Fiskeriforeningen om ny havstrategi: Fiskeriets påvirkning af havbunden overestimeres

Af Henrik S. Lund, Sofie S. Mathiesen og Svend-Erik Andersen
Hhv. havbiolog, biolog og formand for Danmarks Fiskeriforening

Miljøministeriet har netop haft et udkast til Danmarks Havstrategi II i høring. Strategien skal sikre en dansk implementering af EU’s havstrategidirektiv, som har det overordnede formål at opnå eller opretholde god miljøtilstand i havmiljøet.

Der skal ikke herske tvivl om, at dansk fiskeri helt grundlæggende støtter formålet med havstrategien.

Der er ikke mange erhverv, der er så afhængige af havmiljøet, som fiskeriet er. Ændringer i havtemperaturen, påvirkninger af økosystemer som følge af for eksempel forurening og støj har indflydelse på fiskebestande og fiskepladser og mærkes øjeblikkeligt i fiskeriet.

Den positive udvikling i sælbestandene skaber store udfordringer i ikke mindst Østersøen. Etablering af havvindmølleparker, olieboringer påvirker ikke kun det lille havområde, hvor de fysisk etableres, men har indflydelse på livet i det omkringliggende hav. Plastik og anden forurening fra al menneskelig aktivitet støder vi dagligt på i farvandene omkring Danmark. Invasive arter som sortmundet kutling og Stillehavsøsters kommer hertil og påvirker vores økosystem.

Der er i fiskeriet ingen tvivl om, at vi kan gøre det bedre for at beskytte vores havmiljø.

Af udkastet til Danmarks Havstrategi II står det klart, at der stadig mangler et bredt funderet vidensgrundlag, og at målet for 2020 simpelthen er urealistisk

Henrik S. Lund, Sofie S. Mathiesen og Svend-Erik Andersen
Danmarks Fiskeriforening

Videnskabeligt fundament
Med vedtagelsen af EU’s Havstrategi fra 2008 forpligtede EU’s medlemslande sig til at sikre god miljøtilstand i deres farvande inden 2020. Det var samtidig fastlagt, at det var op til det enkelte medlemsland at definere, hvad ’god’ miljøtilstand er i et givent havområde.

Det er ikke nogen let opgave, medlemslandene har givet sig selv gennem EU-samarbejdet – især når man tænker på, hvor forskellige økosystemer og arter der skal tages hensyn til.

Så hvordan skal EU-lande som Danmark nå i mål med EU’s havstrategi – vel at mærke baseret på god forvaltningsskik?

Det kan der helt sikkert være mange bud på, men det bærende fundament for at nå i mål må være velfunderet data, tilstrækkelig viden om havområdernes miljøtilstand samt den konkrete effekt, diverse forvaltningstiltag vil have i forhold til at nå det ønskede miljømål.

Af udkastet til Danmarks Havstrategi II står det klart, at der stadig mangler et bredt funderet vidensgrundlag, og at målet for 2020 simpelthen er urealistisk – medmindre man vil acceptere implementeringen af forvaltningstiltag på et uoplyst grundlag, der i sidste ende kan have uforudsete konsekvenser for både havmiljøet og erhverv som fiskeriet, der udnytter havets ressourcer. 

Samarbejde på tværs af landegrænser
De danske fiskere er helt afhængige af, at fiskebestandene, men også EU-farvandene, forvaltes bæredygtigt, så der er nogle fisk at fiske på. Men fisk og for fiskeriet interessante arter er ikke stationære. De flytter sig i havene og kender ikke til farvandsgrænser.

De enkelte landes havstrategi kan ikke betragtes isoleret, men skal ses i sammenhæng. Vi kan gøre nok så meget i Danmark, men det vil ikke have effekt, hvis de øvrige lande prioriterer modsat eller har et anderledes ambitionsniveau.

Store dele af dansk fiskeri finder sted i farvande eller på fiskebestande, der ikke er under Danmarks forvaltningsansvar. Fiskeriet er altså ikke kun afhængige af den danske tilgang til forvaltning, men i lige så høj grad også vores nabolandes tilgange, hvorfor et samarbejde er helt nødvendigt.

Når det kommer til at sikre en bæredygtig forvaltning i udpegede havstrategiområder, er det derfor også nødvendigt at samarbejde på tværs af landegrænser for at sikre sig:

1. en klar definition af, hvad ’god’ miljøtilstand i et givent økosystem er,
2. hvilke forvaltningstiltag giver mest mening, særligt vigtigt for grænsekrydsende arter, og
3. at ansvaret for implementeringen af forvaltningstiltag ikke pålægger medlemslandene forskellige økonomiske omkostninger og virker konkurrenceforvridende for de erhverv, der bruger havet hver eneste dag.

Fiskeridødelighed viser ikke bestandenes udvikling
Det danske udkast til Havstrategi II opstiller fiskebestandenes tilstand som ’god’ eller ’ikke god’. Det sker ud fra en vurdering af udviklingen i fiskeridødeligheden (det vil sige, hvor meget fiskeriet påvirker de enkelte fiskebestande) og udviklingen i fiskebestandenes gydebiomasse.

Denne anskuelse kan kritiseres af flere grunde. Fiskeridødelighed kan ikke fastlægges præcist, men kun som et estimat. Og derfor bør fiskeridødeligheden, som der i Havstrategi II lægges op til, ikke være defineret som et punkt. For et sådant punkt kan aldrig rammes på en måde, der giver mening.

Først og fremmest fordi det ikke er noget, vi kan styre alene her i Danmark. Vi kan gøre nok så meget for at beskytte fiskebestande, men det hjælper ikke noget, hvis ikke alle de lande, som påvirker bestanden, direkte eller indirekte, samarbejder.

Samtidig er det sådan i dag, at fiskedødeligheden for flere bestande er på så lavt et niveau, at fiskeriets indflydelse på bestandsudviklingen er minimal – det er den ”naturlige” dødelighed, for eksempel fisk, der æder fisk, og sæler, der æder fisk i økosystemet, som har den reelle betydning for bestandenes udvikling.

Hvis man alligevel ønsker at bruge fiskeridødelighed i betragtninger om fiskeriets påvirkning af bestandenes udvikling, så bør man ikke stirre sig blind på et fast punkt – i stedet skal man arbejde med et interval omkring punktet. Så er der også plads til naturens variation fra år til år.

Vi kan gøre det bedre
I forhold til gydebiomassen vil en bestand, som har vist en konstant vækst gennem en årrække, men som endnu ikke er større, end hvad Det Internationale Havforskningsråd (ICES) synes, gydebiomassen skal være, ifølge havstrategien give et ”rødt” signal (’ikke god’).

Biologisk set er det bestandens størrelse, der siger noget om tilstanden, mens fiskeridødeligheden har indflydelse på bestandens udvikling på længere sigt.

Den fiskeridødelighed, der lægges til grund for en kvotefastsættelse, er normalt den, hvor man kan høste den største mængde over tid. Nogle gange kommer den realiserede fiskeridødelighed dog til at ligge højere end forventet, da det er naturen, man arbejder med, og der er utallige variabler, hvilket så automatisk resulterer i, at bestanden ender ud som rød, selvom den faktisk ikke har det dårligt.

Vurderingen af en tilstand giver bedre mening, hvis den indeholder en beskrivelse af udviklingen. Udvælgelsen af arter spiller også en afgørende rolle for den samlede vurdering, og i et meget kaotisk biologisk system vil der altid være nogle arter, som ikke klarer sig så godt i en periode.

Hvis det er en forudsætning, at alle de valgte arter skal være ”grønne” på begge parametre, så vil der aldrig kunne opnås en god tilstand. Slet ikke hvis man samtidig udelukkes muligheden for at tage hensyn til den faktiske udvikling i bestandene.

De arter, hvor der ikke foreligger brugbare data, bør ikke medtages i oversigten. De siger faktisk ikke noget om tilstanden i havet, men muligvis noget om tilstanden i forskningen og forvaltningen. Den antydede underliggende hentydning til, at når data er ukendt, så er der nok noget galt, er ikke anvendelig på nogen måde.

Fiskeriets påvirkning af den danske havbund overestimeres
I udkastet til havstrategi findes også en opgørelse af påvirkningen af havbunden i Nordsøen inklusive Kattegat. Ifølge opgørelsen er det estimeret, at 85,1 procent af Nordsøen påvirkes af fiskeri.

Dette tal er alt for stort og misvisende. Opgørelsen bygger på anvendelse af VMS-data fra fiskeriet, der sætter en position hver time eller hver anden, afhængig af land, og så analyseres dette på baggrund af kvadrater på fire gange fire kilometer.

Hvis der findes fiskeriaktiviteter i det 16 kvadratkilometer store område, er kvadratet befisket. Dette giver på ingen måde et retvisende billede af dansk fiskeri og slet ikke påvirkningen med bundslæbende redskaber.

Men det medfører en voldsom overestimering af fiskeriets påvirkning af havbunden. Og det fører tilbage til erhvervets krav om, at havstrategien ikke blot skal bygge på et solidt videnskabeligt fundament – den skal også baseres på god forvaltningsskik.

Disse kommentarer har været en del af Danmarks Fiskeriforenings bidrag til Danmarks Havstrategi II. Vi vil en havstrategi, som kan sikre, at Danmark yder vores bidrag til at sikre det havmiljø, som er så essentiel for fiskeriets hverdag.

Hertil skal alle bidrage – også fiskeriet – men det skal være baseret på et solidt vidensbaseret grundlag og god forvaltningsskik, og det burde ikke være så svært her i 2019. Fiskeriet bidrager i hvert fald gerne – for vi fortjener alle et sundt havmiljø.