Landbrugsspids: EU's grønne tiltag har ingen effekt i den virkelige verden

På trods af ønsker om forenklinger og mere natur, så formår naturreformer og landbrugspolitikker gang på gang at opnå det stik modsatte, skriver Henrik Bertelsen.

Alle de landmænd, der har lyttet til samfundets ønsker om mere natur og allerede helt frivilligt har anlagt småskove, læhegn, søer og andre naturtiltag, får absolut ingen anerkendelse for at gøre det, skriver Henrik Bertelsen. — Alle de landmænd, der har lyttet til samfundets ønsker om mere natur og allerede helt frivilligt har anlagt småskove, læhegn, søer og andre naturtiltag, får absolut ingen anerkendelse for at gøre det, skriver Henrik Bertelsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Henrik Bertelsen

Formand, Familielandbruget Sydvest, bestyrelsesmedlem, Landbrug & Fødevarer

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hver gang den fælles landbrugspolitik i Europa revideres, er der altid to elementer, der fremhæves som vigtige: Forenkling og mere natur i landbrugslandet.

Desværre må vi hver gang konstatere at, det går i modsat retning.

Ved den forrige reform af EU's landbrugspolitik i 2015, indførte man de såkaldte “grønne tiltag “. Tiltag, som skulle sikre, at der kom mere natur og biodiversitet i landbrugslandet.

Det gav en masse snørklede regler, omregningsfaktorer og uoverskuelighed. En uoverskuelighed, som har givet en masse arbejde til de planteavlskonsulenter, der er ansat i landbruget, da formentlig kun de færreste landmænd selv kan overskue reglerne.

Intet nyt på den grønne front

Og hvad skete der så med ønsket om mere natur i reformen i 2015? Der er næppe nogen, der de sidste par år er kørt gennem det danske landskab og tænkt ”de der grønne tiltag har da rigtig nok givet en masse fin natur derude”. Det var vi faktisk en del med praktisk indsigt, der fra begyndelsen påpegede, men beslutningstagerne i EU og på Slotsholmen vidste jo bedre.

Efter nogle år måtte de så give os ret - de grønne tiltag virkede ikke.

På trods af ønsker om forenklinger og mere natur, så formår man at opnå det stik modsatte
Henrik Bertelsen
Formand, Familielandbruget Sydvest og bestyrelsesmedlem, Landbrug & Fødevarer

Hvad sker der så med naturen med den nye reform i 2022? Da reformen fra 2015 ikke gav mere natur, så vil man med den nye reform lave noget helt nyt.

Os ude i virkeligheden må bare igen konstatere, at der kommer intet nyt – i hvert fald ikke grundlæggende.

Vi får snarere mere af samme skuffe: Indviklede regler, bureaukrati og ingen natureffekt.

Der er faktisk elementer i denne reform, der giver incitament til at fjerne natur. Det har vi naturligvis påpeget, men igen må vi desværre konstatere, at beslutningstagerne ved bedre.

Der indføres godt nok krav om fire procent uproduktive arealer. Problemet er, at alle de landmænd, der har lyttet til samfundets ønsker om mere natur og allerede helt frivilligt har anlagt småskove, læhegn, søer og andre naturtiltag, absolut ingen anerkendelse får for at gøre det. Man har desværre valgt at det, folk allerede har gjort frivilligt, ikke tæller med.

Man belønner dem, der intet har gjort

Jeg har igennem årene gjort en stor indsats for at overtale mine kolleger til at gøre mere plads til naturen.

De, der har lyttet til mig, kan nu med god ret sige: ”Det var da dumt gjort, Henrik. Det fik vi ingen anerkendelse for”. De har helt ret.

Læs også

Landbrugsministre kaldt til ekstraordinært EU-møde: Sådan rammes fødevaresektoren af krigen i Ukraine

Det bliver nok lidt svært med frivilligheden fremover. Omvendt giver man et klart økonomisk incitament til at fjerne allerede anlagte naturtiltag, for derefter at kunne lade det tælle med som (fire procent) uproduktivt areal. Eller, hvis man eksempelvis laver ekstensiv afgræsning af et areal, så er det heller ikke uproduktivt, så det skal man holde op med. Selvom der jo er enighed om, at ekstensiv afgræsning gavner naturen. Det er simpelthen dumt.

For mig at se, er reglerne i klar strid med den biodiversitetskonvention, som vi har forpligtet os til at leve op til. Her står nemlig i delmål tre, at ”man skal indføre økonomiske incitamenter for mere natur og fjerne negative incitamenter for naturen”. Men i stedet for at anerkende de tiltag, nogle allerede har gjort, og give dem værdi, indfører man en ordning, der belønner dem, der intet har gjort eller dem, der fjerner allerede anlagte naturtiltag.

Er beslutningstagerne bare ligeglade med om deres beslutninger giver en positiv natureffekt, bare det passer ind i deres it-systemer og kan kontrolleres?
Henrik Bertelsen
Formand, Familielandbruget Sydvest og bestyrelsesmedlem, Landbrug & Fødevarer

Nogen vil så utvivlsomt bebrejde landmænd, at de fjerner læhegn, småplantninger og lignende, men nu er det jo sådan, at alle eksperter og politikere konstant påpeger, at økonomiske incitamenter virker - og det gør de jo. Så må de jo også acceptere, at det de er politisk ansvarlige for, i en vis udstrækning får den ”forventelige” virkning.

Stik modsat effekt

Der var også en forventning om, at den såkaldte bruttoarealmodel, der i grundtanken er fantastisk god, skulle gøre det meget enklere og mere attraktivt at lave frivillige naturtiltag på en ubureaukratisk måde. En tanke om, at et areal var støtteberettiget, selvom du lod ”naturen krybe ind” på arealet. Her må man næsten grine. For nu bliver der angiveligt krav om, at gamle tiltag skal tegnes fra på vores kort og uproduktive tiltag skal opgøres for sig. Det samme gælder frivillige eco schemes og helt frivillige tiltag.

Samtidig skal de naturtiltag, som vi tidligere trods alt måtte lave på en enkel måde uden nidkær indtegning, nu også indtegnes og opgøres. Det kan næppe gøres mindre enkelt.

Som i alle eventyr, så det gik som det plejer. På trods af ønsker om forenklinger og mere natur, så formår man at opnå det stik modsatte. Måske er beslutningstagerne bare ligeglade med om deres beslutninger giver en positiv natureffekt, bare det passer ind i deres it-systemer og kan kontrolleres? Eller måske der bare er for langt fra kontorerne, hvor tingene virker rigtige i teorien, ud til os ude i virkeligheden? Og måske man bare ikke rigtigt gider lytte til os, der kan fortælle hvordan virkeligheden er skruet sammen?

Så nu venter vi på den næste reform af den fælles europæiske landbrugspolitik. Til den tid har man nok igen konstateret, at naturkravene ingen effekt havde og at det er tid til forenkling.

Og måske teoretikerne i de mørke kontorer langt fra virkeligheden til den tid vil lytte til folk, der ved, hvordan tingene vil virke i praksis. Måske.

Politik har aldrig været vigtigere