Forskere: Udledninger fra landbruget er en stor barriere for at blive klimaneutrale i 2050

Efter COP26-mødet i november vil vi have en bedre idé om, hvor meget og hvor hurtigt det globale samfund er parat til at begrænse drivhusgasemissioner.

Men der er et andet møde i år, som sikkert også kommer til at præge den internationale dagsorden: COP15-mødet om biodiversitet. Der er international konsensus om, at der er en biodiversitetskrise af samme størrelsesorden som klimakrisen.

Landbrugets andel udgør en stadigt stigende andel af de danske drivhusgas-emissioner og er i fremtiden en signifikant barriere for at nå 2050-målet om kulstofneutralitet.

Nick Hutchings og Tommy Dalgaard
Hhv. seniorforsker og professor, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

I begge tilfælde spiller landbruget en signifikant (klima) eller dominant (biodiversitet) rolle.

Internationale aftaler er afgørende
Den politiske dagsorden og bindende traktater vedrørende landbrugets miljøpåvirkning bestemmes hovedsageligt uden for riget − i FN og EU.

Trods en beskeden størrelse, og takket aktiv deltagelse i diverse FN og EU organer, har Danmark været i stand til at præge den internationale dagsorden. Men når man har indgået en bindende aftale, som på klima, er det afgørende spørgsmål til syvende og sidst, hvordan landet kan overholde sine forpligtelser.

Omfattende klima- og biodiversitetsdagsordener er allerede afspejlet i nationale politikker omkring reduktion i drivhusgasemissioner- og effekter fra landbrugets tab af nitrat, fosfor og ammoniak på natur og miljø.

Landbrugets andel udgør en stadigt stigende andel af de danske drivhusgasemissioner og er i fremtiden en signifikant barriere for at nå 2050-målet om kulstofneutralitet.

I hvilken grad miljøteknologier på langt sigt vil kunne bidrage til en drivhusgasreduktion er ret usikkert, men 50-80 procent er et realistisk bud, hvilket leder til, at der for at nå de fastsatte mål derudover behøves enten en mærkbar reduktion i landbrugsproduktionen, et krav om betydelig kulstofbinding - eller en blanding af begge dele.

Biodiversitetskrisen koster
De nuværende krav under EU's vandrammedirektiv presser allerede landbruget. Hvis de internationale bevægelser til at begrænse biodiversitetstab bærer frugt, kan effekten på landbruget blive betydelig.

Målene for drivhusgasemissioner og biodiversitet vil nok kræve, at mere jord bliver udtaget fra landbrugsdrift; spørgsmålet er kun hvor meget? Og hvor? Og til hvilket andet formål?

Nick Hutchings og Tommy Dalgaard
Hhv. seniorforsker og professor, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

Cirka 60 procent af Danmarks areal dyrkes som landbrug og dertil kommer det areal, der forbruges til importeret foder fra især Sydamerika.

Da de mest omkostningseffektive nitrat-, ammoniak- og fosforvirkemidler allerede er taget i brug, kan man forvente, at nye biodiversitetskrav vil ændre landbrugsaktiviteter radikalt over de kommende årtier.

Land sparing eller sharing?
En balance mellem landbruget og andre økosystemtjenester (herunder biodiversitet) kan opnås på to måder: land sparing (land-reservation) og land sharing (land-integration).

I forbindelse med land sparing er dele af landskabet afsat næsten udelukkende til landbrug, som dyrkes intensivt. Den høje produktion på denne andel betyder, at andre landskabsdele kan frigøres til øvrige økosystemtjenester med lidt - eller slet ingen - landbrugsproduktion.

I forbindelse med land sharing forvaltes hele landskabet derimod med fødevareproduktion og andre økosystemtjenester som samtidige mål på den samlede flade. I sin Farm to Fork-strategi har EU hovedsageligt valgt en land share tilgang, ved at udpege økologiske og agro-økologiske jordbrug som virkemidler.

Spørgsmålet er, om de vil være tilstrækkelige til at opnå de nuværende og fremtidige klima- og biodiversitetsmål. Drivhusgasemissioner per kilo økologiske og konventionelle produkter er nogenlunde ens, og en række teknologiske virkemidler vil formodentlig være uacceptable i økologiske landbrug.

Der er en biodiversitetsgevinst med økologiske og agro-økologiske jordbrug, men er det nok? Målene for drivhusgasemissioner og biodiversitet vil nok kræve, at mere jord bliver udtaget fra landbrugsdrift; spørgsmålet er kun hvor meget? Og hvor? Og til hvilket andet formål?

Der er også muligheder i klima- og biodiversitetskrisen
I løbet af den seneste generation er bedriftstørrelsen allerede steget betydeligt. Da miljøteknologier normalt er mere omkostningseffektive jo større bedriften er, kan man forvente, at denne tendens vil accelerere.

Beskæftigelsen per hektar er mindre på større bedrifter end på de små, og en øget mekanisering og automation vil ske i takt med udviklingen i robotter og sensorer. Derved formindskes landbrugets problemer med at skaffe arbejdskraft, men udviklingen vil bidrage yderligere til en folkevandring væk fra landdistrikterne.

Der vil dog bestemt også være muligheder i klima- og biodiversitetskrisen. En kulstofneutral industri er nødt til at finde bæredygtige alternativer til oliebaserede råstoffer, og med nødvendigheden af at binde mere kulstof i form af kuldioxid fra atmosfæren kan landbaserede løsninger som for eksempel biochar til jorden og skovrejsning være gode valg.

Den største kendte ukendte
En af de største jokere i spillet er, i hvilket omfang syntetisk kød og mælk eller andre proteinprodukter kommer til at konkurrere med det traditionelle landbrug. For tiden investerer private selskaber verden over store ressourcer i at udvikle nye produktionsteknologier, og det er formodentligt kun et spørgsmål om, hvornår de starter masseproduktion.

Der et behov for scenarier for arealanvendelser, som vil gøre det både muligt og ønskeligt for flere folk at bo og arbejde i landdistrikterne.

Nick Hutchings og Tommy Dalgaard
Hhv. seniorforsker og professor, Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

Sådanne fødevarer vil sandsynligvis være mere miljøvenlige, mindre jordkrævende og på længere sigt billigere end traditionel husdyrproduktion. Det er muligt, at de nye fødevarer bliver mødt med skepsis af de europæiske forbrugere, men man skal huske at en stadig større del af fremtidens efterspørgsel vil komme fra lande uden for den vestlige verden.

Her kunne skepsis vedrørende de nye fødevarer måske opvejes af velbegrundede bekymringer omkring fødevaresikkerheden fra deres nuværende landbrug.

I et politisk miljø domineret af krav til klima- og biodiversitet kunne syntetiske, animalske produkter, sammen med en øget vegetarisme, frigøre betydelige arealer til anden arealanvendelse end landbrug - og på længere sigt gøre den intensive husdyrproduktion, som vi kender den i dag, urentabel.

Valget mellem pest eller kolera
Internationale aftaler og et flertal af vælgerne presser på for en mere klima- og naturvenlig politik, og det forventes, at landbruget er en væsentlig medspiller. Til trods for at landbruget i dag bidrager med en mindre del af den danske økonomi end tidligere, er erhvervet vigtigt for landdistrikterne og eksporten.

Regeringens plan A har hidtil været at støtte teknologier rettet mod reduktioner i landbrugets drivhusgasemissioner og at udpege et forholdsvis begrænset lavbundsareal til udtagning fra landbrugsproduktionen.

Regeringens seneste udspil på området byder på det samme men i et større omfang. Problemet er, at plan A er følsom over for nye udviklinger, såsom af de nævnte syntetiske, animalske produkter, og udviklingen heraf vil reducere afkastet fra investeringer i miljøteknologier i den traditionelle husdyrproduktion.

Truslen er stor nok til, at der er behov for en plan B. Plan B kunne være samtidige investeringer i den syntetiske animalske produktion, og i det hele taget plantebaserede alternativer, på trods af, at det på sigt vil true den eksisterende husdyrproduktion.

Dette er nødvendigt for at undgå en situation, hvor frygten for at miste den nuværende produktion er anledning til en fatal mangel på investering i fremtidens teknologier. Det vil herunder være nødvendigt at udvikle mekanismer til at forhindre, at plan B's eksistens ikke i sig selv truer plan A ved at skræmme landmænd og banker fra at investere i miljøteknologier.

Plan B er en forsikring mod en fejlagtig plan A - men det omvendte gælder også! Uanset om plan A eller B bærer frugt, er der et behov for scenarier for arealanvendelser, som vil gøre det både muligt og ønskeligt for flere folk at bo og arbejde i landdistrikterne; især i en situation, hvor landdistrikterne i en mindre grad domineres af landbruget, men også åbnes op for andre udviklingsmuligheder og goder til gavn for lokalbefolkningen.