Er god mad i skolen en menneskeret?

Af Bent Egberg Mikkelsen
Professor i ernæring og offentlig mad på Aalborg Universitet

Mad på skolen er igen kommet på dagsordenen med de længere skoledage, der fulgte med skolereformen. Men det skal være på andre præmisser end dem, der gælder i resten af samfundet: Hensynet til sundhed og maddannelse skal sættes højt.

Det synspunkt er en gruppe af eksperter med speciale i ernæring, menneskerettigheder og mad på skolen nu kommet med i det anerkendte tidsskrift for folkesundhed og ernæring Public Health Nutrition.

Mad i skolerne
Menneskerettigheder og internationale politiske dokumenter er normalt ikke noget, der bringes i spil i relation til børns læring og spisning på skolen. Men måske skulle vi se nærmere på, hvad regeringerne rent faktisk er blevet enige om at anbefale, når det gælder om at sætte normer for mad og madlæring på skolen.

I vores undersøgelse har vi lært, at menneskerettigheder og internationale politikker i sagens natur er hensigtserklæringer, men at menneskerettighederne sagtens kan bringes i spil i forhold til konkrete sammenhænge som i for eksempel en skole. Og faktisk står der en hel del i disse dokumenter om netop mad, spisning og sundhed på skolen.

Forældrebestyrelsers muligheder
For tiden går diskussionen om, hvorvidt forældrebestyrelser har hjemmel til at forbyde bestemte typer af indhold i madpakkerne.

Børnekonventionens paragraf 24.2 stk c siger, at børn har ret til tilstrækkelig og nærende mad, og konventionen slår fast, at regeringerne har pligt til at stille vejledning til rådighed for forældre og andre, der har den primære omsorg for barnet, så de kan varetage deres opdragelses- og dannelsesopgaver (paragraf 3.3).

Der er ikke meget tvivl om, at myndighederne er på rimelig sikker grund, når det gælder om at vedtage og bruge mad- og måltidspolitikker til for eksempel at forsøge at regulere sukkerindtaget blandt børnene. 

Bent Egberg Mikkelsen
Professor i ernæring og offentlig mad

I samme paragraf stykke fire står, at staterne skal tage forholdsregler, der sikrer, at alle grupper i samfundet, særligt forældre og børn, oplyses om og har adgang til undervisning og støttes i brugen af grundlæggende viden om børns sundhed og ernæring.

Materiel bistand
Konventionens paragraf 27.3 siger endvidere, at staten har pligt til at bistå forældre og andre med ansvar for barnet med at sikre de levevilkår, der er nødvendige for barnets udvikling og efter behov yde materiel bistand og udarbejde støtteprogrammer, især med hensyn til ernæring, beklædning og bolig.

Denne paragraf har således betydning både for samfundets pligt til at vejlede forældre, men også for institutioner for børn og deres ansvar og pligter.

For de offentligt drevne velfærdsinstitutioner er ordlyden ganske direkte. Konventionen siger nemlig, at ”Institutioner, tilbud og faciliteter, der har ansvar for børn som for eksempel dagtilbud og skoler, skal overholde de standarder, der er nedfældet af de kompetente myndigheder”.

Det betyder for eksempel, at man uden videre kan forvente, at den offentlige mad i børnehaven følger anbefalingerne for, hvordan sunde måltider i daginstitutioner eller skolen skal sammensættes. Anbefalingerne er udarbejdet af Fødevarestyrelsen.

Måltidspolitikker 
Der er ikke meget tvivl om, at myndighederne er på rimelig sikker grund, når det gælder om at vedtage og bruge mad- og måltidspolitikker til for eksempel at forsøge at regulere sukkerindtaget blandt børnene. Eller når det gælder om at indføre institutions- eller skoleordninger for frugt. De danske skoler, vuggestuer og dagtilbud har da også efterhånden mere end ti års erfaringer med at bruge mad- og måltidspolitikker, der er tilpasset den enkelte institution som et virksomt politisk instrument.

Ser vi på andre områder af samfundslivet, som for eksempel rettigheder for særlige grupper i samfundet, så fungerer menneskerettighederne på den måde, at de på lang sigt er med til at sætte normen for, hvilke regler der bør gælde på et givet område i samfundet, og for hvordan disse regler omsættes i den daglige praksis.

I vores undersøgelse konkluderer vi, at der er en lang række erklæringer, der faktisk støtter op om ideen om, at skolen skal være et særligt beskyttet sted, når vi taler børns spisning og ernæring. Og som kan bruges, når der skal formuleres politikker, der sætter konkrete rammer for måltidstilbuddene til børn og unge i velfærdsforplejningen.

Og det sidste er jo ikke uinteressant for de mange forældrebestyrelser, skole- og madfolk, der for tiden diskuterer, hvordan danske skolebørn skal spise i fremtiden, og hvordan vi skal indrette mad- og måltidspolitikkerne med hensyn til for eksempel sukker, kager, sodavand og lignende.

Bent Egberg Mikkelsen har udgivet en artikel om emnet i tidsskriftet Public Health Nutrition i juni sammen med flere andre forfattere. De øvrige forfattere er Vivian Barnekow, tidligere medarbejder i WHO’s Europakontor og nu konsulent i international public health, Kaia Engesveen fra WHO’s hovedkontor og Thorsten Afflerbach fra Europarådet.