Jørgen Grønnegård: Er tiden inde til at behandle landbruget som alle andre erhverv?

Netværk af regler

For Landbrugsministeriet af 1896 var længe erhvervets ministerium. Der var en tæt relation mellem landbrugets organisationer, Folketinget og specielt Venstre og så Landbrugsministeriet.

Det afspejlede landbrugets status som landets hovederhverv. Det var derfor ikke helt ved siden af, at Børge Outze, Informations daværende chefredaktør, for år tilbage beskrev relationen mellem erhverv og myndighed som drevet af et særlige snoretræk mellem Axelborg og Landbrugsministeriet.

Der er sket meget siden. Først og fremmest i erhvervet selv. Landbruget er ikke længere landets hovederhverv, og produktionen af landbrugs- og fødevarer er koncentreret på få og store enheder.

Det udløser spændinger. Det viste valgkampen, hvor grisenes kår der blev et af de store temaer.

Jørgen Grønnegård Christensen

Der er parallelt sket noget andet. Reguleringen af landbruget har ændret karakter. Den er ekstremt tæt. Nutidens bønder er spundet ind i et netværk af regler og tilskudsordninger.

Nogle skal støtte erhvervet. Andre skal beskytte forbrugerne. Atter andre skal sikre dyrevelfærden og miljøet.

Og opgaverne er fordelt mellem to ministerier med tilhørende styrelser og en talstærk skare af biologer, dyrlæger og jurister.

Ja, oven over alting svæver EU, som både yder tilskud og sætter sin del af de regler, der skal beskytte bønder, dyr, forbrugere og natur.

Det udløser spændinger. Det viste valgkampen, hvor grisenes kår der blev et af de store temaer.

Og for at det ikke skulle være løgn offentliggjorde Statsrevisorerne midt under regeringsforhandlingerne "en skarp kritik" af Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri under Fødevareministeriet og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø under Ministeriet for Grøn Trepart.

Skarpe reaktioner

Kritikpunkterne er mange, men lader sig koge sammen til Rigsrevisionens konstatering af, at de to myndigheders tilsyn med griseavlen ikke er specielt tæt og systematisk, og at myndighedernes sanktionering af overtrædelse af reglerne gennemgående er mild, idet den ikke bruger de midler, som lovgivningen giver dem i form af forbud, påbud og politianmeldelser.

Styrelserne henholder sig for deres vedkommende til, at deres tilsyn er dialogbaseret og derfor bruger information og vejledning som vigtige instrumenter i kontrollen.

Kunne det være i både landets og landbrugets interesse, at landbrugs- og fødevareerhvervene blev behandlet som alle andre erhverv?

Jørgen Grønnegård Christensen

Revisionsberetningen udløste på stedet skarpe reaktioner. En af dem kom fra Christian Fromberg, der er politisk kampagneleder i Greenpeace. Han ville ganske enkelt lukke Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Det kan man trække på skuldrene af, for det er den automatreaktion, man kan forvente fra en ret rabiat græsrodsorganisation. Og dog.

Hans pointe er, at ministeriet i dag på en og samme tid varetager flere og ofte modsatrettede interesser.

Han overser her, at opgaven til dels ligger hos Ministeriet for Grøn Trepart, der er arvtager i forhold til både Fødevareministeriet og Miljøministeriet.

Ikke desto mindre er det værd at forfølge hans tanke med tre opfølgende spørgsmål.

Behandlet som andre erhverv

For det første, kunne det være i både landets og landbrugets interesse, at landbrugs- og fødevareerhvervene blev behandlet som alle andre erhverv?

Hvorfor skal de have deres eget ministerium? Kunne den erhvervsretlige og erhvervsøkonomiske regulering ikke med fordel ligge hos Erhvervsministeriet, som regulerer alle andre erhverv?

Og kunne det ikke bryde den magtposition, som erhvervet på forbløffende vis har formået at fastholde?

For det andet, bygger reguleringen af landbrugs- og fødevareerhvervene på en ultrakompleks blanding af EU- og national støtte, EU- og national regulering. Så kan man gøre noget for at forenkle den?

Hvad der rejser spørgsmålet: Kan det ske uden en urealistisk EU-reform?

Det er selvskadende adfærd at optræde som et agrarindustrielt kompleks. Tiden er ikke til det.

Jørgen Grønnegård Christensen

For det tredje, bør de tilsynsførende ikke gå hårdere frem, således som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne indirekte foreslår?

Det kan man ud fra et lov-og-orden-synspunkt mene, men erfaringen siger, at et dialogbaseret tilsyn slet ikke er så ineffektivt endda.

Det benytter man også på andre områder, men det kæver selvfølgelig et medspil fra dem, tilsynet er rettet imod.

Landbrug & Fødevarer og dets specialorganisationer med de meget få og store producenter, der er tilbage, har her en politisk-pædagogisk opgave, som det bør være i stand til at løfte.

Det er selvskadende adfærd at optræde som et agrarindustrielt kompleks. Tiden er ikke til det.