Debat

Løkkegaard: Valgsejr skal omsættes til politik på handels- og klimaområderne

DEBAT: Venstre er klar til at kæmpe for de tre mærkesager, som partiet har vundet valget med. De fire parlamentarikere kommer til at arbejde for klima, frihandel og tryghed i EU, skriver Morten Løkkegaard (V).

Venstre vil i Europa-Parlamentet kæmpe for klimaet, flere frihandelsaftaler og for at skabe tryghed i forhold til blandt andet terror, skriver Morten Løkkegaard (V).
Venstre vil i Europa-Parlamentet kæmpe for klimaet, flere frihandelsaftaler og for at skabe tryghed i forhold til blandt andet terror, skriver Morten Løkkegaard (V).Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Som venstremand er det meget svært at være andet end begejstret for det overståede europaparlamentsvalg.

Jeg har endnu ikke fået armene ned efter en fantastisk vellykket valgkamp og en historisk valgaften med et lige så historisk resultat:

Venstres bedste EU-valg nogensinde, det største EU-parti, den største fremgang og to kandidater øverst på skamlen, når det gælder personlige stemmer.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Farvel til EU-modstanden
Men – i et større perspektiv – måske endnu vigtigere: Valget blev et endeligt farvel til den golde EU-modstand i Danmark.

Folkebevægelsen Mod EU blev udraderet, Dansk Folkeparti svandt ind til næsten ingenting, og Enhedslisten opgav EU-modstanden og brugte tiden på at tale EU-samarbejdet op.

Det er igennem EU's handelsmagt, at vi skal sikre, at resten af verden løfter deres klimaambitioner, og det er gennem handel, at vi sørger for, at migrantstrømmen fra Afrika bremses.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Og nu begynder det vigtige arbejde, hvor Venstres EP-hold vil kæmpe for vore tre mærkesager:

1. Klima og miljø skal have endnu højere prioritet i hele EU. Venstre har flere konkrete forslag til netop det.

2. Tryghed bliver en hovedopgave, både kampen mod kriminalitet og terror samt at få styr på de ydre grænser og illegale migranter.

3. Sidst, men ikke mindst, skal der satses 100 procent på flere frihandelsaftaler. EU's momentum som frihandelsfrontløber er forudsætningen for den vækst, som bærer velstand og velfærd til hele EU.

Klimakampen skal op i gear
Klimaet først. Danmark er i mange år gået foran i den grønne omstilling, og det skal vi blive ved med. Men i EU hiver flere lande i håndbremsen, når vi forsøger at hæve vores fælles målsætninger.

Vi skal kræve en klimapagt, som sætter standarden for al lovgivning. Klima og miljø skal være et princip for politik. Så skal det være dyrere at forurene, hvilket betyder, at der skal være færre CO2-kvoter i kvotesystemet.

Vi er også nødt til at gøre op med de lande, der ikke indfrier deres klimaløfter.

Og vi er derudover nødt til at dedikere en stor del af EU's budget til at udvikle teknologi, som kan hjælpe os til at blive CO2-neutrale inden 2050.

Styr på migration og sikkerhed
Det er ligeledes afgørende, at vi får kontrol med migrationen til Europa. Vi skal sikre vores ydre grænse i Europa, så vi kan stoppe den illegale migration.

Det går hånd i hånd med, at der skal skabes en ny aftale for ordentlig asylbehandling, og at afviste asylansøgere skal sendes hjem til deres hjemlande. Derfor skal vi have forbedret systemet for hjemsendelse af afviste asylansøgere.

Et andet vigtigt element i kampen for at bremse den illegale migration er at få løftet Afrika økonomisk. Det handler blandt andet om at skifte fra ulandshjælp til handelspartnerskab.

Afrika-hjælp og styr på migrationen til EU ikke det eneste, vi skal have styr på. Vi skal også bekæmpe organiseret, grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme. Derfor skal vi styrke samarbejdet på dette område i EU.

Hvis ikke trygheden bliver genskabt i det europæiske samarbejde, risikerer vi, at den store opbakning, vi har til EU i dag, smuldrer.

Et smidigere marked og mere handel
På handelsområdet skal vi selvfølgelig have fuld fart på frihandelsaftalerne med resten af verden.

Det gælder blandt andet forhandlingerne med Sydamerika gennem handelsblokken Mercosur, Australien – og ligeledes landene i Afrika, hvor vi er nødt til at have fokus på at skabe vækst og dermed løfte levestandarden.

Det er igennem EU's handelsmagt, at vi skal sikre, at resten af verden løfter deres klimaambitioner, og det er gennem handel, at vi sørger for, at migrantstrømmen fra Afrika bremses.

Handel er nøglen til fælles løsninger og den bedste vej til at styrke velfærden i Danmark og resten af EU.

Ud over handel med omverdenen skal vi også arbejde for, at det indre marked bliver mere smidigt.

Fra dansk side skal vi kæmpe for, at andre medlemslande implementerer de fælles regler, så dansk erhvervsliv ikke lider under overimplementering. Hvis det indre marked skal fungere optimalt, skal det fungere på lige vilkår.

Venstre er taknemmelig for de mere end 647.000 stemmer, så nu er det tid til at kvittere ved at kæmpe for de mærkesager, vi har vundet valget med.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Løkkegaard

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (V), MEP (V), Næstformand, Renew Europe, kommunalbestyrelsesmedlem, Gentofte Kommune, fhv. MF (V)
journalist (DJH 1988)

0:000:00