Danmark kan med EU-formandskabet sætte retningen for den grønne omstilling af landbruget

Det handler kort og godt om at sikre planetens velbefindende mange årtier frem i tiden, trods den aktuelle geopolitiske uro og de uroligheder, der uden tvivl kommer på den ene eller anden måde i fremtiden.

En ting er dog at sætte mål. Noget andet er at skabe rammer i de enkelte medlemslande, som understøtter de ønskede klimahandlinger hos forbrugere, virksomheder på tværs af brancher og værdikæder samt politikere.

Her har vi ikke mindst på landbrugsområdet noget at byde på i Danmark, som andre lande uden tvivl kan lade sig inspirere af.

Idéen med at sætte parterne sammen for at finde fælles løsninger og derefter sætte ressourcer bag at gøre dem til en realitet er helt sikkert noget, der vil kunne sætte turbo på at reducere udledningerne af klimagasser i andre lande.

Lisbeth Henricksen

Konkret tænker jeg på det, som man kan kalde den danske model for grøn omstilling af landbruget.

Modellen indebærer dels et tæt samarbejde mellem landmænd, virksomheder, forskere og organisationer om udvikling og implementering af klimaløsninger dels en målrettet retningssætning og prioritering af ressourcer fra det offentliges side.

Denne tilgang er unik og findes mig bekendt ikke i nogle andre EU-lande eller resten af verden for den sags skyld.

Et aktuelt eksempel på modellen er naturligvis den grønne trepartsaftale, hvor Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening er gået sammen om at løse landbrugssektorens klima- og naturudfordringer med 40 milliarder kroner bevilget til formålet fra regeringens side. 

Treparten kan ikke én til én overføres til andre europæiske lande, fordi der er strukturelle og kulturelle forskelle på landbrugssektorerne i de forskellige lande.

For eksempel er andelstanken, hvor landmænd går sammen i andelsforeninger for at hente stordriftsfordele, unik for Danmark.

Men idéen med at sætte parterne sammen for at finde fælles løsninger og derefter sætte ressourcer bag at gøre dem til en realitet er helt sikkert noget, der vil kunne sætte turbo på at reducere udledningerne af klimagasser i andre lande.

Det unikke klimatiltagsudvalg, som Ministeriet for Grøn Trepart har nedsat i juni, kan også nævnes.

Her mødes repræsentanter for landbrug, industri, universiteter, vidensorganisationer og ngo’ere for sammen at drøfte, hvordan ressourcerne skal prioriteres i de kommende år til udvikling og modning af klimavirkemidler og -teknologier.

Det kan være alt fra gyllekøling, der reducerer udledningen af metan fra stalden, til pyrolyse, hvor biomasse opvarmes og omdannes til biokul, som efterfølgende kan spredes på marker.

Jeg sidder selv i udvalget, og der er for mig ingen tvivl om, at den tætte inddragelse af de forskellige aktører kombineret med en klar politisk forankring, er noget, der virkeligt kan rykke ved den grønne omstilling.

Et tilsvarende forum – og ikke mindst tankerne bag – kunne uden tvivl også give mening i andre lande, hvor der i langt mindre grad er tradition for at invitere de forskellige parter ind i beslutningsprocesserne.

I de kommende fem måneder skal Mette Frederiksen som ny formand for EU's formandskab overbevise de kritiske røster i unionen om, at det fortsat giver mening at have ambitiøse klimamål, samtidig med der naturligvis skal oprustes på forsvar, energi og anden infrastruktur.

Landbruget står som bekendt for en betragtelig del af udledningerne i Europa.

Derfor vil formandskabet være en oplagt platform til at præsentere den danske model for grøn omstilling for EU's øvrige 26 medlemslande. At dele Danmarks tilgang, viden og erfaringer er noget, der vil gavne os alle – og ikke mindst planeten.

Måske andre lande ligefrem kan udvikle deres egne modeller med afsæt i deres respektive nationale styrker, behov og udfordringer?

Og så skal vi i Danmark naturligvis suge til os og lære af de andre landes klimaerfaringer, hvor det giver mening.