Handelsaftalen skal være global

Jeg undrer mig over, hvorfor politikere, landbruget og industrien har så travlt med at komme videre med forhandlingerne om et fælles amerikansk og europæisk frihandelsmarked (TTIP).

Hvorfor slår man ikke koldt vand i blodet og bruger krudtet på at få en global handelsaftale? En aftale, som ville have langt flere positive effekter.

God energi ud af WTO-mødet på Bali
Jeg deltog i WTO-ministerrådsmødet på Bali som repræsentant for Mellemfolkeligt Samvirke. Jeg var glad for, at der her kom en aftale, til trods for at der kan stilles spørgsmålstegn, ved hvorvidt aftalen vil gøre en reel positiv forskel for verdens fattigste. EU og USA var ikke villige til at gå på kompromis med deres landbrugsstøtte, og derfor er aftalens indhold begrænset. Min glæde over aftalen skyldes, at det var positivt, at verdens ledere blev enige om en global aftale i den multilaterale organisation WTO - det er ikke set tidligere.

For verdens fattigste lande er multilaterale aftaler i WTO klart at foretrække frem for bilaterale aftaler, hvor der typisk er et meget ulige magtforhold, som skader de fattige lande. En multilateral aftale er dog ikke kun at foretrække for ulandene, men også for EU og USA.

Behov for globale spilleregler
Vi lever i en global verden, og der er i den grad behov for globale spilleregler for, hvordan man handler, og hvordan man sikrer, at handel skaber bæredygtig udvikling. Derfor er det også meget vigtigt for Mellemfolkeligt Samvirke, at der i WTO findes en juridisk bindende domstol, hvor man kan afgøre handelspolitiske tvister, når sådanne opstår. Det er unikt ved WTO, at man har en juridisk bindende domstol. Man kan være uenig med flere af domstolens afgørelser, men domstolen bidrager til ordnede handelspolitiske forhold, og fungerer som ventil i forhold til potentielt spirende handelskrige.

Det er unikt, at USA støtter op om en international organisation, som er juridisk forpligtende - det skal man værne om. Derfor er det også helt forkert, at man opretter et organ i TTIP, hvor virksomheder kan fremsætte potentielle tvister med stater eller andre aktører. Det såkaldte "Investor-to-State-Dispute-Settlement"-organ (ISDS) under TTIP kan underminere den juridiske domstol under WTO, hvilket vil være meget uheldigt.

For verdens fattigste lande er multilaterale aftaler i WTO klart at foretrække frem for bilaterale aftaler, hvor der typisk er et meget ulige magtforhold, som skader de fattige lande. En multilateral aftale er dog ikke kun at foretrække for ulandene, men også for EU og USA.

Nils Brøgger Jakobsen
Kampagne- og politikchef i Mellemfolkeligt Samvirke

Landbrug er nøglen til global aftale
På baggrund af WTO-ministerrådsmødet på Bali tror jeg, at man kan få en ambitiøs aftale i WTO, hvis landene prioriterer det og er villige til konkret at forhandle og gå på kompromis. Landbrug er nøglen, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at få gang i WTO-forhandlingerne. Det kræver, at EU og USA er villige til at gå på kompromis med deres landbrugsstøtteordninger, som til stadighed resulterer i meget ulige handelsvilkår, som udviklingslandene helt berettiget ikke vil acceptere. Det er muligt at nå en global og ambitiøs multilateral aftale i WTO, men TTIP-forhandlinger fjerner p.t. fokus.

TTIP som "stepping stone" eller "stumbling stone" for en WTO-aftale
Nogle vil argumentere for, at TTIP er en "stepping stone" i forhold til, at man kan lave en aftale i WTO. EU's kommissær Maros Sefcovic har således sagt til EUObserver: "Hvis amerikanerne og europæerne bliver enige om standarder for et givent produkt, så bliver det automatisk en verdensstandard".

Denne logik baserer sig dog på en global forståelse, som tilhører 1990'erne. Verden er i dag en anden, og man får ikke længere resten af landene i WTO til at stemme for et forslag, bare fordi EU og USA er enige. Den handelspolitiske magt bevæger sig i disse år hastigt fra EU og USA til særligt de nye BRIKS-lande.

Hvis man forsøger at videreføre den måde, man lavede handelspolitiske aftaler på i midt-90'erne, så får man ingen aftale i WTO. På den måde er TTIP i højere grad en potentiel "stumbling stone" for WTO. EU og USA burde acceptere, at verden er en anden: Frem for at etablere TTIP som modsvar til BRIKS-landenes forøgede magt, burde de samarbejde med WTO om at lave nogle globale retningslinjer, som bidrager til udvikling, og svarer på de udfordringer kloden står over for hvad angår bæredygtig udvikling.

Hvad sker der med EU og USA's handelsaftaler med udviklingslandene?
Foruden at skabe usikkerhed om WTO's fremtid er det usikkert, hvad TTIP betyder for de præferentielle handelsaftaler, som både EU og USA har med en række udviklingslande. Verdens 48 fattigste lande har for eksempel fri toldmæssig adgang til EU for alle deres varer, med undtagelse af våben. Hvad vil der ske med denne aftale og lignende, hvis EU og USA laver et fælles marked? Spørgsmålene ved TTIP er mange, men først fremmest bør der stilles spørgsmålstegn ved, hvorfor man prioriterer det bilaterale spor, frem for at få en global aftale i WTO.