Debat

Fiskeriforening: Minister blæser ulovlig udsmid af fisk ud af proportioner

DEBAT: Krav om kameraovervågning i dansk fiskeri indføres på baggrund af virkelighedsfjern talgymnastik, der blæser ulovlig udsmid af fisk ud af proportioner, skriver Danmarks Fiskeriforening.

 Man ser spøgelser, hvis man mener, at der skulle være et stort problem med ulovlig udsmidning af fisk i dansk fiskeri, skriver, Danmarks Fiskeriforenings bestyrelse.
 Man ser spøgelser, hvis man mener, at der skulle være et stort problem med ulovlig udsmidning af fisk i dansk fiskeri, skriver, Danmarks Fiskeriforenings bestyrelse.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Danmarks Fiskeriforenings bestyrelse

En gruppe fiskere er i disse dage meget frustreret.

Med god grund. For 15 udvalgte har netop fået et brev fra Fiskeristyrelsen, hvor de bliver bedt om at installere kamera på deres fiskefartøj.

Fiskeriminister Mogens Jensen (S) har nemlig besluttet, at der skal indføres kameraovervågning i fiskeriet i Kattegat.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det skal sikre, at danske fiskere overholder den såkaldte landingspligt, der kort fortalt forbyder danske fiskere at smide undermålsfisk – i dette tilfælde små torsk - over bord.

Godt trætte af mistænkeliggørelse
Fiskeriministeren er desværre af den overbevisning, at vi fiskere ikke spiller efter reglerne og i stor stil smider undermålstorsk over bord for at undgå at afskrive dem på vores kvoter.

Den mistænkeliggørelse er vi rigtig godt trætte af i dansk fiskeri. For der er tale om en omgang udokumenteret vrøvl, og man skal være mere end bare almindelig kreativ for at se, at der er et problem her og tilmed kræve kamera.

Danmarks Fiskeriforenings bestyrelse

For os er der nemlig bedre forretning i at lande fisk over mindstemålet, da de kan sælges til en højere pris.

Den mistænkeliggørelse er vi rigtig godt trætte af i dansk fiskeri. For der er tale om en omgang udokumenteret vrøvl, og man skal være mere end bare almindelig kreativ for at se, at der er et problem her og tilmed kræve kamera.

Blæst ud af proportioner
Sagen er den, at Fiskeristyrelsen og DTU Aquas undersøgelser viser, at der i hvert træk i gennemsnit fanges cirka fire kilo torsk.

Ud af de fire kilo torsk er der et kilo undermålstorsk. Og det er det ene kilo torsk, der har udløst kravet om kameraovervågning.

Bevares – det lyder af meget, når 25 procent af fangsten af den pågældende art er undermålsfisk, men selv om det ikke betyder, at fisken nødvendigvis bliver smidt ud, så er det den høje procent, som fiskeriministeren skeler til, når han argumenterer for kameraovervågning.

Men i praksis er det altså meget små mængder, vi taler om. Man ser spøgelser, hvis man mener, der skulle være et stort problem med ulovlig discard. For man kan i sagens natur ikke discarde fisk, der ikke bliver fanget.

Regulering skal udspringe af faktiske forhold
I det her tilfælde giver det altså ikke mening at se på andelen af undermålsfisk i procent. Det giver et helt fejlagtigt indtryk af, hvordan fiskeriet ser ud i virkeligheden, og det skaber et problem, der ikke er der.

Vi mener, at den regulering, der vedtages i Danmark, skal udspringe af de faktiske forhold ude i virkeligheden. Og her er det altså vigtigt at slå fast, at fordi et enkelt tal kan ligne et problem i et regneark, er det ikke nødvendigvis tilfældet i virkeligheden.

I fiskeriet vil vi gerne erkende, at landingspligten volder problemer. Og vi mener selvfølgelig også, at det var bedre, at der slet ikke var undermålsfisk i vores fangster, men det kan ikke undgås.

Mister modet
Vi vil gerne samarbejde med regeringen og myndighederne om at løse de problemer, der måtte være og på den baggrund skabe bæredygtig udvikling i erhvervet.

Vi har ovenikøbet fået EU-støtte til at ansætte en rådgiver, som skal hjælpe os og fiskerne med at få løst de praktiske vanskeligheder forbundet med landingspligt.

Men vi mister simpelthen modet, når myndigheder og regeringen ikke forholder sig sagligt til problemets omfang. I stedet for at drøfte problemets omfang med erhvervet valgte regeringen hen over hovedet på erhvervet den ultimative kontrolløsning.

Læs også

En løsning, som man udmærket vidste, der er stor modstand mod i fiskerierhvervet. Overvågning rimer ikke på tillid.

Og vi synes, der er god grund til modstanden. For kameraovervågningen er en mistænkeliggørelse af hele fiskerierhvervet.

Samtidig er det enormt indgribende for den enkelte fisker at blive overvåget på sin arbejdsplads. Og ikke blot arbejdsplads – for mange fiskere er fartøjet ”det andet hjem”.

Nulstil processen
Vi tror, de fleste danskere er helt enige i, at det ikke er rart at have et kamera i nakken, når man udfører sit arbejde. Myndigheder og politikere lader til at være af den overbevisning, at man sagtens kan videoovervåge fiskeriet uden, at man overhovedet får fiskerne at se.

Det har vi for det første svært ved at forestille mig. Dernæst er fiskeriverdenen forholdsvis lille, og de fleste fartøjer er tomandsfartøjer. Så det vil i realiteten være meget let at finde frem til, hvilke personer optagelserne vedrører. Og det er set med vores øjne et helt uproportionalt indgreb, når problemet ikke er større.

Derfor er vores klare opfordring til regeringen og Folketingets partier, at vi sammen nulstiller den her proces.

Lad os starte med en dialog om, hvad det er for et problem, man vil løse, og lad os drøfte, hvordan man kan indrette fiskerikontrollen proportionalt sådan, at danske fiskere ikke kommer til at betale en meget høj pris for en meget begrænset kontrolmæssig gevinst.

Sådan tror vi, vi kan finde en løsning, der både kan understøtte efterlevelse af landingspligten, og samtidig respekterer den enkelte fiskers rettigheder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00