Økonom: Lavere moms på frugt og grønt lyder simpelt, men trækker i retning af mere bureaukrati

Tværtimod kan det ofte være hensigtsmæssigt helt at ignorere visse problemstillinger, når skatter på konkrete områder fastsættes. 

Et klassisk resultat inden for økonomi viser for eksempel, at man generelt bør se bort fra fordelingsmæssige hensyn, når man fastsætter skatter på varer og tjenester – som ved differentieret moms.

Hvorfor? Fordi vi har et langt mere målrettet instrument til omfordeling i form af indkomstskatter og overførsler.

Indkomst er en bedre indikator

Hvis man ønsker at give flere penge til lavindkomstfamilier, kan det gøres via målrettede ændringer af indkomstskatten i bunden af indkomstfordelingen fremfor at sænke momsen på fødevarer – også selvom lavindkomstgrupper bruger en større del af deres indkomst på fødevarer.

Det vil omfordele mellem rygere og ikke-rygere med samme indkomst, men ikke mellem personer med forskellig indkomst.

Jakob Egholt Søgaard
Adjunkt, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Indkomst er nu engang en bedre indikator for en persons økonomiske situation end forbruget af dåsetomater og havregryn, ligesom østers og kaviar også vil være omfattet af en lavere moms på fødevarer.

Ligeledes kan de fordelingsmæssige konsekvenser af adfærdsregulerende afgifter – for eksempel på alkohol, tobak og CO2 – i vid udstrækning modgås med ændringer i indkomstskatten.

Særligt tobaksafgifter fremhæves ofte som regressive, da rygere er overrepræsenterede i bunden af indkomstfordelingen, men provenuet fra afgiften kan føres tilbage til de samme indkomstgrupper gennem eksempelvis ændringer i personfradraget og bundskatten.

Det vil omfordele mellem rygere og ikke-rygere med samme indkomst, men ikke mellem personer med forskellig indkomst. Derved kan den overordnede indkomstulighed holdes, omtrent, uændret.

Man skal derfor være opmærksom på de fordelingsmæssige konsekvenser af afgifter, men disse er ikke i sig selv et argument for eller imod en given afgift, når der er tilstrækkelig fleksibilitet i resten af skattesystemet til at neutralisere dem.

Et rationale er at påvirke adfærd

Der er i øvrigt intet nyt i at lave kompenserende justeringer af indkomstskatten. For eksempel blev afskaffelsen af TV-licensen finansieret via en ændring af personfradraget kombineret med målrettede tilskud til særlige befolkningsgrupper netop af den grund.

Provenumæssige hensyn er heller ikke nødvendigvis afgørende argumenter for eller imod en given afgift. Overordnet set er folks forbrugsmuligheder bestemt af det samlede skattetryk – ikke af, om skatten opkræves, når pengene tjenes, eller når de omsættes til forbrug.

Hvis en specifik afgift ikke tjener et direkte samfundsmæssigt formål, kan provenuet derfor ofte opkræves via indkomstskatter – uden at forbrugerne nødvendigvis oplever færre forbrugsmuligheder.

Den brede moms er i sig selv et godt supplement til indkomstskatterne. Det skyldes blandt andet, at momsen også rammer indkomster, som ellers undgår indkomstskat – for eksempel indtægter fra sort arbejde eller gevinster ved boligsalg, når disse omsættes til forbrug.

Provenumæssigt bidrager momsen med godt 20 procent af de samlede offentlige indtægter. Det forhold, at Danmark har relativt få momsundtagelser og særsatser sammenlignet med andre lande, er i den sammenhæng snarere en styrke end en svaghed.

Det primære samfundsøkonomiske rationale for differentieret moms og andre forbrugsafgifter er at påvirke befolkningens adfærd i en bestemt retning.

Dette er for eksempel formålet med afgifterne på alkohol, tobak og CO2. Der er mange nuancer i overvejelserne om sådanne afgifter, særligt i forhold til de samfundsmæssige gevinster, som ofte kræver inddragelse af andre faggrupper end økonomer.

I overvejelserne om sådanne afgifter bør man dog også medregne de administrative omkostninger, de medfører.

For el, chokolade og kaffe er det sværere at se et samfundsøkonomisk argument for at bevare afgifterne.

Jakob Egholt Søgaard
Adjunkt, Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Trækker i retning af mere bureaukrati

Selvom det kan lyde enkelt at sænke momsen på for eksempel frugt og grønt, kræver det en juridisk definition af, hvad der tæller som frugt og grønt.

Skatteministeriet har tidligere beskrevet denne problematik i forhold til blandede produkter som for eksempel gavekurve med både frugt og chokolade og forarbejdede varer som kartoffelmos, kartoffelchips og pommes frites.

Ligeledes kræver den foreslåede nulmoms på bøger, at der skal tages stilling til grænserne mellem bøger, magasiner, tegneserier, tegnebøger, e-bøger, lydbøger og abonnementer, som kombinerer flere af ovenstående produkter.

Skatteministeriet vurderer, at en lavere moms på frugt og grønt vil koste omkring 300 millioner kroner årligt i øget offentlig og privat administration.

Større brug af differentieret moms og afgifter trækker således i retning af mere offentligt og privat bureaukrati – i en tid, hvor ambitionen ellers er det modsatte.

Hertil kommer samfundsøkonomiske omkostninger ved såkaldt “skattedreven innovation”, hvor producenter forsøger at tilpasse deres produkter, så de falder ind under bestemte varekategorier – et godt eksempel er tidligere forsøg på at få sportsvogne indregistreret på gule plader ved at montere lad på dem.

Fornuftigt at fjerne nogle afgifter

Om de positive effekter af en given afgift eller momsnedsættelse står mål med de samfundsøkonomiske omkostninger – inklusive merbureaukrati og administrative udgifter – er altid en konkret vurdering, og som nævnt er der mange nuancer i vurderingerne, der kan diskuteres.

Eksempelvis som nu ved forslaget om at afskaffe sukkerafgiften, hvor svaret afhænger af, hvor meget en lavere pris på sukker forringer folkesundheden.

Fedtafgiften blev i sin tid afskaffet blandt andet med henvisning til uforholdsmæssigt store administrative byrder, og baseret på Skatteministeriets tidligere skøn vil gevinsterne ved en lavere moms på frugt og grønt ikke stå mål med de administrative omkostninger.

For el, chokolade og kaffe er det sværere at se et samfundsøkonomisk argument for at bevare afgifterne. De tjener – så vidt jeg ved – ikke noget åbenlyst adfærdsregulerende formål, og selvom chokolade er slik, er der ikke umiddelbart noget argument for at beskatte denne type slik hårdere end vingummibamser og lakrids.

Selv i fravær af statens store økonomiske råderum, vil det være samfundsøkonomisk fornuftigt at fjerne afgifterne og skaffe provenuet på anden vis.