Debat

L&F efter kritik: Fødevaresektoren sikrer mange danske private arbejdspladser

REPLIK: Fødevareforbundet revser virksomhederne for ikke at sikre arbejdspladser i tilstrækkelig grad. Kritikken er ikke fair, mener Anne Lawaetz Arhnung og Asger Krogsgaard fra Landbrug & Fødevarer.

Det er en misforståelse, at det koster danske arbejdspladser, når Danish Crown bygger en ny fabrik i Kina, mener Landbrug & Fødevarer.
Det er en misforståelse, at det koster danske arbejdspladser, når Danish Crown bygger en ny fabrik i Kina, mener Landbrug & Fødevarer.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anne Lawaetz Arhnung og Asger Krogsgaard
Direktør og næstformand, Landbrug & Fødevarer

Vi skal have en stærk dansk fødevareklynge med mange arbejdspladser. Så langt er vi helt enige med Ole Wehlasts indlæg i Altinget.

Her kritiserer forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF dog også virksomhederne for blandt andet ikke at sikre arbejdspladser i tilstrækkelig grad. Det, synes vi ikke, er en fair kritik.

Fødevarevirksomhederne og danske landmænd sikrer mange private arbejdspladser i Danmark. Og særligt i de områder af Danmark, hvor der ellers er langt mellem husene og – for de fleste andre sektorer – også mellem arbejdspladserne.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

De tørre tal lyver ikke. Og det er et faktum, at fødevaresektoren sikrer over ti procent af beskæftigelsen i de danske yder- og landkommuner.

At hele 67 danske kommuner har mere end 1.000 arbejdspladser i fødevaresektoren. At der i 2019 var 189.000 beskæftigede i fødevareklyngen i Danmark.

De tørre tal lyver ikke

Anne Lawaetz Arhnung og Asger Krogsgaard
Direktør og næstformand, Landbrug & Fødevarer

Opgør med regionale forskelle
I disse dage hører vi meget snak om et Danmark uden for store regionale forskelle. Statsminister Mette Frederiksen (S) nævnte det blandt andet i sin nytårstale ad flere omgange.

Det er et godt fokus, men det er vigtigt at forstå, at fødevareklyngen ganske enkelt er en forudsætning for den vision. Det aspekt skal man også have for øje.

Men det er ikke kun i yderområderne, at fødevaresektoren sikrer arbejdspladser. Et eksempel på en virksomhed – som Ole Wehlast også nævner i sit indlæg – er Danish Crown.

Danish Crown skabte over 500 nye arbejdspladser på tre af sine slagterier sidste år. Og virksomheden har – i godt samarbejde med Tårnby Kommune – blandt andet henvendt sig direkte til de medarbejdere, som desværre er blevet afskediget i Københavns Lufthavn og opfordret dem til at søge ansættelse på et dansk slagteri.

Hvis vi skal sikre flere arbejdspladser, skal vi have sunde og stærke virksomheder med dygtige medarbejdere. Og her yder NNF's medlemmer et kæmpe bidrag hver dag med at holde hjulene i gang og producere fødevarer af høj kvalitet.

Læs også

Arbejdspladser i Kina gavner Danmark
Det er dog en misforståelse, at det koster danske arbejdspladser, når Danish Crown bygger en ny fabrik i Kina.

Det er tværtimod med til at sikre danske arbejdspladser, fordi produktionen i Kina hviler på danske råvarer, som kun forædles og pakkes i Kina, mens alle de mest tidskrævende dele af produktionen sker på danske slagterier, inden varerne sendes afsted.

Derfor skal vi heller ikke tale en af verdens mest miljø- og klimavenlige fødevareproduktioner ned, som vi desværre synes, at Ole Wehlast gør i dele af sit indlæg. Vi skal hele tiden udvikle os og blive dygtigere, så vi netop kan fastholde arbejdspladserne i Danmark.

Vi skal heller ikke sætte brugen af ny teknologi på hold eller se Danmark som et lukket økosystem. Både landmænd og fødevarevirksomheder er afhængige af at kunne konkurrere effektivt og afsætte deres produkter på globale markeder.

Hold fokus på grønne tiltag
Masser af lande står klar til at tage over, hvis vi ikke længere kan levere de fødevarer, som efterspørges globalt.

Det kommer helt sikkert ikke til at gavne klimaet, hvis produktionen flytter til udlandet. Og det vil betyde, at arbejdspladserne i Danmark vil forsvinde.

Hele fødevareklyngen står overfor en stor udfordring med den grønne omstilling. Det er vi helt enige om. Det er jo også derfor, at vi har fremlagt en række ambitiøse bud på grønne tiltag i vores klimapartnerskab, som vi har udarbejdet sammen med NNF og en række andre organisationer i fødevaresektoren. Lad os holde fokus på dem og sammen rykke os i den rigtige retning i fællesskab. Skridt for skridt.

På den måde kan vi sikre en fortsat udvikling – og ikke afvikling – af fødevareklyngen og dets arbejdspladser. Danskerne skal også i fremtiden kunne være stolte over af at have konkurrencedygtige fødevarevirksomheder og et landbrug, som er i den grønne førertrøje og som samtidig sikrer vækst, arbejdspladser og sammenhængskraft i hele landet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Asger Krogsgaard

Formand, Danish Crown, formand, ICC Danmark, næstformand, Landbrug & Fødevarer, formand, Danske Svineslagterier
agrarøkonom (Hammerum Landbrugsskole 1989)

Ole Dam Wehlast

Forbundsformand, Fødevareforbundet NNF, Præsident, Nordisk Union
bager (Lynges Konditori, Kgs. Lyngby. 1978)

0:000:00