Debat

Momentum: Nedlukning af den danske kødindustri er det eneste ansvarlige

Det er skræmmende, at der endnu ikke er lavet politik, der matcher udfordringerne ved den danske kødindustri, skriver Theresa Scavenius.  

Politikerne på Christiansborg er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden og ignorerer videnskaben bag klimakrisen, skriver talsperson fra Momentum, Theresa Scavenius.
Politikerne på Christiansborg er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden og ignorerer videnskaben bag klimakrisen, skriver talsperson fra Momentum, Theresa Scavenius.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Theresa Scavenius
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg ved godt, at det lyder ekstremt, når vi i Momentum foreslår at nedlægge den industrielle kødproduktion i Danmark øjeblikkeligt. Men det lyder kun ekstremt, indtil man sætter sig ind i videnskaben bag.  

Når man har gjort det, så er det ikke længere så ekstremt. Så virker det pludselig langt mere ekstremt ikke at lave politik, der matcher udfordringen. 

I den politiske boble ser alting imidlertid anderledes ud. Her snakker de andre grønne partier og ngo’er om halvering frem mod 2030, og regeringen forestiller sig, at vi på en eller anden måde kan være et grønt foregangsland uden at røre kødindustrien, som er verdens største målt per indbygger.  

Spanden fyldes for hurtigt

Regeringen og støttepartierne påstår, at de med klimaloven er i gang med at leve op til Danmarks forpligtelser i forhold til Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning under 1,5 grader. De har udarbejdet et snørklet system, hvor de måler i forhold til 1990 i stedet for at tage udgangspunkt i CO2-budgettet.

Det mudrer diskussionen, så lad mig lige gøre det fuldstændig klart: 

Klimalovens 70 procent reduktion i 2030 i forhold til 1990 lever ikke op til Paris-aftalen. Videnskaben (her repræsenteret ved IPCC med flere) tager udgangspunkt i det globale CO2-budget, som er den mængde af drivhusgasser, vi som verden kan udlede, inden middeltemperaturen stiger med 1,5 grader.

Når man vælger at ignorere videnskaben, så er det da klart, at vores forslag om at lukke ned for industriel kødproduktion i Danmark lyder ekstremt

Theresa Scavenius
Talsperson, Momentum

Mange almindelige borgere, klimaaktivister, forskere, politikere og journalister har stadig ikke helt forstået, hvorfor dette gør en kæmpe forskel. Klimalovens 70 procent reduktion i 2030 i forhold til 1990 respekterer simpelthen ikke de gængse videnskabelige regnemetoder og forsøger at opfinde sine egne logikker.  

Det er politisk spin og fake politics, fordi drivhusgasser i atmosfæren fungerer som en spand, der er ved at blive fyldt op. Som et budget, der er ved at blive opbrugt. 

Klimaloven ignorer dette faktum og vil betyde, at vi i Danmark opbruger vores budget længe inden, vi når 2030.   

Især når man som regeringen og støttepartierne satser på det såkaldte hockeystavs-princip, hvor udledningsreduktionerne udsættes, og man herudover ignorerer en stor del af vores udledninger i beregningerne, så for eksempel afbrænding af biomasse, import samt international fly- og skibstrafik ikke tæller med. 

Det svarer lidt til, at vi med corona havde besluttet, at for eksempel studerende og pensionister ikke tæller med i smittetryksberegningerne og derfor kan ignoreres. Det er ikke den videnskabelige måde at gøre det på og ærlig talt skræmmende, at regeringen og støttepartierne ikke selv kan se det. 

Kan vi ikke bare ignorere CO2-budgettet? 

Når man vælger at ignorere videnskaben, så er det da klart, at vores forslag om at lukke ned for industriel kødproduktion i Danmark lyder ekstremt. Det lyder som om, det er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden, men det er det modsatte. Det er et politisk forslag, der rent faktisk forholder sig til virkeligheden og klimakrisen i stedet for den politiske virkelighed, som er den alle andre partier befinder sig i. 

I Danmark har vi med den nuværende kurs opbrugt vores CO2-budget allerede i 2026, længe inden 2030. 

Hvis vi vil leve op til Paris-aftalen og målet om 1,5 grader, så kræver det, at vi lever indenfor vores CO2-budget, hvilket klimaloven ignorerer

Theresa Scavenius
Talsperson, Momentum
 

Hvis man medregner alle løfter og forudsætninger i regeringens og støttepartiernes klimaaftaler de seneste to år, så har vi kun købt knap 10 måneder mere, så vi løber tør i 2027 i stedet for i 2026. Og det er endda med regeringens egne håbløse regnemetoder, der ignorerer afbrænding af biomasse, import samt international fly- og skibstrafik.

Hvis alle vores CO2-udledninger bliver medregnet, så udløber budgettet endnu hurtigere. 

Betyder det så noget? Kan vi ikke blot ignorere vores CO2-budget?  

Det kan vi kun, hvis vi opgiver 1,5 graders målsætningen. Når budgettet er opbrugt, så er der ikke mere. Hvis vi vil leve op til Paris-aftalen og målet om 1,5 grader, så kræver det, at vi lever indenfor vores CO2-budget, hvilket klimaloven ignorerer. 

Hvis vi lukkede ned for hele Danmarks husdyrproduktion per 1. juni 2021, ville det betyde en reduktion af udledningen af drivhusgasser på knap 5 millioner ton CO2e i 2021 og knap 12 millioner ton CO2e om året herefter. Dermed ville Danmarks CO2-budget være opbrugt i 2030, altså 3 år senere, end hvis man ikke nedlægger husdyrproduktionen. 

Det eneste ansvarlige 

Vores såkaldte ekstreme forslag køber os altså kun tre år mere og ville kræve, at vores drivhusgasudledninger i 2030 skulle falde til nul. CO2-budgettet er nemlig et absolut tal. Det betyder, at selv vores “ekstreme” forslag slet ikke er nok. Vi skal omstille lige så drastisk i alle andre samfundssektorer.  

Så ja, i den eksisterende politiske boble på Christiansborg lyder det ekstremt at sige, at vi i Danmark skal nedlægge vores kødindustri i morgen. Men det er kun, fordi politik på Christiansborg er fuldstændig afkoblet fra virkeligheden og ignorerer videnskaben bag klimakrisen. 

I Momentum tager vi udgangspunkt i virkeligheden, ikke den politiske virkelighed. Vi fremsætter politiske forslag, der rent faktisk håndterer klimakrisen. Det er hverken ekstremt eller skørt. Det er det eneste ansvarlige. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00