Henrik Bertelsen: Systemet står i vejen for landbrugets grønne visioner

"Det er landbrugets skyld".

Den følelse har jeg som landmand aldrig følt mig særlig forfulgt af. Men indimellem rammes jeg ligesom nogle af mine kolleger alligevel af følelsen. Lige nu er der meget fokus på den helt uundgåelige klimapåvirkning, som fødevareproduktion giver.

Gør vi nok, og er vi klar til at gøre en indsats på området? Lad mig først slå fast, at det er en kæmpe indsats, der ligger foran os, hvis nogen skulle være i tvivl. Og det bliver rigtig svært. Men i landbruget er vi klar. 

Faktisk har vi selv sat et mål om, at dansk landbrugsproduktion skal være klimaneutral i 2050. Det har vi, fordi vi bekymrer os over den udvikling i klimaet, som bliver mere og mere tydelig. Og fordi vi ønsker at videregive en verden til vores efterkommere, som er beboelig og helst også bedre, end vi overtog den. 

Men vi har også sat målet af den simple årsag, at vi tror på, at de fødevarer, der efterspørges i fremtiden, vil være fødevarer med et lavt klimaaftryk. Og vi tror på, at vi i Danmark kan producere de fødevarer.

Vi har også en del af løsningerne til at nå målet. Men mange løsninger mangler stadig at blive opfundet og udviklet. Og det kræver samarbejde mellem os landmænd, politikere og folk med stor faglig viden. 

Pludselig får vi at vide, at de arealer, der er paragraf tre – særligt naturbeskyttet område – ingen kompensation får

Henrik Bertelsen

Der er udbred enighed om, at udtagning af de såkaldte lavbundsjorder er et af de mest virksomme og omkostningseffektive tiltag. Beregninger viser ifølge Klimarådet, at udtagning af lavbundsjorderne kan bidrage med en cirka en femtedel af Danmarks samlede klimareduktionsmål på 70 procent i 2030. Det er jo ganske markant. 

Indsatsen er begyndt – det går bare alt for langsomt. Og det er vi i landbruget helt enige i. Der er dog en del, der mener, at det netop er landbrugets skyld, at det går så langsomt. At det er det sædvanlige med os, når der skal ske en indsats baseret på frivillighed. Det er bare en helt forfejlet kritik. 

Lad mig demonstrere det med et eksempel, som jeg har indgående kendskab til. Jeg tog for seks år siden initiativ til et lavbundsprojekt, der samlet vil tage cirka 140 hektar ud af drift på min og naboers ejendomme.

Parterne bag projektet håber på, at det bliver endeligt realiseret om et års tid. Det kommer altså – hvis vi er heldige – til at tage minimum syv år, før vi når i mål. Hvis nogen mener, at det går for langsomt, er jeg helt enig. Det tager alt for lang tid. 

Det er bare ikke os lodsejeres skyld. Det skyldes et tungt system med indlagte forhindringer. Når jeg skriver, at det realiseres næste år, "hvis vi er heldige", skyldes det en "paragraf tre-bombe", som myndighederne har smidt. Det er nemlig sådan, at hvis jord skal tages ud af drift, skal der ske en kompensation til lodsejeren for værditabet.

Det har vi i mit projekt for længst indgået skriftlige aftaler om. Men pludselig får vi at vide, at de arealer, der er paragraf tre – særligt naturbeskyttet område – ingen kompensation får. 

Det får især betydning for en af mine naboer, som går fra at modtage cirka 780.000 kroner i kompensation til at modtage nul kroner. Selvom han har en skriftlig aftale omkring kompensationen.

Det er klart, at det er helt uacceptabelt, og at han selvfølgelig står af på projektet. Faktisk føler han sig snydt, så vandet driver og kalder myndighederne ting, som jeg slet ikke vil gengive her. 

Samtidig sætter den enorme usikkerhed en hel række andre udtagningsprojekter i stå, da ingen kender de økonomiske betingelser

Henrik Bertelsen

Hvad sker der så? Tja, det er faktisk meget usikkert. Vi kan jo ikke bare stoppe, da der er gennemført jordfordeling og handlet jord i tillid til, at projektet gennemføres.

Men der skal muligvis laves ændringsansøgninger, genberegninger af effekter og så videre, så der kan let smutte et år eller to mere. Alt imens nogen synes, at vi i landbruget gør for lidt og for langsomt. Det er faktisk meget frustrerende. 

Samtidig sætter den enorme usikkerhed en hel række andre udtagningsprojekter i stå, da ingen kender de økonomiske betingelser. Ydermere skaber sådanne eksempler generelt en stor frygt for at indgå i projekter, fordi man åbenbart ikke engang kan fæste lid til indgåede skriftlige aftaler. Det er et kæmpe problem. 

Og her må jeg jo også erkende, at der findes landmænd, der er imod sådanne indsatser, og dem giver man al vind i sejlene med den slags sager. De er klar med budskabet: "Der kan I selv se. Man kan ikke stole på myndighederne. Hold jer fra at indgå i den slags projekter".

Nå, heldigvis siger myndighederne, at de arbejder på en løsning. Men det har de allerede gjort længe, og det vil de utvivlsomt gøre en rum tid endnu. Men der er da oprettet en hjemmeside og nedsat en ekspert gruppe.

Det er blot et enkelt eksempel på, hvorfor det det kan være svært at få ting til at lykkes, selvom alle er enige om, at det skal lykkes. Der er mange flere at fortælle om. 

Derfor vil jeg tillade mig at slutte med lidt gode råd herude fra virkeligheden. Hvis myndigheder og politikere levede op til dem, tror jeg, at tingene ville glide noget nemmere. Det gælder både udtagning af lavbundsarealer og alle mulige andre indsatser, som gerne skulle have til at køre på skinner. 

Der skal styr på de økonomiske rammer, ordningerne skal gøres smidigere, myndighederne skal stå ved de indgåede aftaler, og der skal skabes tryghed i stedet for usikkerhed.

Hvis de ting er på plads, skal vi i landbruget nok gøre vores, hvad enten det gælder udtagning af lavbundsarealer eller andre indsatser. Indtil det sker, vil jeg gentage, hvad jeg ofte siger: "Det er da godt, at det ikke haster med den der klimaindsats".