Debat

GMO-skræk har alvorlige konsekvenser

DEBAT: Vi skal være åbne over for GMO, skriver formanden for Jordbrugsakademikerne, Kirsten Holst. Hun opfordrer til seriøs og faglig debat.
Formanden for Jordsbrugsakademikerne, Kirsten Holst, vil gerne sparke mere gang i debatten om GMO-fødevarer.
Formanden for Jordsbrugsakademikerne, Kirsten Holst, vil gerne sparke mere gang i debatten om GMO-fødevarer. Foto: Claus Boesen, Media press
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kirsten Holst
Formand for Jordbrugsakademikerne  

Lad os tale om mulighederne. Vi kan løse en del af verdens fødevaremangel, og vi vil kunne købe sund og sikker mad med de egenskaber, vi efterspørger, til en fornuftig pris - men vi tør ikke.

Danmarks Indsamlingen 2009 blev en succes, og der var tænkt meget på, hvordan pengene bedst vil gøre gavn. Men penge er ikke nok. Når det drejer sig om sult, skal vi også være åbne for at lade GMO-teknologierne vise deres potentiale. Det handler om at tro på, at vi kan og at turde snakke åbent om mulighederne ved at benytte GMO. Vi kan være med til at redde millioner af menneskeliv og sikre afrikanere bedre chance for at begrænse sulten. Det handler om holdninger.

Hjælp til Afrika
Det ville virkelig gøre en forskel for de sultende i Afrika at udvikle nye fødevarer. Afgrøder, der kan dyrkes under vanskelige forhold, og tåle klimaforandringer. Det skal samtidig være fødevarer, der er tilgængelige og billige for alle. Det er en stor udfordring, men der vil være mulighed for at nå målet ved at anvende GMO-teknikker. Danmark har ekspertise til at finde løsninger, som fremmer en bæredygtig fødevareproduktion - også i Afrika.

Jeg vil opfordre til, at vi lægger fordommene på hylden, så vi åbent kan tale om, hvad vi er utrygge ved. Hvis alle kommer ud af busken, kan vi få en seriøs og faglig debat om, hvilke muligheder ved GMO som vi kan og vil udnytte.

Kirsten Holst
Formand, Jordbrugsakademikerne

Danskere er utrygge ved madvarer med GMO. Vi har hørt om farlige eksempler og om GMO, der kun er udviklet, så producenterne kan bruge flere pesticider til skade for naturen. Vi kan ikke se fordelen for os. Men GMO er andet og mere end det. Vi har vi brug for mere viden, så vi kan vurdere fordele og ulemper ved GMO. Jeg vil opfordre til, at vi lægger fordommene på hylden, så vi åbent kan tale om, hvad vi er utrygge ved. Hvis alle kommer ud af busken, kan vi få en seriøs og faglig debat om, hvilke muligheder ved GMO som vi kan og vil udnytte.

GMO-varer er her allerede
Vi kan ikke lukke øjnene for GMO. Genmodificerede varer står allerede på hylderne. GMO er som teknologi så kraftfuld for fødeproduktionen, som internettet er for kommunikationen. Vi har kun set et lille hjørne af, hvad det kan byde på. Vi kan ikke bare sige nej tak.

En fornuftig og åben dialog mellem forbrugere og fagfolk kan sikre, at udviklingen af fremtidige GMO-produkter opfylder de sikkerhedsmæssige krav, vi stiller til den mad, vi vil spise, og til de planter vi vil acceptere i naturen.

Vi har brug for en kvalificeret debat på et solidt fagligt grundlag for at give forbrugerne mulighed for et reelt valg på et oplyst grundlag.

Dokumentation
Jordbrugsakademikerne organiserer jordbrugsakademikerne, som er en bred faggruppe af eksperter inden for blandt andet landbrug, havebrug, skovbrug, landskabsforvaltning, økonomi, planlægning, bioteknologi og global fødevareproduktion.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00