Landbruget: 5G skal bidrage til klimaneutralt fødevareerhverv i 2050

DEBAT: Landbrug & Fødevarers klimavision er et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050. Nye teknologier vil bidrage til at producere mere klimavenligt, i takt med at den digitale vej opgraderes fra en landevej til en motorvej med 5G, mener Landbrug & Fødevarer.

Af Anders Martin Klöcker
Områdedirektør for erhvervspolitik, Landbrug & Fødevarer

Danmark skal have et klimaneutralt fødevareerhverv i 2050.

Et erhverv, der ikke udleder flere klimagasser, end det optager, og som bidrager med grøn energi og bæredygtige løsninger.

Det er Landbrug & Fødevarers klimavision, som blev offentliggjort 15. marts.

Vi har ikke alle svarene på, hvordan vi når visionen, men 5G kan være en vigtig del af fundamentet for at kunne indfri den.

I landbruget bruger vi i stigende grad data og digitale teknologier til at udvikle en produktion, der er mere bæredygtig.

For eksempel bruger over 7.000 landmænd webprogrammet Cropsat.

Programmet er baseret på billeder fra satellitter og giver landmanden mulighed for at tildele gødning præcist efter behov til glæde for både miljøet og landmandens økonomi.

Forbrugere har fokus på bæredygtighed
Vi ser ind i en fremtid, hvor forbrugerne vil have mere gennemsigtighed.

De efterspørger i stigende grad fødevarer, der er produceret mere bæredygtigt.

For eksempel har den amerikanske detailkæde Walmart meldt ud, at de i fremtiden vil kombinere data fra for eksempel vandforbrug, drivhusgasser og affald, så forbrugeren kan se, hvordan deres fødevarer er produceret, og hvor bæredygtige de er.

Samme tendenser oplever vi i Danmark.

Det betyder, at de danske fødevareproducenter kan stå endnu bedre i konkurrencen, hvis de kan dokumentere den allerede høje bæredygtighed med data opsamlet gennem hele værdikæden.

Her er 5G-dækning helt ud på marken en stor fordel.

5G skal sikre kommunikation mellem enheder
Vi kommer også til at køre endnu smartere med landbrugsmaskinerne og kan dermed reducere vores klimaaftryk.

Det kan være mindre maskiner, som kører selv med mindre brændstof eller måske endda el.

Men det kræver præcise og opdaterede positionsdata at køre selv, ligesom kommunikation med andre enheder er vigtig.

Igen er 5G-dækning central.

Uanset om baggrunden er øget præcisionslandbrug, bæredygtighedsdokumentation til forbrugere eller detailhandel, eller at vi kører endnu smartere, så er den fælles forudsætning, at der er brug for hurtig, pålidelig digital infrastruktur, der understøtter udviklingen og ambitionerne.

Landbruget er i gang med en rivende digital udvikling.

Nye teknologier vil give mulighed for at producere mere klimavenligt, i takt med at den digitale vej opgraderes fra en landevej til en motorvej med 5G.

Forrige artikel Fiskeriforeningen om ny havstrategi: Fiskeriets påvirkning af havbunden overestimeres Fiskeriforeningen om ny havstrategi: Fiskeriets påvirkning af havbunden overestimeres Næste artikel DI: Fremtidens fødevarer er ikke, hvad de har været DI: Fremtidens fødevarer er ikke, hvad de har været
  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Radiorør, transistorer, integrerede kredsløb, økologi, pesticider og disrespekt over for alle der har ydet en indsats for at begrænse landbrugsproduktionen og dennes ødelæggende konsekvenser

    Det er en ulykke af dimensioner om radiorør, transistorer, integrerede kredsløb og anden traditionel udviklet ny computer og datakommunikationsteknologi ikke har bidraget til at landbrugets nuværende forbrug af databehandling og datakommunikation har kunnet realiseres med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, klimaet, folkesundheden, denne verdens fattigste mennesker, samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.

    Det er en ulykke af dimensioner om pesticider, syntetiske kemikalier og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til et økologisk mindre uansvarligt landbrug - og til at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, pædagogik, miljøteknologi, social retfærdighed og grøn omstilling med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, klimaet, folkesundheden, dyrevelfærden, vandmiljøet, luftmiljøet, arbejdsmiljøet, denne verdens fattigste mennesker samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.