Lokale Fødevarer Danmark: Vi har brug for en national madstrategi

En national madstrategi

Hvis den kommende regering vil mere end at justere på eksisterende reguleringer, kræver det en tydelig prioritering af, hvad vi ønsker at fremme. Her peger vi på tre konkrete anbefalinger, som bør fylde langt mere i den politiske debat. 

For det første har Danmark brug for en samlet national madstrategi. I dag er fødevarepolitikken fordelt på flere ministerier og politikområder uden en tydelig fælles retning.

Det betyder, at sammenhængen mellem landbrug, sundhed, turisme, uddannelse og klima ofte går tabt i praksis. En national madstrategi vil skabe overblik og tvinge politiske prioriteringer frem.

Den vil tydeliggøre, hvordan investeringer i råvarer og lokal produktion også er investeringer i turisme, folkesundhed og international konkurrenceevne. Uden en sådan ramme risikerer vi at fortsætte med enkeltstående initiativer uden samlet effekt.

Et parallelt fødevaresystem

For det andet er det nødvendigt, at regeringen anerkender og aktivt understøtter et parallelt fødevaresystem.

Danmark har i praksis ét system, der er indrettet til såkaldt bulkproduktion. Men i mange andre lande arbejder man bevidst med to spor: et storskala eksportorienteret system og et system for lokale producenter, forædling og kvalitet. Eksempelvis i Norge, hvor man arbejder med konceptet “kort rejst mad”.

I Danmark bliver de mindre producenter i dag presset ind i strukturer, der ikke passer til deres virkelighed. Det begrænser både innovation og vækst.

Hvis vi vil styrke lokal produktion, kræver det investeringer i infrastruktur, bedre adgang til forarbejdning og markeder, samt en regulering der tager højde for forskelle i skala. Det er en strukturel opgave – ikke et nichehensyn. 

I Danmark bliver de mindre producenter i dag presset ind i strukturer, der ikke passer til deres virkelighed.

Lene Tvedegård, Hejdi Rasmussen, August Hage, Torben Bo Christensen og Jesper Zeihlund
Bestyrelsesmedlemmer af Lokale Fødevarer Danmark

For det tredje bør Danmark bruge de kommende forhandlinger om EU’s landbrugsstøtte langt mere strategisk. Den nuværende model, hvor støtten i høj grad følger areal, favoriserer større bedrifter og gør det vanskeligt at understøtte en mere mangfoldig struktur.

Hvis vi ønsker flere mindre og mellemstore landbrug, bør støtten i højere grad målrettes de første hektarer. Det vil skabe bedre økonomiske forudsætninger for nye aktører og samtidig styrke udviklingen i landdistrikterne.

Her er landdistriktsmidlerne et oplagt redskab til at tiltrække risikovillig kapital og skabe nye virksomheder – men de kræver politisk prioritering. 

Maddannelse er en forudsætning

Endelig er der et område, som alt for sjældent indgår i fødevaredebatten, men som i virkeligheden er afgørende for det hele: maddannelse.

Hvis vi vil have et fødevaresystem med fokus på kvalitet og lokale råvarer, kræver det en befolkning, der forstår og efterspørger det. Maddannelse bør derfor tænkes langt bredere end skolemad og integreres gennem hele opvæksten – fra daginstitution til universitet.

Det handler ikke kun om viden, men om erfaring. Når børn og unge arbejder med råvarer, møder producenter og oplever forskellen i praksis, opstår der en forståelse, som ikke kan skabes i et klasselokale alene. Vi skal have ånden ned i hånden.

Pointen er enkel: De tre anbefalinger hænger tæt sammen. Uden en samlet strategi mangler retningen. Uden et parallelt system mangler strukturen. Uden en målrettet støtte mangler økonomien. Og uden maddannelse mangler efterspørgslen.

Danmark står ikke over for et valg mellem grøn omstilling og økonomisk udvikling. Vi står over for et valg om, hvorvidt vi vil bygge videre på det, vi allerede er verdensklasse til.

Vi har råvarerne. Vi har producenterne. Vi har det internationale brand. Det vi mangler, er en fødevarepolitik, der tager det alvorligt.