Debat

Juraprofessor: "Grønvaskningssag" mod Danish Crown bliver næppe den sidste af sin slags

Danish Crown trækkes i retten for at 'grønvaske' sine produkter af organisationer med stor crowdfunding i ryggen. Det bliver næppe den sidste sag af den slags, skriver Bent Ole Gram Mortensen. 

Om de to sagsøgere har en (berettiget) forventning om bedre chancer ved domstolene end ved tilsynsmyndighederne, kan man kun gisne om, skriver Bent Ole Gram Mortensen.
Om de to sagsøgere har en (berettiget) forventning om bedre chancer ved domstolene end ved tilsynsmyndighederne, kan man kun gisne om, skriver Bent Ole Gram Mortensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bent Ole Gram Mortensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I slutningen af sidste måned kunne vi læse om en hollandsk dom, der pålagde olieselskabet Shell til i 2030 at reducere sin drivhusgasudledning med 45 procent i forhold til 2019. Der er ikke første gang, at domstole trækkes ind i klima-spørgsmålet. Faktisk synes det at være lidt af en trend, at domstolene bliver valgt som en passende skueplads. 

Første danske klimaretssag

I Danmark oplever vi nu, at slagteriselskabet Danish Crown trækkes i retten for såkaldt ”grønvaskning” – en fordanskning af det engelske udtryk green-washing. Sagsøger (in spe) er Klimabevægelsen i Danmark og Dansk Vegetarisk forening.

De to organisationer ønsker, at Danish Crown dels skal anerkende at have overtrådt markedsføringsloven ved at bruge udsagnet ”klimakontrolleret gris” (der benyttes som et mærke) og udsagnet ”dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”, dels skal stoppe med at bruge disse udtryk i fremtidige kampagner, dels skal indrykke nye annoncer, der viser, at dansk gris ikke er klimavenlig.

Ressourcerne til retssagen kunne have gjort gavn på andre områder

Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Retssagen er annonceret blandt andet på hjemmesiden www.klimaretssag.dk, hvor der findes et brev dateret den 29. maj 2021 fra de to sagsøgeres advokat til Danish Crown. Lidt usædvanligt anføres eksplicit i brevet, at afsenderen ikke forventer, at Danish Crown stopper de omstridte ”kampagner og anerkender, at der er sket vildledning af forbrugerne.” Tillige er der også kun givet en uges svarfrist, før sagen indbringes for domstolene.

Som sådan har brevet mest af alt karakter af et moderne fejdebrev. 

Tilsynsmyndigheder

Der henvises i brevet til markedsføringslovens § 5 (vildledningsforbuddet). Forbrugerombudsmanden, der er tilsynsmyndighed i forhold til markedsføringsloven, har så vidt oplyst modtaget klager over i al fald forholdet ”klimakontrolleret gris”, men har videresendt disse til Fødevarestyrelsen, der som tilsynsmyndighed, i kraft af vildledningsforbuddet i fødevarelovens § 14, også har kompetence på området, når det drejer sig om fødevarer.

Fødevarestyrelsen kan da også bekræfte at have en sag på ”Klimakontrolleret gris”. Hverken Fødevarestyrelsen eller fødevarelovens § 14 nævnes dog i brevet.

Det fremgår heller ikke af hverken brevet eller ovennævnte hjemmeside, hvorfor man ikke afventer tilsynsmyndighedernes stillingtagen til problemet. Anprisninger af miljø- og klimaforhold er ellers velkendte fænomener hos begge myndigheder.

Ret beset behøver man heller ikke at afvente en eventuel indgriben fra tilsynsmyndighederne. Det ville fordre, at lovgivningen stillede krav herom, hvilket ikke er tilfældet.

Sagsøgers brev til Danish Crown har som sådan mest af alt karakter af et moderne fejdebrev

Bent Ole Gram Mortensen
Professor, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Lovbestemmelser om krav om udnyttelse af forudgående administrativ klageadgang før domstolsprøvelse går normalt på en rekursadgang (i modsætning til en tilsynsmulighed), så fraværet af et sådant krav er ikke overraskende i en juridisk sammenhæng.

Noget andet er, om det samfundsøkonomisk er hensigtsmæssigt, at tilsynsmyndighederne ikke får lov til at gøre arbejdet færdigt, før sagen indbringes for domstolene. Der bliver trods alt brugt ressourcer på den slags sager. Ressourcer der kunne have gjort gavn på andre områder.

Næppe den sidste retssag

Om de to sagsøgere har en (berettiget) forventning om bedre chancer ved domstolene end ved tilsynsmyndighederne, eller om det er muligheden for en bedre pressedækning i forbindelse med en retssag, der trækker, kan man kun gisne om.

Under alle omstændigheder bliver omkostninger for de involverede parter noget større ved en retssag end ved en tilsynsmyndighed.

Men tilsyneladende er retssagen blevet (delvist) finansieret ved en indsamling med tilhørende skattefradrag.

Ifølge en pressemeddelelse fra en af sagsøgerne, er der rejst over 200.000 kroner på under en uge. Crowfunding til projekt retssag.

Hvis der er støttevillighed til den type retssager, er det næppe den sidste af slagsen vi har set.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00