for en totalrenovering

Avlen, fiksering af søer, plads og halekupering er alle fire forhold, der er kraftigt medvirkende til, at Danmark producerer grise meget billigt og udkonkurrer lande, som undlader at halekupere og som giver grise mere plads og halm.

Det gør samtidig Danmark til det europæiske land som med afstand har den mest intensive svineproduktion.

Mere end fem grise per indbyggere har vi her til lands – omkring fire gange så meget som andenpladsen Holland, der har 1,3 grise per indbygger.

De fire førnævnte forhold er hjørnestenene i den danske svinefabrik, og fjernede man bare en af stenene, ville det få bygningen til at vakle.

Men i virkeligheden er der brug for en totalrenovering i form af et landbrug med respekt for dyr, natur, klima og miljø.

Ministeren havde ikke tegningerne til totalrenoveringen med på samrådet, meget langt fra endda. Der var faktisk ikke engang udsigt til, at dyrevelfærdsloven kommer til at gælde for grise.

Det var ellers et godt sted at starte her i det mest svinetætte lande i Europa.