Mette Frederiksen klar med rokade: Flemming Møller Mortensen er ny på ministerholdet

ROKADE: Den nuværende udviklingsminister, Rasmus Prehn, afløser Mogens Jensen som fødevareminister. Samtidig bliver Flemming Møller Mortensen ny minister for udvikling og nordisk samarbejde.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Emma Qvirin Holst

Rasmus Prehn (S) bliver ny minister for landbrug, fødevarer og fiskeri.

Det giver samtidig plads til Flemming Møller Mortensen (S) på ministerholdet, der fremover skal være minister for udvikling og nordisk samarbejde. Han har indtil i dag været Socialdemokratiets gruppeformand og er partiets statsrevisor.

Men de er ikke de eneste med nyt job. Statsminister Mette Frederiksen (S) benytter nemlig Mogens Jensens afgang til at lave en mindre rokade.

Det betyder, at ligestillingsområdet fremover vil høre under beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen.

I forbindelse med rokaden har Mette Frederiksen også valgt at splitte Miljø- og Fødevareministeriet op i to dele. Rasmus Prehn skal fremover være minister i det nyoprettede ministerium under navnet Landbrug-, Fødevare- og Fiskeriministeriet, mens miljøminister Lea Wermelin får Miljøministeriet for sig selv.

Minksag fældede Mogens Jensen
Mogens Jensen trak sig onsdag som fødevareminister og minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde. Det skete, efter han kunne konstatere, at regeringens støttepartier ikke længere har tillid til ham som minister.

Mistilliden blandt støttepartierne er opstået i kølvandet på Miljø- og Fødevareministeriets egen redegørelse af forløbet i forbindelse med regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

Det viste sig kort tid efter beslutningen, at der manglede lovhjemmel til at kræve alle raske mink aflivet, men det er dog ikke støttepartiernes eneste kritikpunkt. De er også utilfredse med, at Mogens Jensen ifølge dem har handlet for lidt og for sent.

Der er ministeroverdragelser i Miljø- og Fødevareministeriet klokken 16 og i Udenrigsministeriet klokken 17. Selve præsentationen af de nye ministre sker med et par timers forsinkelse, da en person i Mette Frederiksens familie torsdag morgen blev testet positiv med coronavirus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

0:000:00