Debat

Fiskeri-rådgiver: Kameradokumentation kan fjerne den politiske spændetrøje for fiskeriet

Når et fartøj dokumenterer sit fiskeri ved anvendelse af kameradokumentation, forsvinder begrundelserne for det virvar af regler og kontroller, der skal minimere udsmid, skriver Mogens Schou.

Giv de fiskere, der frivilligt dokumenterer, at de afregner alle fangster et kvotetillæg, der svarer til ”normalt udsmid,” skriver Mogens Schou. 
Giv de fiskere, der frivilligt dokumenterer, at de afregner alle fangster et kvotetillæg, der svarer til ”normalt udsmid,” skriver Mogens Schou. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mogens Schou
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da EU's fælles fiskeripolitik blev i etableret i 1983 tog det politiske system retten til at bestemme, hvordan fiskerne skulle fiske. Hvilke redskaber de måtte bruge, tid og sted på havet, og hvilke fangster, der måtte landes eller skulle udsmides.

Regler og kontrol voksede frem. Resultatet: "De fleste fiskebestande er nedfisket. Europæisk fiskeri nedbryder sin egen økologiske og økonomiske basis, og de fleste fartøjer har en lav indtjening eller taber penge.” Sådan lød Europakommissionens egen tilståelse i grønbogen, 2009.

Op til reformen af Den Fælles Fiskeripolitik lancerede regering og folketing princippet om 'fangstkvoter', hvor alle fangster tæller på kvoten i modsætning til de gældende 'landingskvoter', hvor kun fisk, der blev landet i havnen talte.

Folketinget skrev blandt andet til Europakommissionen, at ”der på EU-niveau bør indføres en incitamentsstruktur, således at fartøjer, der fisker mere selektivt, uden discard og med færre uønskede bifangster kan opnå fordele i form af større selvforvaltning og større kvoter. En frivillig fangstkvoteordning vil reelt fjerne incitamentet til udsmid, og valget af selektive fangstredskaber vil være en naturlig konsekvens af fiskerens interesse i at opnå det økonomisk mest fordelagtige udbytte af fiskeriet.”

Omfattende kontrol

Fra 2009-2015 gennemførte Danmark sammen med Storbritannien storskalaforsøg med fuld kvoteafregning og kameradokumentation af de totale fangster. Forsøget påviste tankegangens holdbarhed og fordelene for de fiskere, der minimerer uønskede fangster og spild.

Ansvaret for at afregne alle fangster er nu fiskernes

Mogens Schou
Partner, AquaMind

Fiskerireformen fulgte i vidt omfang det danske oplæg. Den fik fuld effekt i 2019, og ansvaret for at afregne alle fangster er nu fiskernes.

Men spændetrøjen af detaljerede og modstridende regler sidder der stadig, og forordningens krav om fangstdokumentation er ikke sat i værk.

Resultatet er med Europakommissionens egne ord, ”en dårlig gennemførelse af ordningen og udbredt mangel på overholdelse af reglerne.” Desværre har dårlige beslutninger en tendens til at følge hinanden; i stedet for at skabe den nødvendige frihed, arbejder EU institutionerne nu for mere kontrol.

Kontrol er en nødvendig og vigtig del af fiskeripolitikken, men den skal ses i sammenhæng med den førte politik. Behovet for en omfattende kontrolindsats er ofte et resultat af dårlig forvaltning. Det kan regeringen gøre noget ved.

Ligesom Danmark satte sit præg på reformens indhold, kan regering og folketing gøre meget for, at reformen fungerer. Danmark er en stor fiskerination og den danske fiskeriministers ord tæller i Bruxelles.

Opskriften på en løsning følger det danske indspil til reformarbejdet, og den er, modsat den forvaltning, der finder sted i dag, i overensstemmelse med reformens jura.

Kameradokumentation

Giv de fiskere, der frivilligt dokumenterer, at de afregner alle fangster et kvotetillæg, der svarer til ”normalt udsmid.” Den mulighed er tilstede i EU-reglerne, men Ministerrådet har valgt at uddele præmien til alle fiskere, uanset om de udsmider eller ej.

I stedet for at skabe den nødvendige frihed, arbejder EU-institutionerne nu for mere kontrol

Mogens Schou
Partner, AquaMind

Det er en politik, der freder de medlemslande og fiskere, der ikke gør en indsats for at udnytte fiskebestandene på en forsvarlig måde.

Når et fartøj dokumenterer sit fiskeri, for eksempel ved anvendelse af kameradokumentation, som vist i denne YouTube, så forsvinder tillige begrundelserne for det virvar af regler og kontroller, der skal minimere udsmid.

Fjern reglerne for fiskeredskabers udformning og begrænsningerne for kapacitet i fiskerflåden. Fjern reglen om, at undermålsfisk skal landes, men ikke må sælges til konsum.

At bortskaffe undermålere som affald, som ministeriet anbefalede ved ordningens indførelse, er en invitation til at udsmide fisken, inden den tæller på kvoten og landes i havnen.

Kontrolsystemet kan omlægges og væsentligt simplificeres for de fartøjer, der vælger at dokumentere deres fiskeri. Det har ministeriet tidligere regnet på. Støv resultaterne af, og se kameramonitering som en anden måde at dokumentere fiskeriet på, i stedet for som et ekstra kontrollag.

Tvangsregulering

Incitamenterne i form af øgede kvoter og frihed vil være langt mere kraftfulde i forhold til målet om en optimal udnyttelse af fiskebestandene end den tvangsregulering, vi har set fejle i 40 år.

Modellen er afprøvet gennem en årrække i EU's lovgivning, og i 2018 indhentede Europa-Parlamentet en forskningsanalyse, som vurderede, at ”kombinationen af kvotetillæg og frit redskabsvalg for fartøjer med fuld fangstdokumentation var den mest passende og kost effektive måde at gennemføre fiskerireformen på.”

Tidligere minister Rasmus Prehn afviste i 2022 at arbejde for, at kvotetillægget bliver forbeholdt de fiskere, der ikke udsmider, da han forventede, at det ville møde modstand blandt andre medlemslande. Det kan man vist kalde en defensiv begrundelse.

Læs også

Spørgsmålet er om sagen er værd at gøre en politisk indsats for. Det bør Fiskeriminister Jacob Jensen tage stilling til.

Danmark var med til at tegne reformen af fiskeripolitikken; har vores nuværende minister et fiskeripolitisk projekt, så bør det være at få den til at fungere. EU er til at tale med, men det kræver en indsats på politisk niveau.

Næste deadline er december 2023, hvor Ministerrådet skal fastsætte fiskekvoter for 2024. Vil Ministerrådet igen præmiere udsmid, eller har Danmark stadig en stemme, der matcher betydningen af vores erhverv?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

0:000:00