3F: Med ny miljøafgift skal ansatte fiskere betale for at passe deres arbejde

Ord som torskegilde, skatteål og nytårstorsk har fået en ny, meget konkret og uretfærdig betydning for de fiskere, der er ansat på danske fiskeskibe.
Som ansat fisker får man nemlig løn i form af en part af indtægterne fra den fangst, et fiskeskib kan bringe i land, og det skærer en miljøafgift, der træder i kraft fra 1. januar, store bidder af.
Den nye, ekstra og grønne miljøafgift på fiskeskibes brændstof bliver nemlig trukket fra værdien af fangsten. Det betyder, at ansatte fiskere nu kommer til at betale en del af miljøafgiften i form af mindre løn.
Det er en dybt uretfærdig form for torskegilde, man udsætter danske fiskere for, og samtidig står fiskeskipperne til at få en form for kompensation for miljøafgiften.
Fiskeriet kan flytte til nabolande
Som det ser ud nu, bliver kompensationen alene udbetalt til virksomhederne uden tanke på, at lønmodtagerne har betalt en del af miljøafgiften.
Det gør ordningen tredobbelt problematisk. For så trækkes lønmodtagerne i løn for at hjælpe med at betale en afgift, som staten pålægger arbejdsgiverne, imens arbejdsgiverne samtidig får en økonomisk håndsrækning fra staten som delvis kompensation.
Oven i kommer det tredje problem, som har bragt hele fiskeribranchen i oprør. For ingen af vores nabolande har en tilsvarende afgift.
Afgiften er en fejl, der straffer et erhverv, der fremskaffer de grønneste fødevarer, man kan få.
Karsten Kristensen
Næstformand og forhandlingssekretær, Fiskeriet i 3F Transport
Og det betyder, at dele af fiskeriet med fordel kan flytte til fremmede havne, hvor der kan tankes op til lavere pris og tjenes det samme på fisken.
I 3F Transport håber vi, at vi kan ændre på tingenes tilstand.
Landets fiskere skal ikke til uretfærdigt torskegilde og betale miljøafgifter for fiskeskibenes brændstof uden at få del i kompensationen, imens gode danske job og indtægter forsvinder i havet.
I 3F Transport er vi enige med arbejdsgiverne i fiskeribranchen om, at afgiften bør droppes helt.
Ikke fordi vi er imod miljøafgifter, men fordi vi er enige med arbejdsgiverne i, at der endnu ikke er noget alternativ til dieselolie som brændstof på fiskeskibe.
Skibene kan ikke sejle på batterier med grøn strøm, og der findes endnu ikke brugbare, grønne alternativer som Power-to-X. Derfor mener vi, at afgiften er en fejl, der straffer et erhverv, der fremskaffer de grønneste fødevarer, man kan få.
Friskfanget fisk er jo ikke skyld i udledning af gylle, og fisk er ikke skyld i udslip af CO2 fra opvarmede staldbygninger eller foder, der skal dyrkes og transporteres til Danmark.
Derfor virker den her afgift på fiskeriet både modsat og uretfærdig.
Det rammer lønmodtagerne
Det er vi i dialog med både fødevareminister og skatteminister samt de respektive ministeriers embedsfolk om. Her må vi fra 3F Transport desværre påpege det ekstra problem, der ligger i, at lønmodtagerne bliver udsat for et ekstra torskegilde, der har karakter af årets nytårstorsk.
For hvordan kan det gå til, at man laver afgørende om på skatte- og afgiftssystemet uden at tænke over, hvordan det rammer lønmodtagerne?
Det kan jo ikke være meningen, at ansatte fiskere skal betale dieselafgift for at passe deres arbejde.
Karsten Kristensen
Næstformand og forhandlingssekretær, Fiskeriet i 3F Transport
Hvis ikke afgiften bliver droppet, bør den planlagte kompensationsordning i det mindste laves på en måde, der kommer både arbejdsgivere og ansatte til gavn.
Det kan jo ikke være meningen, at ansatte fiskere skal betale dieselafgift for at passe deres arbejde.
Her er de seks argumenter, 3F Transport forsøger at vinde gehør for. Vi håber på en ordentlig løsning, inden danske job i fiskeriet går i fisk.
CO2-afgiftens mål om at finde alternativt brændstof er ikke en mulighed i fiskeriet.
Alternative brændstoffer, som kan anvendes i fiskeriet, findes ikke.
CO2-afgiften koster konkurrenceevne. CO2-afgiften koster arbejdspladser – både i fiskeriet og i de tilknyttede erhverv.
Merudgifter kan ikke pålægges varerne, da priser bestemmes på auktion. Lønmodtageres løn bliver mindre ved indførelse af CO2-afgift. Kompensationsordninger er ikke gennemsigtige.
- Støjbergs nye ordfører langer ud efter landbruget: "Selv om dyr skal på tallerkenen, skal de have et godt liv"
- Nogle af landets største svineproducenter slipper udenom EU-kontrol med dyrevelfærd
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Moderaterne svarer igen: Vi vil ikke lade landbruget skrive drejebogen for grisene
- Livet på landet er den nye slagmark














