I dag giver Minkkommissionen sit svar på et stort principielt spørgsmål

Denne torsdag klokken 11 vil Christiansborg futte af i politisk ballade. Oppositionen vil sætte gang i et nøje forberedt angreb, og statsministeren vil køre videre med det mindst ligeså velarrangerede forsvar, hun allerede er i fuld gang med. For da afleverer Minkkommissionen sin rapport til Folketingets granskningsudvalg, og klokken 13 får offentligheden den at se.

Men ud over det potentielt eksplosive politiske forløb, som på forhånd fremstår uforudsigeligt, vil kommissionens vurdering af minksagen også gøre os klogere på, hvordan man egentlig skal fordele ansvaret for fejl eller ligefrem ulovligheder internt i en regering.

For selv om det var Mogens Jensen (S), der måtte gå som miljø- og fødevareminister efter minksagen, har afhøringerne i Minkkommissionen ved Frederiksberg Byret også sendt et ubehageligt lys over på andre ministres og ministeriers rolle i forløbet.

Mink ligger på Fødevareministeriets område. Men det var statsministeren, der førte ordet på det afgørende aftenmøde, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet. Det var sundhedsministeren og hans departementschef, der på mødet gentagne gange fastholdt, at det var nødvendigt at aflive samtlige mink.

Mette Frederiksens departementschef, Barbara Bertelsen, var personligt meget aktiv i sagen både før og efter beslutningen, og hun tildelte Justitsministeriet en koordinerende rolle med at forberede sagen til ministrene.

Vi har jo ministerstyre, det ændrer en stærk statsminister ikke på

Barbara Bertelsen
Departementschef i Statsministeriet

Og det var statsministeren selv, der på et pressemøde dagen efter fortalte minkavlerne og resten af borgerne, at alle mink skulle aflives.

Derfor bliver det ikke kun politisk, men også principielt interessant hvad kommissionen siger om Statsministeriets, Justitsministeriets og Sundhedsministeriets rolle i sagen.

"Ressortministeriet tager ansvaret"

Under afhøringerne i Minkkommissionen har de fleste andre end Mogens Jensen og hans tidligere embedsmænd fra Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen gang på gang understreget, at vi i Danmark har ministerstyre.

Altså princippet om, at den udøvende magt er fordelt på en række ministre, som er sideordnede og uafhængige af hinanden. Hvert ministerium har sit eget hierarki, og ministeren har alene det politiske og retlige ansvar for sit ministeriums ressortområde.

”Når der er møder i regeringens udvalg, så er det op til det enkelte fagministerium at have styr på juraen og hjemler og andet,” forklarede eksempelvis finansminister Nicolai Wammen, som selv sad med ved mødet i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet på et sent aftenmøde den 3. november 2020 med statsministeren for bordenden.

”Ressortministeriet tager ansvaret. Det gælder også i krisetider. Og når det går galt,” fastslog Mette Frederiksens departementschef Barbara Bertelsen flere gange under sine afhøringer.

"Vi har jo ministerstyre, det ændrer en stærk statsminister ikke på," forklarede Bertelsen.

Eller som hun skrev i en intern mail 9. november om, at statsministeren skulle holde Mogens Jensen i udstrakt arm under minksagen:

"Nu må hun skubbe ham tilbage, hvor han hører til - som ansvarlig for sit område og sine egne og sit systems dispositioner”.

Ikke bare en simpel abekamp

Princippet om ministerstyre er i minksagen højst belejligt for alle andre end Mogens Jensen og hans tidligere embedsmænd. Omvendt er det selvfølgelig nyttigt for alle folkene fra Fødevareministeriet at argumentere for, at andre ministerier blandede sig og nærmest overtog sagen, så ansvaret blev mere delt.

Derfor kan diskussionen om, hvorvidt ansvaret kan deles op eller kun klæber til Fødevareministeriet og Fødevarestyrelsen ligne en simpel kamp om abens plads.

Denne sag viser, at når det virkelig brænder på, og man arbejder meget på tværs med mange ministerier inde over, så holder de her søjler ikke rigtig i praksis

Michael Gøtze
Juraprofessor, om ministres ansvar for egen "søjle"

Men det er også en reel debat. Og et centralt, principielt spørgsmål, som selv tunge og højt profilerede jurister ikke har kunnet svare klart på.

Ud på et sidespor

Daværende departementschef i Fødevareministeriet Henrik Studsgaard - som formentlig står til hård kritik og måske et retligt ansvar i minksagen, fordi han ikke advarede sin minister klart nok og senere medvirkede til at føre beslutningen ud i livet trods den manglende lovhjemmel - argumenterede under sin afhøring indirekte for, at ansvaret bør bredes ud til flere ministerier.

Minkkommissionens afdækning har da også vist, at det i høj grad var Justitsministeriet og Barbara Bertelsen, der styrede sagen i de sidste dage op til beslutningen, og at Studsgaard og hans folk, som jo ellers var fagministerium på sagen, røg ud på et sidespor.

Ifølge Henrik Studsgaard havde hverken han eller hans embedsmænd derfor på forhånd nogen fornemmelse af, at regeringen om aftenen den 3. november ville beslutte at aflive alle mink. Og ministeriet havde derfor ikke forberedt papirer på scenariet.

Eksempelvis sendte Justitsministeriets departementschef Johan Legarth om morgenen på dagen for det afgørende mink-møde en besked til rigspolitichefen og Sundhedsministeriets departementschef med en umiddelbar plan for håndteringen af mink. Dén besked fik Fødevareministeriet ikke, selv om mink var dets ansvar.

Henrik Studsgaard nåede heller ikke at være inde over det såkaldte cover – altså den korte sammenfatning af sagen og embedsværkets indstilling til beslutning – som ministrene fik med til det afgørende minkmøde. Dén blev samlet i Justitsministeriet, og i de sidste minutter før mødet justerede departementscheferne i Justits- og Statsministeriet teksten sammen med en embedsmand i Justitsministeriet.

"Den har ikke spredt sig til mit kontor"

Både Johan Legarth og Barbara Bertelsen har forklaret, at der i dagene op til minkbeslutningen rundt i ministerierne spredte sig en stemning af, at det kunne blive nødvendigt at slå alle minkene ned. Men det kunne Henrik Studsgaard ikke genkende.

”Den har i hvert fald ikke spredt sig ind på mit kontor – eller til mit ministerium. Den opfattelse har vi ikke fået,” forklarede han kommissionen.

Hvis vi opererede med et fælles ansvar, kunne vi ikke arbejde

Barbara Bertelsen

”I al beskedenhed mener jeg ikke, at vi er tonedøve. Men det forudsætter, at man kan høre tonerne, hvis man skal lytte med på musikken, hvis jeg må være lidt direkte,” sagde Henrik Studsgaard.

Han gav også generelt udtryk for, at den gammeldags søjlestruktur i centraladministrationen ikke altid er tidssvarende. Mange sager er i dag komplekse og rækker ind over flere ministerområder, forklarede han.

Ifølge professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze er det en vigtig opgave for kommissionen at udrede, hvad der sker med det juridiske ansvar i en sag som minkaflivningerne.

”Rent juridisk er der en ret basal forestilling om, at der er nogle faglige søjler, og at de fleste beslutninger foregår inden for disse ressortopdelinger. Men denne sag viser, at når det virkelig brænder på, og man arbejder meget på tværs med mange ministerier inde over, så holder de her søjler ikke rigtig i praksis,” sagde han til Altinget i oktober, da de første afhøringer blotlagde, hvor mange forskellige parter, der har været indblandet i minkforløbet.

Er tiden løbet fra at tænke i ministersiloer?

Reglerne om organiseringen af den øverste politiske magt i Danmark er få og henholdsvis 173 og 58 år gamle.

Princippet om, at ministrene kun er ansvarlige for handlinger på deres eget ressortområde, stammer fra Grundloven.

Men Ministeransvarlighedsloven udvider ansvaret, så en minister kan siges at bære et medvirkensansvar, hvis hun ”ikke i rimeligt omfang” har ført tilsyn med en underordnets handlinger.

Den fastslår også, at en minister straffes, hvis hun forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler hende efter hendes ”stillings beskaffenhed”.

Det er formentlig blandt andre de dele af loven, der har rumsteret i hovedet på Minkkommissionens medlemmer, når de har diskuteret og formuleret deres vurdering af statsministerens rolle.

For mens Bertelsen, Frederiksen, Wammen og mange andre har hyldet Grundlovens princip om, at hver minister altid kun har ansvar for egen silo, peger flere jurister på, at tiden kan være løbet fra en så entydig opfattelse af ministerstyret.

Over for dét princip står nemlig "en politisk virkelighed, hvor vigtige beslutninger behandles i regeringens koordinationsudvalg under statsministerens ledelse,” som to juraprofessorer skrev i en kronik i Berlingske i april.

De pegede på, at selv om kommissionen ikke skal komme med konklusioner om ministrenes mulige retlige ansvar, så kan torsdagens redegørelse få betydning for diskussionen om, hvorvidt vi fortsat skal forstå ministerstyre som det klassiske, meget opdelte ressortansvar:

”Eller om vi i højere grad er nødt til gå ud over det formelle ansvar og se på ansvaret for udøvelsen af den faktiske magt”.

Bertelsen: Vi kan ikke arbejde med fælles ansvar

I Minkkommissionen gik en offensiv Barbara Bertelsen til modangreb på idéen om, at ansvaret i en sag som minkaflivningerne kan deles mellem flere.

”Det er altid den pågældende ressortminister, der har ansvaret,” sagde hun og kaldte det en ”meget vigtig pointe” om sagens principielle perspektiver.

”Kan det ikke være et fælles ansvar,” ville udspørger Jakob Lund Poulsen vide.

”Nej, og hvis vi opererede med et fælles ansvar, kunne vi ikke arbejde. Betyder det så også, at vi alle sammen er ansvarlige for de beslutninger, der træffes om gasforsyning lige nu, fordi vi sidder i samme rum og taler om det?,” svarede Barbara Bertelsen, som i øvrigt selv er jurist.

Det er vigtigt at understrege, at regeringens beslutning om at aflive alle mink ikke var ulovlig i sig selv. Man må gerne træffe en beslutning om noget, der ikke er lovhjemmel til, men man skal have Folketinget med på en lovændring, før man kan føre den ud i livet. Derfor kan det ikke være strafbart i sig selv for Mette Frederiksen eller andre ministre på mødet i koordinationsudvalget at træffe beslutning om at aflive mink uden for smittezonerne.

Problemerne opstod, da man meldte beslutningen ud på et pressemøde og senere i et brev og telefonopkald til minkavlerne.

Embedsmænd kan få det største problem

Professor i forvaltningsret Sten Bønsing har også undervejs i minksagen afvist, at der er kommet noget frem, der skulle kunne bringe Mette Frederiksen i en større klemme rent juridisk.

Han lægger vægt på, at det i det hele taget er regeringens embedsmænd, der har det største problem, fordi de i flere tilfælde ser ud til at have forsømt deres pligt til at advare ministrene om den manglende lovhjemmel til at aflive mink uden for smittezonerne. Og til at stoppe eksekveringen af den beslutning, som flere embedsmænd i de følgende dage blev helt klar over var ulovlig.

Derfor kan det også være i den forventede kritik af en række embedsmænd og af ministerierne frem for ministrene, man skal finde de principielt mest interessante passager i Minkkommissionens beretning.

For hvis der som forventet er hård kritik af Statsministeriet eller andre ud over Fødevareministeriet og dens Fødevarestyrelse, kan det tyde det på, at ressortansvaret ikke er så entydigt, som Frederiksen og kompagni har forsøgt at gøre det til.